Prøv avisen

Sindelagskontrol af danskernes humor

KOMMENTAR: Radio- og TV-nævnet har netop afgjort,at Polle, den kiksede antihelt fra Snave, er dummere, end nævnet vil tillade

Et af Kongerigets utallige råd og nævn til almindelig ophøjelse af politisk korrekthed og knæsætning af, hvad der måtte udsiges fra De Rigtige Meningers Klub har atter belemret befolkningen med sine opdragende tiltag.

Radio- og TV-nævnet har netop afgjort, at Sonofons reklameføljeton med den kiksede antihelt fra Snave indeholder ulovlige scener. For den lykkeligt uvidende skal det her kundgøres, at der ikke er tale om scener, der omhandler sodomi endsige har seksuelt tilsnit.

Det drejer sig blot og bart om, at nævnet finder Polle dummere - og hans venner slemmere - end sindelagskontrollen tillader. Føljetonen har ifølge Gallups rundspørger været de danske seeres favorit i dette halvår, og Polle er dukket op i alskens alternative sammenhænge: fra præsters konfirmandtaler til fodboldklubbers fansider.

Men en seer fra Vestjylland er ikke smittet af Snavebegejstringen. Hun har klaget til Radio- og TV-nævnet, fordi budskabet i reklamen efter hendes mening er, at det er i orden at mobbe mennesker, som er anderledes. Sonofon har forsvaret sig med, at der er tale om »godmodige drillerier«. Og TV 2 Reklame har anført, at reklamerne viser »en så karikeret adfærd, at man ikke har anset opførslen som et eksempel til efterfølgelse for hverken børn eller voksne«.

Radio- og TV-nævnet skriver i afgørelsen, at dets faste praksis er at acceptere humoristiske og karikerede reklamer, men at Polle-reklamerne »overskrider den kritiske grænse på to måder. Dels kan de opfattes som en accept af mobning - der er en socialt meget kritisabel adfærd - dels indeholder de indslag af voldspræget karakter«, skriver nævnet i afgørelsen. Her tænker nævnet især på, at Polles venner giver ham såkaldte »sherifstjerner« - knibninger i brystvorten - fordi han »it' ka' hit' u' a'et« med mobiltelefonen. Det har inspireret danske skolebørn og måske medvirket til, at en 12-årig pige fra Horsens blev indlagt med betændelse i brystvorten.«

Nævnet finder derfor, at reklamerne ikke bør vises i den påklagede form, idet de ikke er udformede med »behørig social ansvarsfølelse og kan inspirere til voldshandlinger«. Et af de tre medlemmer mener endog, at Polleføljetonen ligefrem »tilskynder til voldshandlinger«. Det seneste og fjerde afsnit af føljetonen viser vejen for de resterende: Pointen er nu, at tekniktorsken Polle er ved at blive en haj til at bruge sin mobilos - og han er således ikke længere et oplagt mobbeoffer.

Hvad angår den horsensianske pige, er det naturligvis beklageligt, men sherifstjernen er ingenlunde Sonofons opfindelse - det er al for megen ære. Det er naturligvis selvklart, at honoratiores som nævnets formand, professor, dr.jur. Mogens Koktvedgaard, ikke har samme lave og syge humor som de mange, der har moret sig over serien. Han har i sit sikkert livslange elfenbenstårn ikke opholdt sig i en skolegård, hvor børn er som børn er flest; drillesyge - et udtryk, der ikke implicerer terapeuter og andre behandlere - men bare udtrykker forekomsten af humor hos skolegårdens poder. Eller også har professor Koktvedgaard og hans ligesindede bare glemt skolegården.

Undertegnede er 28 år og kender udmærket denne drillevariant, der i min skolegård blot kendtes under den sproglige kode en »nappefugl«, eller hvad med »sømandsbryst«, hvor man kørte knoerne hen over brystbenet, eller en »Olfert«, hvor man trak underbukserne op mellem endeballerne. Det er muligt, der for en juridisk tænkning er tale om et legemesangreb af middelsvær karakter - men ikke for de fleste af os. For resten er det sådan, at børn med humor klarer sig bedre, og børn synes, den slags er sjovt.

I DR 2's »Deadline« kunne man opleve professor Koktvedgaard forsvare nævnets afgørelse. Det forekommer mig, at han ikke har fattet pointen i reklamens fortælling, for det har han ikke indlevelsesevne og selvironi nok til at gøre.

Når vi griner af Polle og vennerne, griner vi af os selv. I stedet for at udtale kritik skulle nævnet langt hellere bifalde, at der produceres danske reklamer forfattet af og til danskerne, som tillige indeholder en historie om os selv, der tilmed er komisk. De fleste får rigeligt af dårlige tyske synkroniserede reklamer for Kinder mælkesnitter, eller hvad med reklamen med bedstefaderen og hans barnebarn i reklamen for Werthers Echte karameller - har den ikke en incestuøst anstrøg?

Jeg imødeser også, at det snarest bliver forbudt Walt Disney at reklamere for deres hovedprodukt, for i Anders And & Co. optræder der en figur, der har beholdt forældremyndigheden over sine nevøer, selv om han optræder uden bukser i deres nærværelse.

Thomas Frandsen,

stud.theol.,

Grundtvigs Hus Kollegiet,

Gøteborg Allé 14, 15D,

Århus