Prøv avisen
Refleksion

Danskerne er sæson- og situationskristne

Forskellen på godt og ondt findes. Og det gode har forrang for det onde, skriver Ole Jensen. Arkivfoto.

Rigtig mange mennesker ved ikke rigtig, hvad ben de skal stå på, når det drejer sig om religion. De køber hele pakken, jo nærmere vi kommer juleaften, eller når præsten gør det godt til en begravelse, skriver debattør

Rigtig mange mennesker ved ikke rigtig, hvad ben de skal stå på, når det drejer sig om religion. De køber hele pakken, jo nærmere vi kommer juleaften, eller når præsten gør det godt til en begravelse (og det gør præsten tit). Resten af tiden er de sekulariserede eller ”irreligiøse”, som Løgstrup sagde. Danskerne er sæson- og situationskristne.

”Irreligiøs” det betyder: Vi glemmer, at der er noget, der hedder ”himlen”, himlen som en dimension. Det meste af tiden lever vi endimensionalt, regner kun med denne verden, som vi kan konstatere og undersøge med videnskab og bearbejde med teknik. Det hinsidige er forsvundet. Vi er lukket inde i dennesidighed.

Dennesidigheds-klaustrofobi har jeg kaldt det. Hvorfor klaustrofobi? Fordi meningen med livet så ikke længere er noget givet, men noget menneskeskabt, som vi i sidste ende selv må finde på, i fællesskab og alene. Og så truer overanstrengelsen, angsten, stressen, forvirringen, ensomheden - og tomheden.

Ikke sært, at vi så samtidig har et dunkelt savn efter åbne horisonter, aflastning, frihed, fællesskab - længslen efter det givne, vi ikke selv skal opfinde og præstere.

Og det findes da også, og det til overmål, blot vi lukker øjnene op.

Glæden findes. Den er ikke opfundet af os, men givet. Og den har det med at komme igen og igen - på trods. Selv meget ængstelige mennesker glemmer indimellem angsten og gribes af glæde, fordi andre er glade, og glæde er smittende. Selv meget bekymrede mennesker glemmer indimellem bekymringen.

Noget vigtigt fylder bevidstheden og trænger bekymringen væk for en stund - nogen, der har brug for en, et stykke vigtigt arbejde, festligt lag, leg, erotik, måske musik eller en opslugende roman.

Tilliden findes. Den er ikke opfundet, men givet. Og vi kunne ikke være til uden. Tænk, hvis der kun fandtes mistænksomhed. Så ville der aldrig være selvforglemmelse til - i samvær, samtale, omsorg.

Forskellen på godt og ondt findes. Og det gode har forrang for det onde. Når congolesiske børnesoldater blev tvunget til at gå hjem i landsbyen og skære øret af nabokonen eller flænse hendes mundvig op, fordi de så ikke ville kunne desertere hjem, så ved vi, at der er forskel på grusomhed og godhed, og at den forskel ikke er menneskeskabt eller menneskevedtaget, men givet.

Farven findes. Tænk, hvis alt var farveløst. Vi ville dø af kosmisk tristesse.

Vellyd findes. ”En fuglestemmes vellyd fornemmes, eja, den første stær” (Johannes V. Jensen).

Skønhed findes. Tænk på dagsommerfuglene. Der er hundredtusinder af sommerfugle. Hvorfor denne overflod af pragt? Hvis sommerfugle skulle laves af os i en sommerfuglefabrik, ville vi lave tre-fem modeller - der ville være dødkedelige, fordi de ville være projektioner af vores hjerne, som alle produkter er, og det er for sølle at glo på sig selv.

Fylden findes - at noget fylder, og der ikke bare er tomhed, ikke bare er intet. Noget er, altet er, milliarder på milliarder af mælkeveje - galakser og og magellanske skyer. Svimlende.

Livet findes, og det har forrang for døden - man skal være født for at kunne dø. Vi elsker det, selvom det indimellem arter sig forfærdeligt. De allerallerfleste vil beholde det for næsten enhver pris.

Mening findes. Og mening er givet. Vi skal ikke selv finde på meningen. For kærlighed findes, og meningen er kærlighed. Det ved vi fra sorgen, når vi mister en af dem, der er umistelige for os.

Findes, findes - vi kunne blive ved, som Inger Christensen gør det i storværket ”Alfabet”. Overflod på overflod af forunderligheder.

Alt dette siger vores oplevelse og erfaring os. Og det kalder på undren. Men det kalder også på beundring - og på taknemmelighed.

”Givet” kan betyde to ting - ”konstaterbart” og ”skænket”.

Mange stopper op ved konstaterbart og kalder sig måske rationalister. Nogle tager undren og måske beundring med, men siger så stop: Mere ved jeg ikke. De kalder sig agnostikere. Andre siger: Jeg ved, at der ikke er mere at sige, og de kalder sig ateister.

Og så er vi en hel masse, der tager det hele med: både undren, beundring og taknemmelighed. Vi er religiøse, ja, for vi har svært ved at se, at vores erfaring og oplevelse er dækket uden den religiøse dimension. Vi rækker ud efter det hinsidige i det dennesidige. Vi er skabelsesreligiøse.

Ateisten kan vi slet ikke forstå, for hvor ved han/hun fra, at der ikke findes en skabermagt? Det kan ikke være en viden, men så må det være en tro, og den tro er da forfærdelig fattig.

Agnostikeren kan vi bedre forstå, men vi synes, det må være meget utilfredsstillende at stoppe op, hvor han/hun stopper op - det må være som en slags metafysisk coitus interruptus. Vi vil have det sidste med - vi vil have en at rette vores taknemmelighed til, en at hylde for skaberværkets mirakuløse storhed og skønhed. Vi vil have lovprisningen, sangen og salmerne og ritualets og gentagelsens fællesskab.

Og vi kender godt spørgsmålet: Hvordan kan Skaberen være god, når det onde findes? Blandt andet derfor er vi mange, der går videre til Kristus-troen. Men i forbifarten stiller vi lige det tilsvarende modsatte spørgsmål: Hvordan kan der findes al denne godhed, hvis det hele bare er én stor tilfældighed og tomhed?

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen