Jeg føler mig ikke særlig gammel. Endnu hopper jeg på cyklen på samme måde, som da jeg var 13 år, og selvom det kan lyde som en floskel, er det ikke desto mindre sandt, at jeg ofte føler mig som en 17-årig indvendig. Og nogle gange som en 25-årig. Til tider som en 40-årig og indimellem som en 80-årig.

Faktisk mærker jeg, at jeg trækker på flere forskellige aldre.

Jeg synes, det er dejligt at føle sig ung. Samtidig er jeg dog begyndt at registrere situationer og iagttagelser i livet, som indikerer, at jeg ikke længere er en grønskolling, men har levet længe. Ud over ren vidensopsamling, er der noget, jeg har oplevet, erfaret, erkendt og forstået, som yngre ikke har.

I tillæg kan jeg nyde roen ved at have opnået seniorens overblik samt evne til at se og at kombinere sammenhænge. Og glæde mig over, at det er tegn på, at hjernen fortsætter med at udvikle sine kredsløb og forfine sin kompleksitet.

Bevar det positive som senior

Ligesom alle andre skabninger ældes jeg, og bevægelsen mod livets ende foregår støt og sikkert. Endskønt den usynlige udløbsdato ligger tættere på end nogensinde, vil jeg dog frygtelig gerne forblive i kontakt med min ungdommelighed. Førlighed og sanser kan fortabes, men energien, nysgerrigheden, kærligheden, den positive indstilling til livet samt evnen til at forny mig behøver ikke at forgå.

Vi må stoppe med at begræde forfaldet, der følger med aldringen, for vi risikerer blot at gøre os blinde for de skatte, der potentielt kan blive synlige, når vi går fra voksen til gammel. Livsmuligheder, der har gemt sig bag mange år i hamsterhjulet. Sagen er, at når vi smider det uvæsentlige væk, bliver der plads til det, der virkelig betyder noget. Og hvad kan mon have gemt sig? Vores sande natur, kvaliteter – vores inderste essens som menneske. Og så kan vi igen byde velkommen til sjælen – uanset alderen! Den gode nyhed er nemlig, at det aldrig er for sent at invitere livfuldheden ind i livet igen.

Noget af det helt vigtige i et liv er at stoppe op. Et liv uden – eller med for få – timeouts gør det vanskeligt at mærke, hvem man er. Og hvis man ikke kan mærke sig selv, sine følelser, sin energi, sine grænser og så videre, kan man heller ikke praktisere selvrefleksion.

Uden at kunne selvreflektere, mangler man forudsætningerne for at selvkorrigere. Og herved forøges risikoen for, at man med alderen bliver et forstokket gammelt vrøvlehoved, som ingen gider høre på. Det har jeg ikke lyst til at blive!

Det gælder i hele livet og i de fleste sammenhænge: For at give plads til det nye må noget af det eksisterende vige. Ikke desto mindre sker det ofte, at det aldrende sind vil holde fast ved det gamle. Måske fordi man ikke helt tør tro på, at fremtiden fortsætter med at levere nye gaver.

At åbne plads i sindet for ny viden, nye erkendelser og værdier med videre, er ikke så ligetil. Vanskeligheden består blandt andet i, at de første indtryk, der er blevet installeret her, er blevet til fastlagte mentale spor, som kan sammenlignes med en slags urbefolkning, der til enhver tid prøver at hævde deres førstefødselsret ved at holde alt nyt ude eller nede – eller i det mindste forsøge at censurere og filtrere.

Dette faktum fremstår tydeligere, efter at jeg gennem mine mange leveår både har suget til mig og er blevet invaderet af tonsvis af begreber, idéer, samfundsnormer- og regler, positive og negative begivenheder. Resulterende i en indre ophobning af mentale konstruktioner, indeholdende en del fastlåste forestillinger om, hvordan verden ser ud, og hvordan jeg bør være i den. Nogle indre kodninger, der viser sig som personlige værdier, regler, kæpheste, fordomme, meninger, overbevisninger, stil og så videre.

Dette fænomen er kritisk vigtigt at holde øje med.

Ofte kan vi ligefrem se, høre og mærke, at sindet holder fast og ikke vil ud af de gamle riller. Vi kan registrere det hos os selv og i andre. Men alderdommen er den tid i livet, hvor vi naturligt skal tage afsked på afsked.

Afsked er at give slip, rydde ud i – eller helt tømme – pulterkamrene. Såvel de fysiske som de psykiske. Det kan være vemodigt at sige farvel til det eksisterende, men mine erfaringer er, at det giver overraskende megen ny energi.

Blandt andet tjener det vores velbefindende at tage bevidst afsked med ufrugtbare, usunde, usande idéer, vaner, selvbilleder, forventninger. Samt de tunge, mørke møbler i skikkelse af fortrydelser og dårlig samvittighed.

Vi gør det ved først at blive bevidste om deres eksistens og den virkning, de udøver på os. Hilse på dem, ære den funktion, de har forsøgt at varetage for os. Derefter takke dem for den tid, de trofast har været til stede i vores liv – og så sige farvel. For altid.

Det kan også være, at det handler om at tage kærlig afsked med en drøm – og måske herved afdække den realitet, som drømmen slørede for. Eller for at give plads til at kunne føre en anden drøm ind i livet.

Accepter, at alderdom er et livsvilkår

Det er et livsvilkår, at alderdom er lig med afvikling, afsked, tab og forfald. Det er også naturligt at føle vemod og sørgmodighed herover. Men hvis vi begræder det for meget, risikerer vi at fastholde et fokus, der gør os blinde over for skatte, der potentielt kan blive synlige ved forfaldet. Livsmuligheder, der i farten har gemt sig bag vores opdragelse, skoling, uddannelser, familieliv, status, karriereforløb og andre aktiviteter.

Når vi smider det uvæsentlige væk, bliver der bedre udsyn til det væsentlige, vi rummer. Og hvad kan have gemt sig?

Måske vores allermest sande natur, vores medfødte kvaliteter og oversete talenter, vores menneskelige essens. Når vi genfinder dette, kan vi igen byde velkommen til sjælen.

12 gode råd på vejen ind i den tredje, fjerde eller femte alder:

• Glem din alder!
• Dyrk fællesskabet. Lav noget sammen, tal åbent sammen, spis sammen, dans med hinanden. Etablér ”klubber”.
• Tillad dig alene-tid.
• Mærk, accepter og stå ved din smerte og følelser. Sorger, glæder og længsel. Frygt og tristhed.
• Åben dit hjerte.
• Undgå at ærgre dig.
• Lug ud i negative tanker og hop ud af gamle, forstokkede riller.
• Lad dig ikke plage mentalt af din alder og eventuelt tilhørende skavanker, men vær til stede i nuet og tag livet, som det kommer.
• Gør dig fri af ”adfærdsskabeloner”, forventninger og vanetænkning og tillad dig at følge flere af dine impulser.
• Skriv dagbog om dine oplevelser, følelser og sansninger i nuet.
• Giv kroppen alt det gode, den har brug for, så den kan supportere dig bedst muligt.
• Styrk, hvil og udstræk dine muskler dagligt.

Henrik Juul er autoriseret psykolog.