Skaberværkets beståen er vigtigere end Ramsdal

Guddommelig, vandre, natur,

Vi må sammen med det resterende samfund være med til at skabe fremtidsscenarier, som kan hjælpe os ud af denne ulykkelige og destruktive spiral, forbruger- og vækstsamfundet har sat os i. Hverken dyr eller natur er til som et slags tag selv-bord for mennesket, skriver debattør Iris

Vores sygelige overforbrug og dårlige anvendelse af jordens ressourcer har sat alle arter under pres, og selve livets udfoldelsesmuligheder er truet. At bruge tiden på at diskutere religiøse dogmer er i denne forbindelse en ligegyldig luksus.

Hvis ikke kirken og kristendommen tør tale vækst og forbrugssamfundet imod og stille sig op for vore medskabninger og deres gudgivne ret til at eksistere under frie forhold, må vi konstatere, at næstekærligheden nærmere bør opfattes som ”næstenkærlighed”, skriver stud.theol.

Man kunne have ønsket, at tallene fra WWF Verdensnaturfonden om, at halvdelen af klodens plante og dyreliv på blot 40 år er blevet udryddet, kunne have fået præster og teologer ned fra prædikestolene for at stille sig op for skaberværket. En helt igennem enestående klode, som har været fire milliarder år undervejs, en paradisisk have med alt, hvad hjertet og livet begærer, veksles med lynets hast til det, som mestendels består af meningsløse forbrugsgoder.

Man skulle synes, der var nok at forsvare, og at det måtte være oplagt for netop kirken at tale skabelsens sag og udvise omsorg og omtanke for selve livets betingelser.

I stedet har vi på det seneste fået en livlig debat om troen på eller troen ikke på, at Jesus opstod fra de døde. Så blev der røre i andedammen, og ringene spreder sig stadig.

Vores sygelige overforbrug og dårlige anvendelse af jordens ressourcer har sat alle arter under pres, og selve livets udfoldelsesmuligheder er truet. At bruge tiden på at diskutere religiøse dogmer eller forskelle er i denne forbindelse en ligegyldig luksus. Det synes, som om tidens ”anticredo” et langt stykke hen ad vejen forbliver uimodsagt: ”Vi forsager naturen og alle dens dyr/ Vi tror på forbruget, det almægtige, fremskridtets og udviklingens skaber/ Vi tror på væksten, forbrugets enbårne søn som er undfanget gennem de hellige arbejdspladser. I hvis navn intet mere er helligt. Amen.”

Det sekulariserede samfunds religionsforskrækkelse har fået kirken til at tabe både mund og mæle og efterladt skaberværket til fri og uhæmmet udbytning.

Hvis ikke kirken og kristendommen tør tale vækst og forbrugssamfundet imod og stille sig op for vore medskabninger og deres gudgivne ret til at eksistere under frie forhold, må vi konstatere, at næstekærligheden nærmere bør opfattes som ”næstenkærlighed”.

Vi må sammen med det resterende samfund være med til at skabe fremtidsscenarier, som kan hjælpe os ud af denne ulykkelige og destruktive spiral, forbruger- og vækstsamfundet har sat os i. Hverken dyr eller natur er til som et slags tag selv-bord for mennesket. 

Vi er ikke sat til at herske på jorden, men vi har fået en gudgiven evne til at vælge at beherske os og være til stede i verden med empati, kærlighed og barmhjertighed.

VI HAR BRUG for at lave nogle nutidige og relevante tydninger af det kristne budskab. Langt vigtigere end at grave sig ned i petitesser og religiøse forskelle er det, at religionerne nu finder sammen om i fællesskab at tale for jorden og mod at sætte skaberværket overstyr. 

Vi har fra vores del af verden været entydigt fokuseret på at løse verdens fattigdomsproblematikker. Desværre har vi ikke haft modet til at se på, at det er vores eget overforbrug og destruktive livsstil, som et langt stykke ad vejen skaber netop disse problemer. 

Kirken bør om nogen have forudsætningerne for at tale værdi ind i det værdiløse, mening ind i det meningsløse, omtanke frem for forbrug. Et taknemmeligt sted at starte kunne være, at man i konfirmandundervisningen får formuleret et budskab om at være mere end varsomme med at forbruge unødigt af jordens ressourcer og behandle andre arter med respekt.