Prøv avisen

Ophedet debat: Skal kunsten stadig provokere?

Udstillingen ”Martyrmuseum” på teatret Sort/Hvid på Vesterbro i København har skabt voldsom debat inden åbningen den 26. maj. – Foto: Ida Grarup/”Martyrmuseum”

En kommende udstilling om martyrer, herunder selvmordsbombere, har skabt ophedet debat om, hvad kunst egentlig er. Når det gælder terrorisme, skal der mindre til at forarge

Selvom Christian Lollikes udstilling ”Martyrmuseum” først åbner dørene for publikum den 26. maj, raser debatten allerede. Kulturminister Bertel Haarder (V) kalder eksempelvis hele idéen bag udstillingen for ”vanvittig”. Formanden for Trykkefrihedsselskabet, Katrine Winkel Holm, bruger ordet ”pervers”, og Diego Gugliotta, der er medlem af Venstre og har været opstillet til Europa-Parlamentet, har endog politianmeldt udstillingen for at tilskynde til terror.

I ”Martyrmuseum” kan man blandt andet se billeder af terroristerne fra angrebet mod USA den 11. september 2001 og en handske magen til den, som brødrene el-Bakraoui brugte, da de dræbte 17 uskyldige mennesker i lufthavnen i Bruxelles den 22. marts i år. Men det, der især forarger, er sidestillingen med andre historiske personer, som er døde på grund af deres tro eller overbevisning, eksempelvis den græske filosof Sokrates og den revolutionære socialist Rosa Luxemburg. Og at vi i det hele taget skal ind i hovederne på terrorister.

”Hvis meningen er at provokere, så er det lykkedes. Og så behøver vi ikke snakke mere om det,” har Lollike sagt til Berlingske.

Men dermed river han netop op i en efterhånden gammel diskussion om, i hvilket omfang kunsten skal provokere – og hvordan. I 2009 kom den daværende kulturminister Carina Christensen (K) med en noget anderledes udtalelse til Politiken:

”Det, kunsten kan, er at provokere... Det er vigtigt, om kunsten lever, om den trives, om den kommer ud til danskerne, om folk oplever kulturen som relevant og lader sig provokere. Jeg ville faktisk være mere bekymret, hvis vi ikke havde kunst, der kunne provokere, så den stagnerede og gik i stå,” sagde hun.

Er det blot to vidt forskellige kulturministre og mennesker, der udtaler sig? Eller er der sket noget med synet på den provokerende kunst? Skal kunst helst provokere for at få opmærksomhed?

Ifølge folkene bag udstillingen er formålet ikke at provokere, men at arbejde med tanken om, at vi alle er helte i vores egen historie. Dermed hænger temaet tæt sammen med flere af Lollikes tidligere værker, ikke mindst et teaterstykke om Anders Behring Breivik, der dræbte i alt 77 mennesker den 22. juli 2011. Alligevel er reaktionerne forudsigelige og ikke meget anderledes, end de plejer at være, mener kunstfaglig direktør i Kunsthal Aarhus Jacob Fabricius. Når kunsten går tæt på, går den ogsåfor tæt på for nogle. Problemerne opstår først, når der ikke er mere i provokationen end selve provokationen.

”I min optik behøver god kunst ikke at provokere, slet ikke. Og gør den det kun for at provokere, er den ikke interessant,” siger han og understreger, at han selvsagt ikke har set martyr-udstillingen endnu og derfor ikke kan forholde sig til, om den provokerer unødigt.

Der er dog sket noget med synet på den provokerende kunst, har flere kunst- og kulturforskere løbende bemærket. Efter nogle ret vilde år i især 1970’erne med Bjørn Nørgaards hesteofring som en af de mest spektakulære kunsthappenings, fortsatte kunsten med at sætte nye grænser i form af blandt andet udstoppede hundehvalpe (Michael Brammer, 1994), opskårne rådnende svin i glasmontre (Christian Lemmerz, også 1994) og levende guldfisk i en blender (Marco Evaristti, 2000).

Men provokationerne endte med at få for stor folkelig succes og blev trivielle. De blev i en vis grad en del af det etablerede borgerskab, hvilket blev tydeligt, da først Ilva og siden Politimuseet brugte provokerende kunst som del af deres markedsføring, har kulturforskeren Torben Sangild pointeret.

Det blå stempel fra en konservativ kulturminister var i 2009 derfor blot hovedet på et fladtrykt søm. Dertil kom, at især Muhammed-tegningerne lagde låg på, hvad der var en acceptabel provokation. Den politiske korrekthed kulminerede ifølge flere iagttagere i 2014, da den svenske kunstner Dan Park blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for gadekunst, som blev fundet racistisk. Det fik juristen og direktør i tænketanken Justitia Jacob Mchangama til at udtale, at dommen helt så bort fra, at ”provokationen er et klassisk kunstnerisk redskab”. Og at ”den kunstneriske ytringsfrihed også omfatter retten til at provokere”.

Kunstneren Kristian von Hornsleth har i mange år været en af landets mest markante ansigter på den provokerende kunstscene. Ikke mindst da han i 2006 fik en hel landsby i Uganda til at tage Hornsleth som deres officielle efternavn til gengæld for at få en gris eller ged. Også han har oplevet en markant udvikling i synet på og brugen af provokerende kunst.

For det første er der kommet langt mindre af den. Dels fordi den måske er blevet lidt slidt som genre og for ofte forveksles med tilsvining, men også fordi der er mindre at slås for end i 1980’erne og -90’erne. Her var der stor arbejdsløshed og kamp i gaderne, men i dag lever de fleste i en iPad-glat virkelighed uden store sociale udfordringer, siger han. Samtidig er vi blevet mere magelige i forhold til, hvad vi gider at hidse os op over, og derfor skal der mere til for at råbe offentligheden op.

Den provokerende kunst har dog ikke mistet sin berettigelse, tværtimod, understreger Kristian von Hornsleth. For når den er bedst og faktisk har noget på hjerte, så kan den pille ved den usikkerhed, som hersker hos de fleste under den pæne overflade. Ikke mindst i forhold til den ekstreme islamisme, og derfor er ”Martyrmuseum” meget relevant.

”Det har altid været sådan, at der skal være en intention bag provokationen, ellers er den intet. I perioder har den intention måske været mindre synlig, men i disse år skal den være knivskarp for at få folk med. Den provokerende kunst skal være endnu mere intelligent end tidligere, fordi publikum er mere krævende, og for mig lyder det, som om Lollikes udstilling er netop det,” siger han.

Når den kommende udstilling kan provokere sådan, er det altså ikke, fordi kunst i dag nærmest pr. definition helst skal være provokerende for at blive lagt mærke til. Næsten tværtimod. Der er blevet luget ud i den kunst, som ikke har en større idé, så når Christian Lollikes udstilling alligevel får kulturministeren op i det røde felt, undrer det lederen af Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, Mette Sandbye. Dels er Lollike et stort og respekteret kunstnernavn, dels bør en kulturminister forholde sig sagligt og åbent til sit område.

At det alligevel ikke sker, skyldes formentlig en kombination af tre ting, mener hun: En meget lidt embedsmandsagtig minister med følelserne uden på tøjet. En udpræget nationalkonservativ kulturpolitisk dagsorden. Og en generel overfølsomhed over for emnet terrorisme.

”De seneste 10 år er der skabt en særlig dagsorden omkring terror, også på kulturområdet, så her skal der mindre til at forarge. Og så skal man nok også have øje for, at det næppe er helt tilfældigt, at folkene bag udstillingen begynder at promovere den så meget, en måned før dørene åbner. De ved godt, at der kommer kraftige reaktioner, og det bliver så en del af værket og er desuden en del af markedsføringen. Jeg føler mig dog overbevist om, at udstillingen også har meget mere på hjerte end provokationen, og at den vil forsøge at skabe forståelse for og indsigt i nogle af de magtfigurer og ideologier, som er svære at få hold om i nutidens samfund, fordi de på én gang opleves som radikalt nye og har en lang forhistorie og derved sætter en ny dagsorden,” siger hun.