Det var en sen vinterdag, og jeg var måske 11 år. Jeg havde fået lov at cykle på biblioteket gennem byen og langs med fjorden. En lille tur for en voksen, men for mig en rumrejse. Da jeg skulle hjem, stod der tre store drenge nogle meter fra cykelstativet på gågaden. De havde været efter mig før, og jeg frygtede dem.
Imens jeg forfjamsket låste min cykel op, fik den største dreng øje på mig og kom nærmere.
Han samlede halvgrinende sine ben om forhjulet på min cykel, tog fat i styret og sagde: ”Du kommer ikke hjem.” Jeg forsøgte trodsigt at vriste cykelstyret ud af hans hænder, men han var for stærk.
De andre omringede mig. De begyndte at tjatte til cyklen. Jeg prøvede at skjule mine tårer og gråden i halsen. Jeg hev febrilsk i cykelstyret, men jo mere jeg trak, jo mørkere blev den største dreng i blikket.
Til sidst opgav jeg og begyndte at løbe. Det var blevet mørkt, og hele byen føltes pludselig som et angreb. Min cykel var væk, mine bøger, min taske, og jeg ville komme for sent hjem. Da jeg nåede ned til fjorden, var det, som om vandet hævede sig som en levende kæmperyg. Jeg var skrækslagen – for drengene, for mørket, for livet, for alt i hele verden.
Da jeg nåede hjem, brød jeg sammen foran min far og fortalte, hvad der var sket. Jeg hulkede højt. Og så tog ét eller andet ved min ellers sindige og grundstille far. Jeg havde aldrig set ham sådan. Det var, som om retfærdighedens usynlige hånd rejste sig i ham – kærlighedens store: Nu er det nok! Og så gik han ind og fandt frem til den største drengs adresse. Jeg stivnede, for et barn kan have en god intuition for, hvor let kaosmagter kan opildnes og slå hårdt tilbage. Jeg tiggede min far om at glemme drengen, men efter aftensmaden tog han jakke på og tog mig i hånden.
Og så gik vi lige direkte hen til drengens hus og ringede på. Da døren blev åbnet, holdt min far en brandtale fra sit hjertes oprørte dyb (det var dengang, skæld ud var tilladt!). Om at opføre sig ordentligt, om sætte sig i andres sted. Og så krævede han en undskyldning. På stedet.
Inde i entréen stod drengens forældre og måbede, og deres teenager var ikke længere den tyran, jeg havde mødt på gaden.
Han protesterede heller ikke, da min far insisterede på, at han nu helt alene skulle gå ind i byen og hente min cykel. At han gik præcis den samme, mørke tur langs fjorden som mig, mens han tænkte over, hvordan jeg havde haft det. Også for sin egen skyld.
Senere den aften kom drengen trækkende med min cykel og mine bøger. Vi stod lidt kejtede over for hinanden, og det var næsten rart. Da jeg bagefter lå i min seng, havde jeg stadig en frygt i maven for, hvad der ville ske dagen efter. Men det vigtigste var, at jeg med min fars næsten bibelske vrede og indgriben igen vidste, at alting ender godt. Det gode rådede.
Jeg har siden tænkt på den aften som skelsættende. Ikke fordi oplevelsen i sig selv forandrede det store. Men selvom min far vidste, at han ikke kunne ændre verden, så insisterede han på at gribe ind. Lige her, for denne udtrykkelige gangs skyld, skulle retfærdigheden simpelthen ske fyldest. For mig blev hans oprør en rystende foregribelse af selve den fjerne morgen, jeg bar et sted indeni. Det var, som om himlen blev åbnet i en smal bræmme den aften. Og den bræmme har ingen siden kunnet tage fra mig.
I dag ved jeg, at Paradiset hverken findes i skolegården eller i denne verden, men at blot to timers oprejsning på barndommens gade kan blive ved med at skinne gennem et helt liv.
Så lidt skal der til.
Jeg tror virkelig på, at livets små og store oprejsninger – lige fra de mindste forsoninger af børn til masseoprejsninger af glemte, dræbte og ydmygede – er en slags forpremierer på en altomfattende oprejsning engang. For vi er alle fælles om at leve under det store ”endnu ikke”.
Midt i livets fortsatte fortræd og håbløsheder kan vi blive ved med at åbenbare evighedsglimt for andre, når vi kæmper (også forgæves) for dem. Det lærte min far mig den aften, da han gav mig forskud på verdens store oprejsning. Og det var derfor, jeg holdt mig modigt stående, da jeg næste gang så drengene komme gående imod mig på gaden.
Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, teolog og lektor i ledelse på CBS Camilla Sløk og journalist Christoffer Emil Bruun.