Når alt kommer til alt, handler det naturligvis om en flok autonome, der som sædvanlig mener sig hævet over lov og ret og derfor også anser det som værende i orden at chikanere ikke alene de nye og retsmæssige ejere af deres gamle tilholdssted, men også i forbifarten at true en hel bydel med hovedløse volds-udgydelser. Tættere på åbenbarer der sig imidlertid en anden, og fra en mediemæssig synsvinkel, mere interessant konflikt.
De nye – og lovlige – beboere af det omstridte hus på Nørrebro tilhører som bekendt frikirken "Faderhuset", hvis leder, Ruth Evensen, er en stædig dame, der ikke sådan lader sig flytte. Evensen var gæst i onsdag aftens "Profilen" og her blev det hurtigt klart, at Faderhusets nye indvånere, al deres fredsommelighed til trods, er gjort af samme benhårde fundamentalistiske materiale som deres stenkastende og maskebærende modstandere. Frikirke-menighedens forkyndelse, med dens særprægede miks af danskhedsbesyngelse, bøssefordømmelse og islamafsværgelse, røbede en nær forbundethed til manden med trille-korset, Moses Hansen, en anden kendt urostifter på de kanter.
Mild og blid var Evensen, men hendes smil dækkede over en tommetyk intolerance. Nu skal der så tælles ned til en konflikt med to patologisk konfliktsøgende parter, hvis verdensbilleder konkurrerer om at være det mest indskrænkede. Og hvad værre er: Det halve København skal finde sig i, at de autonome klaphatte og deres
piercede søstre og brødre i ånden antageligt vil krydre dagen med rudeknusninger og bataljer, der involverer det meste af hovedstadens politikorps. Det skal nok blive sjovt. Drama var der også – om end på et andet plan – i indslaget "Sundhedsplejersker" onsdag eftermiddag på P1. Lytteren var med på besøg i de nybagte familier, hvor sundhedsplejersken ikke alene skal tilse barnet og give gode råd om amning, men også i forbifarten agere socialkontor. Hun er på enhver måde i frontlinjen som en besøgende i familiens ømmeste og mest sårbare stunder, som den, der på en besindig måde skal gøre op med nedarvede kulturelle vaner, og som den, der ofte via en vagtsom ægtefælle skal ind på livet af den nybagte mor. Morsomt og rørende når hun skulle fortælle den kinesiske kvinde – og ikke mindst dennes mor – at barnet har andre behov end at blive proppet med rissuppe. Knapt så sjovt, når hun skulle skændes med den algeriske mand, der ikke kunne få ind i hovedet, at der krævedes en aktiv indsats af ham, hvis han ville have arbejde eller et andet sted at bo.
Ofte kan man undre sig over, hvordan en radiodokumentar, aflyttet i bilen på motorvejen mellem Kolding og Nyborg, i den grad kan trænge sig ind på en på en måde, så man husker det længe efter. Er det ørets eneherredømme, der er så magtfuldt, eller er det monotonien i kørslen, der har en art hypnotisk, suggererende effekt? I hvert fald slettes de mange indslag fra den uendelige fjernsynsstrøm både nådigt og hurtigt af sindets harddisk. Således har jeg kun en svag erindring om i det sidste kvarter inden sengetid at have bivånet et program med nogle forvoksede drengerøve, der væltede rundt i Mexico og udsatte sig selv for talrige pinsler og hovedløse stunts, såsom at blive klasket i den bare med en kaktus. Måtte eventuelle ballademagere på Nørrebro vederfares den samme fornøjelse.
Henrik Wigh-Poulsen er teolog, forfatter og redaktør af Dansk Kirketidende