Skal lokal-tv dø?

KOMMENTAR: Hvilken anden virksomhed kunne leve med ikke at have den fjerneste anelse om eller indflydelse på, hvordan økonomien ser ud bare et halvt år ud i fremtiden?

Herfra, hvor jeg sidder, er udsigten ikke særlig god. Når jeg kigger ud over lokal-tv-området, ser jeg elendig økonomi, usikkerhed og lukningstruede stationer. Kort sagt: Lokal-tv er i krise. Årsagen er, at forholdene for lokal-tv gennem de senere år er blevet gradvist forringet, så vi i dag står i den situation, at vi, der laver lokal-tv, må spørge os selv, om politikerne er ude på, at lokal-tv skal lide en stille død? Det er sådan set ok, hvis det er politikernes dagsorden, men kan de så ikke sige det højt og tydeligt - i stedet for at trække dødskampen ud længere? Lokal-tv er en af de her institutioner, som er afhængige af støtte fra Kulturministeriet. Men før nogen tænker, at »det er da også bare passende, at de bliver skåret ned i de her tider, hvor de gamle bliver svigtet på plejehjemmene, og sygehusenes ventelister vokser osv. osv«, så er det værd at bemærke, at det faktisk ikke er skatteborgernes penge, der går til lokal-tv-stationerne. Det er derimod TvDanmark-netværket, der, som betaling for at have fået eneret på at have reklamer lægger et større millionbeløb til en pengekasse, som Kulturministeriet administrerer. Det er de penge, de små lokal-tv-stationer lever af. Sådan blev dealen, da politikerne i 1997 besluttede at lade lokale, kommercielle tv-stationer samsende. Og dermed var TvDanmark-netværket skabt. Ifølge aftalen har TvDanmark al sendetiden bortset fra de 21 timer om ugen, som er forbeholdt de små, lokale tv-stationer. TvDanmark fik altså reklameretten, og de små tv-stationer skulle så som kompensation modtage driftstilskud fra Kulturministeriet. Ideen var, at stationerne så havde økonomisk mulighed for at lave seværdigt tv. Fint nok, men det støttebeløb er altså år for år blevet skåret ned. På »min« tv-station, som er studenter-tv-stationen UTV i Odense, render knap 40 studerende rundt og laver tv for de andre studerende på videregående uddannelser. Her føler vi os bondefanget. For andet år i træk er støttebeløbet til os nemlig blevet halveret, så vi i dag årligt modtager et beløb, der svarer til, hvad en enkelt DR-dokumentar-udsendelse koster. For det beløb skal vi lave tv et helt år. Vi har investeret i udstyr for millioner, vi har skabt arbejdspladser, vi er praktikplads for håbefulde tv-teknikere, og medieinteresserede studerende kan prøve kræfter med kamera og mikrofon. Vi synes, vi gør en forskel i en by, der har slået sig op på at ville være Danmarks bedste uddannelsesby. Men havde vi vidst, at kulturstøttemidlerne i den grad ville blive beskåret, ville vi aldrig have fortsat under de nye vilkår. Vi bliver behandlet på en fantastisk arrogant måde, hvor det hvert år er Store Chok Dag, når støttebeløbets størrelse offentliggøres. Hvilken anden virksomhed kunne leve med ikke at have den fjerneste anelse om - eller indflydelse på - hvordan økonomien ser ud bare et halvt år ud i fremtiden? Et nyt medieforlig er nu forhandlet på plads. Puljen til de ikke-kommercielle, lokale radio- og tv-stationer er blevet forhøjet. Men hverken vi eller de lokale TvDanmark-stationer er tilfredse. Vi, fordi forhøjelsen på ingen måde slår til i den pulje, der allerede nu har vist sig at være alt for lille, når der hele tiden udstedes nye sendetilladelser til lokal-tv- og radio. TvDanmark, fordi de for alt i verden vil slippe for at skulle betale reklamekompensationspengene til de små stationer. De henviser til, at de små stationers programmer er så dårlige, at det ødelægger deres sendeflade. Det tror da pokker med de nedskæringer, vi er genstand for! Jeg opfordrer derfor politikerne til at beslutte sig for, om vi fortsat i Danmark skal have et blomstrende lokal-tv-miljø. Hvis ja, så stå ved det, og sørg for nogle tålelige forhold, bl.a. ved at øge puljen til lokal-tv-stationerne væsentligt. Ellers er vi en af de stationer, der drejer nøglen om til sommer! Lotte Jack, journalist, cand.mag. og chefredaktør på UTV Odense, Søndergade 5 A, Odense