For en måned siden pakkede 30-årige Josephine Valdez sin taske for sidste gang på den folkeskole i Bronx, New York, hvor hun havde været en glad og engageret lærer gennem flere år. Hun var blevet fyret i lighed med omkring fire procent ud af de i alt 150.000 ansatte på New Yorks skoler, fordi hun ikke ville lade sig vaccinere, fortæller avisen The New York Times. Et krav, som millioner af amerikanere er blevet mødt med, efter at præsident Joe Biden i september gjorde det obligatorisk for en række offentlige ansatte samt alle private arbejdspladser med flere end 100 ansatte at sikre enten vaccination eller ugentlig testning.
I New Zealand indførte regeringen for nogle uger siden et tilsvarende krav for læger og lærere. ”Intet stik, intet job” er den kontante besked. Ifølge nyhedsstationen al-Jazeera er østaten Fiji gået skridtet videre og forlanger, at alle lønmodtagere, såvel i det offentlige som det private, lader sig vaccinere. Og i Italien skal ansatte kunne bevise, at de er enten vaccinerede eller ny-testede for at møde på arbejde.
Herhjemme er regeringen langt fra at bruge så håndfaste metoder, men sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kom for nylig med en slet skjult trussel om, at hvis ikke flere danskere lader sig vaccinere, kan det blive svært at holde Danmark åbent som nu.
Det er dog langt fra i alle dele af verden, at regeringer og myndigheder i stigende grad finder pisk eller gulerod frem for at overtale så mange som muligt til at blive vaccineret. I et flertal af lande er vacciner mod covid-19 stadig et eksotisk tilbud, som de færreste indtil nu har stiftet bekendtskab med. Her kommer det slet ikke på tale at skulle gøre op med sig selv, om man ønsker en vaccine eller ej.
”Vi må indrømme, at det har været en udfordring at få det til at spille mellem nationale og internationale interesser. Det har ikke været for kønt. Men corona er forlængst overgået fra ’blot’ at være covid-19 til at være et nationalt sikkerhedsproblem og et stort etisk problem,” siger Lone Simonsen, professor ved Roskilde Universitet med speciale i pandemier.
Hun mener, at udfordringerne med at få fordelt vaccinerne mere ligeligt på globalt plan hænger sammen med, at det er et århundrede siden, at verden sidst stod med en verdensomspændende pandemi: den spanske syge.
”Vi havde en masse beredskabsplaner liggende i skuffen, men de faldt sammen som korthuse, da coronaen kom, fordi de ikke tog højde for en stor global pandemi. Vi kan kun forsøge at lære af det og forberede en bedre plan til næste gang. For der kommer en næste gang.” Ifølge forskningsprogrammet Our World in Data ved Oxford Universitet, som dagligt følger udbredelsen af vaccinationerne, var kun 3,9 procent af indbyggerne i verdens mindst udviklede lande (LDC-lande) vaccineret med minimum en dosis i slutningen af sidste uge. I Afrika er blot omkring seks procent af befolkningerne fuldt vaccinerede. Omkring 70 procent af alle vacciner er blevet uddelt i 10 lande. Storbritannien har for eksempel vaccineret lige så mange af sine borgere som 132 andre lande tilsammen, fremgik det i oktober af en rapport fra den britiske bevægelse for større social retfærdighed, Global Justice Now.
National egoisme er o.k.
Den skæve fordeling har vakt skarp kritik fra mennesker verden over, som begræder manglen på global solidaritet. Det anslås, at der ved udgangen af året vil være flere end 600 millioner doser på lager i de rige lande, hvoraf op mod en tredjedel er tæt på udløbsdatoen, uden at der er taget initiativ til at overføre vaccinerne til lande i nød. Malaysias sundhedsminister har kaldt det ”en af menneskehedens største fiaskoer i den kollektive indsats mod covid-19, mens den tidligere britiske Labour-premierminister Gordon Brown har kaldt det en ”moralsk skandale”, at 240 millioner doser vaccine hober sig op i Vesten, når de kan redde 100.000 menneskeliv i Afrika.
Nana Cecilie Halmsted Kongsholm, postdoc ved Institut for Kommunikation ved Københavns Universitet med speciale i politisk filosofi og bioetik, peger på, at det lette og oplagte er at bebrejde de mere velstående lande for egoisme, når de har valgt at fokusere på vaccinationen af deres egne borgere frem for at dele bredere ud af deres vaccinedoser. Men set med hendes øjne er det ikke moralsk forkert at prioritere sin egen befolkning.
”Der er intet galt i den impuls, der siger, at vi skal beskytte os selv først. Det er sådan, vi er indrettet psykologisk. Hvis du står over for to drenge, der er ved at drukne i en sø, og den ene er dit eget barn, er det naturligt, at du forsøger at redde ham først,” siger hun.
Efter Nana Cecilie Halmsted Kongsholms mening vil det være en afvejning af danskernes behov for at beskytte sig mod corona mod de fordele, det vil give at hjælpe andre steder i verden, der danner den ”gode moralske praksis”:
”Moral er også pragmatisk. Folk kan have svært ved at genkende sig selv i en moral der kun arbejder med absolutter.”
Lighed er etisk forpligtelse
Den amerikanske professor i bioetik ved Washington Universitet Nancy S. Jecker har hele vejen gennem pandemien efterlydt en mere retfærdig fordeling af vacciner ud fra det synspunkt, at vi har en etisk forpligtelse til at sikre sundhedsmæssig lighed – verden skal hjælpe dem, der trænger mest. Hun anerkender, at det rent etisk kan forsvares, at et land sikrer sine egne borgere, men kun til en vis grænse. Et sideordnet hensyn må være at sørge for at mennesker i den øvrige del af verden også får adgang til vacciner.
Som Lone Simonsen ser Nanct S. Jecker gerne, at der bliver udarbejdet en form for international aftale, der fastslår, hvordan man næste gang, verden står i en pandemi, skal fordele eventuelt knappe ressourcer som vacciner, værnemidler og lignende. Her og nu bør man desuden beslutte, at patenter på covid-19-vaccine bliver ophævet, så de kan produceres lokalt samt udskyde et tredje stik indtil mindst 10 procent i alle lande er vaccineret først og anden gang.
Nancy S. Jecker lader sig ikke gå på af, at der indtil nu har været langt mellem den globale solidaritet. I en e-mail til Kristeligt Dagblad skriver hun, at pandemien kan vise sig at føre til bedre internationalt samarbejde.
”Perioder med ekstrem ustabilitet har det med at åbne for grundlæggende forandringer. Jeg tror, at covid-19 er sådan et øjeblik i historien. Jeg tror, at det er et øjeblik, der vil indvarsle nye værdier.”
Hun peger på, at hendes eget forskningsfelt, bioetik, delvis opstod som et svar på afsløringerne af de horrible eksperimenter, de nazistiske ”videnskabsfolk” udførte:
”Fra begyndelsen har det understreget respekten for den enkeltes selvbestemmelse og samtykke. Hvor selvbestemmelsen forbliver central i bioetikken, er en solidaritetsetik et passende svar i en æra af epidemiske udbrud.”
Svag tillid til WHO
Morten Dige, lektor i anvendt etik og bioetik ved Aarhus Universitet, tvivler på, at det kan lade sig gøre at skabe opbakning i de ressourcestærke lande til en mere ligelig fordeling af vacciner, før der er stærkere internationer institutioner til at håndtere fordelingen. Grunden til, at danskerne er så trygge ved den danske fordeling af vacciner, er, at der er en stor tillid til myndighederne. Den tillid mangler til WHO og de andre internationale organisationer, fremhæver Dige.
”Ud fra en rent etisk betragtning er det åbenlyst uretfærdigt, at vi er så priviligerede i vores del af verden, mens man andre steder har langt mere presserende behov. Vi kunne godt undvære nogle vacciner og alligevel klare os igennem på et ganske rimeligt niveau. Men det er indlysende, at regering og myndigheder ville stå med et stort forklaringsproblem, hvis de forsøgte at sælge den til den danske befolkning. Og det handler ikke kun om national egoisme, men også om, at hvis løsningen skal opleves som retfærdig, skal den også fremstå som legitim,” siger han.
”Hvis for eksempel WHO skulle stå for fordelingen af vacciner, skal man være 100 procent tryg ved, at fordelingen vil være retfærdig mellem landene – og det er man ikke,” siger han.
Dermed ikke sagt, at verden ikke kan ændre sig i retning af en større global solidaritet, som Nancy S. Jecker er inde på. I modsætning til Nana Cecilie Halmsted Kongsholm vurderer Morten Dige ikke, at det nære fællesskab altid har forrang. Han henviser til, at der er to måder at forstå fællesskaber på. Populært skelner man mellem ”den tyske”, som baserer sig på historie, kultur og stammetilhørsforhold, og ”den franske”, hvor fællesskabet udspringer af fælles politiske principper.
”Det er selvfølgelig nogle idealtyper og grove kategorier, men de siger noget om tilbøjeligheden til at føle og danne fællesskaber på tværs af grænser,” siger han.
Flere redningsveste til de samme
Målsætningen fra verdenssundhedsorganisationen WHO var oprindeligt, at mindst 10 procent af befolkningen i alle lande skulle være vaccineret ved udgangen af september. Det lykkedes ikke.
I 56 lande er mindre end 10 procent vaccineret, særligt i Afrika og Mellemøsten. Nu er ambitionen at få vaccineret mindst 40 procent af alle befolkninger inden nytår og 70 procent inden juli 2022.
For at sikre en bredere global vaccinedækning har WHO opfordret til, at ingen lande begynder at bruge tredje stik, før netop mindst 40 procent af alle befolkninger er vaccineret første gang.
Mike Ryan, den irske leder af WHO’s internationale sundhedsberedskab over for covid-19, har sammenlignet det med at dele flere redningsveste ud til mennesker, der allerede har adskillige, mens man lader andre drukne, fordi de end ikke har en enkelt redningsvest.
”Der er millioner og atter millioner af mennesker rundt om i verden, særligt i lavindkomstlandene, uden redningsveste, og vi deler flere og flere ud i nord,” sagde han for en uge siden ved en onlinedebat på McGill Universitet i Montreal, Canada.
Han anerkendte, at der kan være ældre eller svækkede personer med særlige behov for en ”booster-vaccine”, men han afviste, at det giver mening at give det tredje stik til en befolkning i al almindelighed.
Ifølge WHO er den ekstra fordel, som det giver at modtage et tredje stik, minimal i forhold til den fordel, det vil give at få øget antallet af førstegangsvaccinerede. Så længe der er store lommer af uvaccinerede befolkningsgrupper, er der en større risiko for udviklingen af nye sejlivede mutationer.
John Nkengasong er direktør for Den Afrikanske Unions sundhedsstyrelse CDC. Han skrev for en uge siden i en kommentar på den udviklingspolitiske nyhedsside Devex, at ”lige adgang til vaccine ikke er velgørenhed, det er vores bedste redskab”:
”Afrika beder ikke om flere foræringer eller løfter. De afrikanske leder ønsker at købe vaccinerne. De mere velstående lande, som allerede har vaccineret store dele af deres befolkninger, burde lette presset på producenterne og stille sig et andet sted i køen,” siger John Nkengasong.