Prøv avisen

Sharia og demokrati er uforeneligt

Vestligt demokrati og islamisk sharia-lovgivning er så forskellige, at man ikke kan være loyal over for dem begge, mener Lone Nørgaard, lektor og cand.mag Foto: .

Det er en logisk umulighed på et og samme tidspunkt at være loyal over for sharia og de vestlige demokratier, skriver Lone Nørgaard, lektor og cand.mag

JEG LÆSER ALTID med interesse, hvad Sherin Khankan , religions sociolog og talskvinde for Kritiske Muslimer, skriver. Senest hendes kronik her i avisen den 18. december. Grunden til min interesse er, at jeg gerne vil forstå hendes tankegang, men jeg har store problemer med en sprogdragt, der bevæger sig i abstraktionernes himmeltåger.

Khankan mener for eksempel, at "sand tillid handler om at turde give og turde miste retten til alene at definere, hvad der er værdifuldt." Men hvad gør Khankan, når to værdier repræsenterer antagonistiske modsætninger? For eksempel kvinders og mænds ligestilling i de vestlige demokratier over for uligestillingen i koranen og hadith?

Kronikøren beklager, at flere fremtrædende danske muslimer har været tvunget til offentligt at tage afstand fra sharia. Jeg beklager, at hun tilsyneladende slet ikke kan tænke ud af sin islamiske glasklokke.

Det turde ellers være indlysende, at danske muslimer må tage afstand fra sharia, hvis de vil indgå i et vestligt demokrati. Sætten skel mellem rent og urent, de troende og de vantro (mig!) er uforeneligt med de individbaserede vestlige samfund. For ikke at tale om håndsafhugning, stening, dødsstraf for homoseksuelle og forskelsbehandling af de to køn.

Khankan kan ikke forstå, at tvivlen – om man kan være muslim og demokrat på samme tid – stadig hersker. Det er ellers ikke så svært i betragtning af, at islam volder problemer i samtlige vestlige lande med kontinuerlige, politiske særkrav forklædt som religion.

KHANKAN HÆVDER, at hun er i stand til at hylde og elske flere principper samtidig. For eksempel ytringsfrihed og troen på Koranen som Guds ord. Beklager. Enhver, der kan praktisere for to øre logisk-stringent tænkning, erkender, at påstanden ikke holder.

Skribenten spørger, hvor angsten for muslimer eller islam i det offentlige rum stammer fra. For det første er der ikke tale om angst, men frygt – for sharia. For det andet frygter kun en tåbe ikke barbariet i sharia.

Så klager Khankan over, at tørklædet er til evig debat. Ja, og det vil det blive ved med at være, til islam enten sejrer eller lider nederlag i Vesten. En kvinde her kan med rette gøre gældende, at hun selv har valgt at bære tørklæde. Men hendes frihed forværrer den tvang, der udøves mod dem af hendes medsøstre, der ikke ønsker at bære dette symbol.

Intet sted på globen, hvor islamisterne er kommet til magten, overlades det til den enkelte kvinde selv at beslutte, om hun vil bære et hovedtørklæde.

Omdrejningspunktet for enhver islamistisk bevægelse er mænds kontrol af kvinder. Og hvor kommer den kontrol tydeligere til udtryk end i tørklædet? Som derfor også er et uomgængeligt krav fra islamisternes side.

Hvorfor fik den iranske revolution succes? Fordi det lykkedes for ayatollah Khomeini og daværende ministerpræsident Rafsanjani at komme igennem med budskabet: "Det er en pligt for kvinden at dække sit hoved, fordi kvindens hår udsender vibrationer, der opgejler, vildleder og fordærver mænd."

Khankan vil gerne have revideret grundloven, så vi kan sikre, at andre religioner – herunder islam – ikke betragtes som uværdige andenrangsreligioner. Men som Khankan – og hendes tvetungede mentor Tariq Ramadan – er ganske på det rene med, så kan islam ikke sættes på fællesnævner med andre religioner. Islam er et politisk-ideologisk system, der gennemsyrer alle aspekter at dagliglivet.

Khankan hævder, at der ikke findes en samlet islamisme og fortsætter: "Nogle former for politisk islam udgør en trussel for de verdslige demokratier, og nogle former for politisk islam udgør ikke en trussel." Javel så. Måske kan Khankan konkretisere i sit næste indlæg?

Hvad Khankans paradis-snak angår, demonstrerer hun med al ønskelig tydelighed, at vel har hun fået en akademisk grad, men hun evner ikke at omsætte den i rationel tænkning. For selvfølgelig kan mennesker have kærlighed til forskellige kulturer, men det er en logisk umulighed på et og samme tidspunkt at være loyal over for sharia og de vestlige demokratier.

Lone Nørgaard,

lektor og cand.mag,

Normasvej 39,

Frederiksberg