Skal der lig på bordet?

UDLÆNDINGEPOLITK: De danske myndigheders behandling af den serbiske familie Slovic er en stor skamplet på Danmark

Kan en kusine besøge sin kræftramte kusine? Det er et meget underligt spørgsmål, ikke? Svaret er naturligvis et ja. Medmindre man hedder Ana Slovis og er bosat i Serbien-Montenegro. Så kan svaret kun være et nej fra VK- regeringen.

Det var det svar, som Ana Slovic fik, da hun søgte visum til Danmark. Formålet var at besøge sin kusine Dragica Slovic, som har boet i Danmark, siden hun var teenager. Årene igennem har de to kusiner holdt en meget tæt kontakt til hinanden. Sidste år fik Dragica Slovic konstateret kræft, og hendes største ønske var at få et besøg fra kusine Ana.

Selv om der er stramme visumregler for borgere fra det tidligere Jugoslavien eller fra Den tredje Verden, så er livstruende sygdom nævnt som en af de grunde, der kan udløse et visum.

Det skete ikke. Ana Slovic fik nej, hvorefter hun ankede afgørelsen, og hun skulle så vente i syv lange måneder, før det blev til noget. Hun kom til Danmark den 9. juli, men det var for sent. Dragica Slovis døde dagen før. Sådan fører VK-regeringen udlændingespolitik i Danmark.

Det er uacceptabelt for familien Slovic og meget umenneskeligt. Endnu en stor skamplet for Danmark, som vi danskere skal stå til ansvar for.

Integrationsministeriet forsvarer sig med, at der skal meget til for, at en kusine kan få visum. Skal der være lig på bordet for at få visum til Danmark? Er det de danske eller kristne værdier? I hvert fald ikke de danske værdier, som jeg er vokset op med i Danmark, og hel-ler ikke den kristendom, som jeg har kendskab til.

Sådan burde det slet ikke være, når der drejer sig om livstruende sygdomme, hvert sekund tæller, og hvert sekund er dyrebart. Kan vi virkelig tillade os dette? Hvis vi kan tillade det, så mener jeg, at vi burde genoverveje vores normer og værdier, fordi vi allerførst er mennesker. Og dette er ikke særlig menneskeligt. Sådan fungerer det bare ikke i Bertel Haarders ministerium.

Mohammad Rafiq,

Albjergparken 12.,2. tv,

Brøndby Strand