Oskar Gröning er på trods af sin høje alder stadig i stand til at gå selv, og han er åndsfrisk og forstår, hvad der sker omkring ham. Derfor er der ifølge en embedslæge intet, der sundhedsmæssigt taler imod, at han afsoner sin fængselsstraf.
I 2015 blev Oskar Gröning idømt fire års fængsel for medvirken til mord på 300.000 mennesker i nazisternes koncentrationslejr Auschwitz under Anden Verdenskrig.
Nu har den tyske statsadvokat afvist en benådning, og den gamle mand skal altså hermed i fængsel.
Afgørelsen skaber debat om, hvor meningsfuldt det er at straffe gamle nazister.
Mange tyskere mener, at nazisternes forbrydelser var så alvorlige, at alder ikke må fungere som en undskyldning for at slippe for straf.
”Har man sagt a, må man også sige b. Når en dom er faldet, skal straffen også afsones, hvis den dømte er i stand til det. Det er konsekvent,” skriver historieredaktør Hilke Lorenz i avisen Stuttgarter Zeitung.
På Twitter finder adskillige tyskere det rigtigt, at staten ikke viser nåde over for Gröning, eftersom nazisterne aldrig viste nåde over for deres ofre.
Nogle mener også, at staten statuerer et vigtigt eksempel ved at sende den gamle mand i fængsel, fordi myndighederne hermed gør det klart, at ingen af nazisternes forbrydelser er glemt.
Reinhard Merkel, der er professor i strafferet, ser derimod ingen mening i at straffe en så gammel mand.
”En mand på 96 år er ikke i stand til at blive resocialiseret, og staten har heller ikke lov til at straffe en gerningsmand udelukkende for at få hævn,” siger han til avisen Hamburger Abendblatt.
Heribert Prantl, der er indenrigspolitisk chefredaktør ved avisen Süddeutsche Zeitung, mener, at retssystemet burde lade nåde gå for ret i Oskar Grönings tilfælde.
”Gröning vil dø som olding i sin celle. Det er ret, men ikke rigtigt. Hvis retssystemet udøver ret uden at vise nåde, er det dræbende,” skriver han i Süddeutsche Zeitung.
Oskar Gröning meldte sig frivilligt til Waffen-SS under krigen og blev i 1942 i en alder af 21 år sendt til koncentrationslejren Auschwitz i det besatte Polen. Her havde han til opgave at tælle og beslaglægge fangernes penge og værdigenstande, som han også førte bogholderi over.
Det har aldrig kunnet påvises, at Oskar Gröning personligt dræbte fanger i lejren. Under sin retssag har han selv sagt, at han accepterer et moralsk ansvar for sine handlinger.
Ifølge Heribert Prantl er det langt vigtigere, at dommen over Oskar Gröning er faldet, end at den fuldbyrdes.
”Det var vigtigt, at dommerne fastslog den anklagedes skyld: På den måde viser samfundet sin protest imod umenneskelighed og barbari. Det er derimod hverken vigtigt eller rigtigt at spærre en olding inde, så han dør i fængsel. Hvis man viser nåde over for en næsten 100 år gammel mand, er der hverken tale om, at man bagatelliserer eller tilgiver noget, men derimod om, at man udviser humanitet.”
Oskar Gröning var kun et lille hjul i nazisternes udryddelsesmaskineri, men de tyske domstole er de seneste år begyndt at retsforfølge personer, der fungerede som håndlangere for nazisterne, netop fordi håndlangerne bidrog til, at massemordet på jøder og andre befolkningsgrupper overhovedet kunne finde sted.
Oskar Gröning blev først stillet for retten mere end 70 år efter nazisternes forbrydelser, og Constantin van Lijnden, der er journalist ved avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung, mener, at den gamle mand nu bøder for retssystemets langsommelighed.
”Staten har i årtier forsømt at retsforfølge disse forbrydelser, og derfor synes jeg, at det tyske justitssystem opfører sig uværdigt, når det lader en gammel mand, der – i modsætning til mange andre naziforbrydere – har tilstået og vist anger, tilbringe sine sidste år i et fængsel,” siger journalist Constantin vaj Lijnden i en podcast på avisens internetside.
Den eneste mulighed, Oskar Gröning nu har for at undgå fængsel, er, hvis delstaten Niedersachsens justitsminister Barbara Havliza vælger at benåde ham.