Prøv avisen
Mediekommentar

Skån ”Matador” for billige analyser

”Mads Skjerns gradvise etiske kollaps er en oplevelse at følge hver eneste gang,” skriver Sørine Gotfredsen. – Foto: Rolf Konow/DR

Vi ser ”Matador”, fordi det er en voldsomt vellykket tv-serie, der gør os klogere på livet og bor i vore hjerter. Det gør den ikke, blot fordi den er dansk. Men netop fordi den er så meget mere end det, skriver Sørine Gotfredsen.

DER SKAL FINDES nye vinkler på tingene, nu hvor DR for ottende gang sender ”Matador”.

Det var i lørdags, at Mads Skjern atter med Daniel ved hånden ankom til Korsbæk i anledning af, at serien er blevet teknologisk peppet op. 1,2 millioner så med, og omtalen har været ganske massiv. Da man jo ikke længere kan diskutere seriens kvalitet, der er i indiskutabel særklasse, kan man til gengæld sætte den i relation til værdidebatten. Og det vil ske. Ja, det er allerede sket, for det synes for nogen meget oplagt at overveje, hvordan vi mon i dag ser ”Matador” i lyset af globalisering, flygtningestrøm og danskhed.

Jeg vil derfor gerne allerede nu advare mod løse analyser og billig tale, der mest vil bidrage til at forfladige ”Matador” som udtryk for intens og indadvendt dansk mentalitet. For serien er så meget mere end det. Den er en stort anlagt fortælling om menneskets fald, udvikling og forankring. Mads Skjern er én af de mest fascinerende og gennemførte karakterer i dansk tv-historie, og hans gradvise etiske kollaps er en oplevelse at følge hver eneste gang. Samtidig udgør bankdirektør Varnæs’ klassisk konservative anstændighed en stor del af beretningens opbyggelighed, og man bør især se frem til Hans Christians formuleringer i sidste afsnit i sølvbryllupstalen til hustruen Maude. Her leverer han tidløs visdom angående traditionens værdifuldhed.

Varnæs og Skjern illustrerer forskellen mellem det ydmyge og det hovmodige menneske. Mellem syndsbevidsthed og selvretfærdighed.

Det er sandt, at ”Matador” fungerer som en fælles kilde til sprog, historie og symbolik, men seriens egentlige kvalitet skyldes, at den fortæller en eksistentiel historie, der gælder til alle tider og alle steder. Af samme grund blev jeg lidt træt, da man som led i DR’s egen optakt til genudsendelsen i Deadline forsøgte at sætte ”Matador” i relation til tidens værdidebat. Blandt andet fokuserede man på afsnittet, hvor digteren Herbert Schmidt ankommer til Korsbæk som jødisk flygtning fra Tyskland.

Dette har unægteligt ikke meget at gøre med vor tids problemer, hvor begrebet flygtning bruges så bredt, at vi midt i generel folkevandring ikke aner, hvem der er hvad. Og man skal ikke glemme, at ”Matador” foregår i en tid, hvor ingen skænkede islam en tanke. Da Herbert Schmidt dukker op på stationen, medbringer han en kultur, der ligger nær den kristne danske, og hvis vi i denne ombæring af ”Matador” skal til at drage tendentiøse paralleller til det kaotisk multikulturelle Europa anno 2017, kan det blive en tung omgang. Men bare vent.

Kloge hoveder med trang til at problematisere det nationale vil sikkert hævde, at vi igen samles for at se ”Matador”, fordi vi ønsker at putte os i vor egen andedam. Den påstand er langt hen ad vejen noget sludder. Vi ser ”Matador”, fordi det er en voldsomt vellykket tv-serie, der gør os klogere på livet og bor i vore hjerter. Det gør den ikke, blot fordi den er dansk. Men netop fordi den er så meget mere end det.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.