DANMARK HÆRGES af skilsmisser. Hvad skal man ellers kalde det, når hen ved halvdelen af alle ægteskaber ender med skilsmisse? Hvis folk tog livet af hinanden med samme hyppighed, som de lægger deres ægteskaber i graven, ville der være borgerkrig i landet.
Nu er der selvfølgelig stor forskel på at afslutte et ægteskab og et liv. Det sidste er og bør være lovligt, men det er alligevel en alvorlig sag. Hvad siger det om vores tid, når så mange mennesker bryder det dyreste løfte, de nogensinde har aflagt til et andet menneske? Engang var der en regering, som fik øgenavnet ”løftebrudsregeringen”, men ægteskabeligt løftebrud er blevet en folkesport.
Dermed ikke være sagt, at skilsmisser ikke kan være nødvendige, og mange bliver skilt såre ufrivilligt, men statistikken er sørgelig for troskab og ordholdenhed. For slet ikke at tale om prisen for de børn, som skal leve med forældrenes brud og kernefamiliens opløsning.
For tiden giver skilsmisseproceduren anledning til en heftig debat, ikke mindst mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, og i tirsdags kunne man høre en omgang i ”P1 Debat”. Før i tiden skulle man gennem en separationsperiode på et halvt år før skilsmissen, men siden 2013 har man kunnet blive skilt med et klik på computeren. De såkaldte straksskilsmisser.
Nu er der flere partier, som vil revidere den ordning. Undertegnede kom uvilkårligt til at tænke på straksdomme. Hurtig justits skal tjene retsfølelsen, men hvad tjener lynhurtige skilsmisser til? Det er i hvert fald svært at se, at det tjener til respekt for institutionen endsige til omtanke og besindighed, når skilsmissen kan fås med samme hastighed som et kviklån. I begge tilfælde kan man i øvrigt komme til at døje med høje renter.
I ”P1 Debat” var det især Liberal Alliances Laura Lindahl og Dansk Folkepartis Karin Nødgaard, der var modpoler, men også Socialdemokratiets Pernille Rosenkrantz-Theil og Venstres Carl Holst gav deres politiske besyv. Pernille Rosenkrantz-Theil mente, at det er problematisk, at man allerede fem dage efter en straksskilsmisse må tage stilling til, hvem der skal være bopæls- og samværsforældre, og hun opfordrede Liberal Alliance til at stige ned af frihedshesten i pragmatismens navn.
Det var Laura Lindahl ikke umiddelbart tilbøjelig til. Fra den høje frihedshest lød det, at straksskilsmisser er liberalt hjerteblod. For Laura Lindahl var det nemlig et ”fuldstændigt principielt standpunkt at have som liberal, at man ikke er interesseret i, at staten skal sætte et særligt mærkat på en, som man ikke er interesseret i”.
Liberale tåler åbenbart ingen uønskede mærkater og regner den slags for umyndiggørelse. Men nu har ægtepar ganske frivilligt udbedt sig et mærkat fra det offentlige. De har ladet deres forhold registrere som et ægteskab, og er som myndige og voksne mennesker trådt ind i en bestemt ramme med de rettigheder og forpligtelser, det indebærer.
Kan man så med rette forvente, at et sådant mærkat kan fjernes med et simpelt klik? Det kan også slå klik for frihedshesten.
Jesper Bacher er sognepræst.