Sjælesorgens omdømme kan ikke holde til flere grelle historier i pressen

Det seneste halve år har flere medier – også Kristeligt Dagblad – stillet skarpt på sjælesorg, der går helt galt.

Selvfølgelig skal sjælesørgere ikke have sex med deres samtalepartnere. Selvfølgelig skal sjælesørgere være bevidste om det asymmetriske magtforhold, som er en helt åbenlys faktor i samtalerne. Selvfølgelig skal samtalepartneren aldrig efterlades med et ødelagt sind og et smadret gudsbillede.

Men sjælesorg er heldigvis andet end de helt grelle eksempler. Og det skal vi også tale om.

I sommeren 2022 gennemførte vi nogle kvalitative interviews med præster fra folkekirken, frikirker samt fri- og valgmenigheder. Undersøgelsen, der er en del af en master i klinisk sjælesorg ved MF vitenskapelig høyskole i Oslo, giver ikke et fyldestgørende billede af, hvordan præster praktiserer sjælesorg. Vi mener alligevel at have set nogle interessante tematikker i dansk kirkeliv, som vi håber, at nogen vil forske videre på.

Vores interviews viste en stærk pastoral identitet på sjælesorgsområdet. De interviewede præster fra undersøgelsen ville virkelig gerne sjælesorgen – men de famlede sig ofte frem i opgaven.

En præst orkede ikke skilsmissesamtaler, en anden følte sig som Bambi på glatis, mens en tredje formulerede stor usikkerhed omkring konflikt og tilgivelse i en konkret sag. Kort sagt oplevede størstedelen af de interviewede præster, at de ikke var klædt på til sjælesorgsopgaven, hvor meget de end gerne ville den.

I undersøgelsen fandt vi, at præsternes fokus ret entydigt var på den sjælesorgssøgende, mens de simpelthen overså deres egen personlige rolle i relationen. Bevidsthed om egen person blev en blind vinkel for eksempel i udforskningen af nye, sunde gudsbilleder, nye muligheder i konfliktfyldte relationer og i (tros)livet som helhed hos den sjælesorgssøgende.

Nogle præster tvivlede på egne evner, oplevede sig utilstrækkelige, magtesløse og usikre, fordi de ikke magtede samtaler om konflikter, sygdom og død. Desuden oplevede præsterne i vores undersøgelse, at det var et ensomt projekt at være sjælesørger, og de oplevede det som deres eget projekt at blive udrustet til sjælesorg.

Selvindsigt og samtalefærdigheder er ikke to uafhængige kompetencer. Sjælesørgeren er sjælesorgens redskab og bruger sig selv uden at tale om sig selv. Det fordrer selvindsigt at bruge sig selv, så der opstår et møde mellem sjælesørger og sjælesorgssøgende, hvor egen historie ikke forstyrrer relationen til den andens historie.

Vi anerkender, at der findes god sjælesorg, og vi kan ikke skære alle sjælesørgere over én kam. Det ændrer dog ikke ved, at kun få præster i vores undersøgelse benyttede sig af supervision eller andre professionelle muligheder for at reflektere over egen person og praksis. Tvivl, træthed og undvigelse var blot tre af konsekvenserne. Undersøgelsen pegede på, at fraværet af supervision også gav udfordringer i forhold til overholdelse af tavshedspligten. Flere præster fortalte, at de af og til brugte private og familiære relationer som livliner efter svære samtaler. Det er helt forståeligt, at sjælesørgeren kan have brug for at læsse af og sparre med nogen, men vi finder det problematisk, hvis det ikke finder sted i professionelle rammer.

Når vi ser på dansk sjælesorgstradition, er der måske ikke noget underligt ved det billede, undersøgelsen tegner af sjælesorg i dansk kirkeliv.

Historisk set har sjælesorg i Danmark ikke været specielt optaget af sjælesorgens faglighed – og slet ikke af forholdet mellem teori og praksis. Der har nok været fokus på teorien, hvilket vi selvfølgelig også finder væsentligt, men der har ikke været et stort fokus på præstens egen person i sjælesorgen.

Set i det perspektiv giver det god mening, at præster oplever manglende personlige kompetencer og af og til ”kommer til kort” i samtaler, som de udtrykker det i vores undersøgelse.

I Norge er der generelt en anden tilgang til sjælesorg. Man er mere procesorienteret, hvilket fordrer et stærkere fokus på pastoral praksis i teologistudiet. I den norske uddannelse vægter man teologisk refleksion, personlig og teoretisk fordybelse, hvilket giver den studerende en større indsigt i og forståelse for eget liv, egen trosudvikling og trospåvirkning. Den ”norske” tilgang til sjælesorg anser med andre ord sjælesørgeren som et vigtigt redskab i sjælesorgssamtalen.

I sjælesorgens rum er der tre til stede: den sjælesorgssøgende, sjælesørgeren og Gud. Hvordan Gud er til stede og griber ind eller ikke griber ind, er uden for sjælesørgerens ansvarsområde. Hvordan sjælesørgeren agerer i samtalen, og hvordan den sjælesorgssøgende oplever sjælesørgeren, er til gengæld noget, sjælesørgeren skal være opmærksom på og tage ansvar for.

Den norske professor emeritus i sjælesorg og religionspsykologi Leif Gunnar Engedal sætter sjælesørgerens personkompetencer på førstepladsen, når det gælder sjælesørgeriske kompetencer. Forudsætningen for god sjælesorg er, at sjælesørgeren har mødt, tydet og bearbejdet sine egne sår. Engedal siger, at det handler om, at sjælesørgerens sårbarhed er et bærende element i mødet med et menneske. Det er netop på det plan, autentiske relationer kan skabes. Hvis ikke sjælesørgeren magter at skelne mellem det, der er ”mit” og ”dit”, altså min og din fortælling, mine og dine følelser, er faren, at sjælesørgeren bliver invaderende eller distancerende. En god sjælesorgssamtale må være åben, undrende og ansvarlig på en sådan måde, så den sjælesorgssøgende selv kan tage stilling til det, der siges. Nok skal sjælesørgeren være til stede i samtalen med hele sin erfaring og viden, men samtalepartneren skal ikke forholde sig til anden fortælling end sin egen og andre følelser end sine egne.

Helt uden norsk påvirkning er vi ikke i Danmark. Her har nordmanden professor Tor Johan Grevbo nemlig haft stor betydning for det sjælesørgeriske felt. Hos ham kommer selvindsigten imidlertid først ind på andenpladsen i fremstillingen af sjælesørgeriske kompetencer, mens den teoretiske kompetence får førstepladsen! Teoretiske kompetencer er uden tvivl vigtige, hvad enten det er teologi, psykologi, kultur- og samfundsviden eller noget helt femte. Sjælesorg er først og fremmest samtale, hvor et menneske søger at blive set og hørt. Her kan både manglende selvindsigt og accentueret teoretisk tilgang hos sjælesørgeren hindre det egentlige møde. Når det sker, bliver hverken teoretisk viden eller teologisk indsigt til hjælp for den sjælesorgssøgende.

At udvikle personlige kompetencer sker ikke i dialog med en selv, men altid i relation og i dialog med andre. Derfor bliver steder og relationer, hvor det er muligt at efterspørge feedback på egen person, vigtige. Ingen kommer nogensinde i mål på alle fronter, men det handler om til stadighed at arbejde med sig selv for at være tilgængelig for sjælesorg på en måde, hvor egne ubearbejdede tematikker ikke står i vejen og overdøver den andens fortælling.

Supervision er en nødvendighed for præster, der øver sjælesorg. Det er en livline for præsten. Faglig supervision vil gavne de sjælesorgssøgende, fordi de får bedre sjælesørgere. Supervision vil højne tavshedspligten blandt præster og styrke de grænser, som bør kendetegne sjælesorgen, fordi den bevidstgør præsterne om egen person og agerer ventil for betroelser.

Sjælesorgens omdømme kan ikke holde til flere grelle historier i pressen. Og sjælesorgssøgende kan ikke holde til præster, der ikke vidste bedre.