Prøv avisen
Dilemma

Skal kirken udforske eller afvise det alternative?

Jens Kvist og Kristian Leth. Foto: Privatfoto/Leif Tuxen

Folkekirken har svært ved det nyspirituelle, fordi den ikke længere anerkender dets virkelighed, mener forfatter Kristian Leth. Alternativ religiøsitet optager i stigende grad folk, men det er sværmeri og skal afvises, siger sognepræst Jens Kvist

Folkekirken står over for en befolkning, hvis tro er i forandring. Fra 1981 til nu er der ifølge tal fra den danske værdiundersøgelse og YouGov sket en fordobling af antallet af danskere, der tror på reinkarnation. I dag tror flere på dette end på opstandelsen.

Samtidig har andre former for spiritisme og alternativ behandling vundet frem i befolkningen og endda i kirken. En sognepræst kom i 2015 i problemer efter at have luftet sin tro på reinkarnation, og for nylig blev sognepræst i Gislinge Kirke, Dorthe Thaulov, fritaget for tjeneste efter at have arrangeret dyretelepati i kirken.

Det alternative er altså folkeligt. Og det har det altid været, siger forfatter og musiker Kristian Leth, som i flere år har skrevet og lavet tv-programmer om tro og spiritualitet. Han mener, at folkekirkens største problem i forhold til at håndtere det nyspirituelle er, at den er blevet sekulariseret.

”Hvis der er noget, der traditionelt har været en verdensreligion, er det disse oplevelser af noget fremmed og overnaturligt, som det alternative repræsenterer. Sådan noget er folkekirken blevet dårligere til at formulere, for den anerkender ikke dets virkelighed. Det gjorde den tidligere, hvor den definerede det som noget ondt, og derfor kunne den formulere sig i opposition til det – eller formulere en kristen tilgang,” siger han.

Ifølge Kristian Leth er det svært at svare på, hvorvidt folkekirken skal omfavne det alternative eller undersøge, om dele af det kan forenes med kristendom. Svaret afhænger nemlig af, om man ser folkekirken som en institution, der skal servicere folkets skiftende anskuelser, eller om den er en religiøs institution, hvis fundament er den kristne tro.

”Diskussionen er interessant, fordi den udstiller, at folkekirken er disse to ting på samme tid. Det så vi, da en forhenværende kirkeminister fik indført, at folkekirken skulle vie homoseksuelle. I den diskussion blev det klart, at folkekirken er folkets institution og skal kunne rumme alle. Vi fik stadfæstet, at kirken kan ændres – af en sekulær kirkeminister endda – og derfor er det en reel diskussion, hvorvidt folkekirken skal ændre sig på grund af folkets syn på verden. Det kommer vi til at se mere af, og det bliver nogle absurde diskussioner. På den ene side kan stærkt troende stille spørgsmål ved en kirke, der kan redigeres af regeringen. På den anden side vil alternativt troende spørge, hvorfor de så ikke også kan rummes”.

Kan kirken ikke undersøge, om dele af det nyspirituelle kan forenes med kristendom uden at gøre vold på den og skræmme konservative kirkegængere væk?

”Kirken har altid udviklet sig, optaget nye begreber og modificeret dem. Det er for meget at forlange, at kirken skal optage en dogmatik, der arbejder med et helt andet verdenssyn. Men kirken har absorberet mange alternative ting før, det plejer bare at tage længere tid,” siger han.

Jens Kvist, som er sognepræst i Aabenraa, er enig med Kristian Leth i, at folkekirken må tage det alvorligt, at befolkningens tro er under forandring. Og ligesom forfatteren og musikeren er han skeptisk over for tanken om at forene folkets tro på det alternative med kirkens indhold.

”Jeg mener ikke, at det er at tage befolkningen alvorligt, hvis folkekirken hopper og springer for at behage det, der optager folket lige for tiden. Det er bare at snakke dem efter munden. Dyretelepati og anden spiritisme er noget sværmeri, der falder temmeligt meget uden for evangelisk-luthersk kristendom. Det skylder vi befolkningen at gøre opmærksom på,” siger han.

Men det er vigtigt at have øje for, at det optager mange mennesker, mener sognepræsten.

”Vi skal ikke være ironisk afvisende og nedladende over for mennesker, der tror på dette. Jeg ville aldrig gå ind for, at nogen skulle ekskluderes fra folkekirken for at tro på reinkarnation.

Men hvis en fra mit sogn vil tale med mig om sådan noget, vil jeg grundigt forklare, at det godt kan være, at dette optager vedkommende meget, men at det altså intet har med kristendom at gøre”.

Risikerer man ikke, at folkekirken mister sin berøring med folket, hvis præster og biskopper ikke engang vil undersøge, om elementer fra det alternative kan forenes med kristendom?

”Jo, men der er ikke noget godt alternativ. Det nytter ikke noget at lade som om, man deler denne tro, for at virke imødekommende. Så tager man dem ikke alvorligt.”