JA mener Naser Khader, kulturordfører for De Konservative
Hvorfor mener du, at historiske genstande skal tilbage, hvor de kommer fra?
Det handler om national identitet. Jeg mener for eksempel, at vi i Danmark burde forhandle med Sverige om at få dronning Margrete den I’s brudekjole permanent hjem fra Uppsala Domkirke.
Hun var vores første dronning, og jeg betragter hende som en person, der fik afgørende betydning for vores danske historie og dermed også for vores selvforståelse. Derfor har jeg også forståelse for, at nordmændene ønsker at få kongshornet tilbage i norske hænder. Når jeg følger debatten i Norge, virker det, som om det er en ting, der betyder meget for dem. Så jeg er positivt indstillet over for at forhandle med dem. Og hvis vi så kunne få Sverige med i samme ombæring, ville det jo være rigtig godt.
Er en national identitet afhængig af materielle genstande?
Ja, jeg tror faktisk, at national identitet i vid udstrækning hører sammen med gods. Det ser vi for eksempel i Mellemøsten, hvor mange af de lande, vi kender i dag, først opstod efter Første Verdenskrig. Da man så skulle definere sig selv som nation, begyndte man at tegne streger tilbage til fortiden, og i den forbindelse bad mange af de nye lande om at få historiske genstande og kunst fra deres område tilbage fra særligt vestlige museer. Men der er også brug for det i lande som Danmark, hvor det i højere grad handler om at bekræfte den nationale identitet end at opbygge den.
Vi lever i en tid, hvor vi bliver stadig mere bevidste om vores ophav og historie. Og vi dyrker den. Se bare, hvor mange der fulgte med i ”Historien om Danmark” på DR 1. I en globaliseringstid, hvor meget er bekymrende og uoverskueligt, begynder vi at læne os op ad de nationale platforme. Vi ser det også i forhold til tilslutningen til EU. Danskerne betragter, ligesom mange andre europæere, ikke EU som deres udgangspunkt og sag. De går op i, hvor de er født. I vores søgen efter identitetsmarkører, der kan forstærke de følelser, er fysiske genstande centrale.
Men kan det lade sig gøre at sende alle genstande tilbage?
Det ville selvfølgelig blive noget kaotisk. Jeg synes, man må se på sagerne enkeltvist. Når der dukker konkrete henvendelser op, må man fra gang til gang vurdere, hvor betydningsfuldt det er for landet at få deres ting tilbage. I samme ombæring kunne man så se på, om man selv kunne få noget til gengæld.
Der er gode eksempler på, hvordan man har løst den slags forhandliger på fredelig vis, for eksempel gennem gode udlånsaftaler. Når man laver forhandlingerne, synes jeg, man bør vurdere, hvor meget genstanden betyder for det enkelte land.
Men det er også vigtigt at se på, hvordan genstanden er havnet, hvor den er. Hvis den er blevet stjålet og solgt videre til museet på ulovlig vis, synes jeg kun, det er rimeligt, at den kommer tilbage. Så det er kompliceret, men uanset hvad, så undrer det mig grundlæggende, at man for eksempel kan se den egyptiske dronning Nefertitis buste på et museum i Berlin. Den så jeg gerne komme tilbage til Egypten, for det er der, den hører til.
NEJ, mener Søren la Cour Jensen, historiker og formand for den danske nationalkomité under den verdensomspændende museumsorganisation International Council of Museums
Hvorfor mener du ikke, at historiske genstande skal tilbage, hvor de kommer fra?
I visse tilfælde kan det godt give mening at tilbageføre nogle genstande til det land, hvor de stammer fra. Men for at det skal give mening, må det ikke gå ud over museernes formidlingskraft.
Hvis alle verdens museer gav deres udenlandske genstande tilbage til oprindelseslandene, ville museerne komme til at stå stort set tomme, og i nogle tilfælde ville genstandene måske gå tabt. Og det er skadeligt for den fælles historie, som det er så vigtigt, at museerne formidler. Det er til gavn for os alle, at vi lærer at kende og forstå andre kulturer, og det synes jeg er det vigtigste i denne debat.
Kan du forstå, hvorfor det kan være vigtigt for en nation at få de ting tilbage, som er blevet stjålet fra dem, eller som oprindeligt tilhørte dem?
Ja, det kan jeg godt. Der er ingen tvivl om, at der mange steder knytter sig stærke følelser til nogle af de genstande, som er blevet spredt til andre steder i verden. Mange føler, at det er en vigtig del af deres kulturarv, som er blevet fjernet fra dem, og det er en følelse, som man skal have respekt for. Jeg mener ikke, det er entydigt forkert at føre genstande tilbage til deres oprindelsesland, hvis det vel at mærke ikke går ud over genstandenes iboende fortælling og den samlede historieformidling.
Skal man så i den aktuelle sag give Norge kongshornet tilbage?
I sagen om kongshornet mener jeg ikke, at man løber nogen risici i forhold til selve genstanden, hvis man sender det tilbage til Norge. Hornet og historien om det går ikke tabt af den grund. Måske får det endda en større fortællekraft i en norsk kontekst end ved at være udstillet i Danmark, men det må man jo lade være op til en faglig vurdering.
Da Glyptoteket for et par år siden besluttede sig for at levere genstande tilbage til Italien, mener jeg, det var en god beslutning, fordi der blev forhandlet en gensidigt god aftale med italienerne, der gjorde, at andre genstande fra Italien i stedet kunne udlånes til Glyptoteket. Det betyder, at Glyptoteket stadig kan formidle den samme vigtige historie, som de kunne før.
Forhandlingsprocessen tog mange år, men den er i mine øjne et eksempel på, at man kan nå til en god løsning, hvis man har en god dialog om, hvad der er det bedste for formidlingen. Når alt det så er sagt, så er det praktisk umuligt at lave udlånsaftaler i alle tilfælde, og det er meget vigtigt, at man rigtig mange steder bevarer genstandene på de museer, hvor de er, netop fordi det er der, de har den største fortællekraft.
Kan man ikke formidle på en måde, der ikke involverer stjålne genstande?
Som sagt er der eksempler på, at det kan lade sig gøre. Men jeg mener faktisk også, det er vigtigt og interessant at være tro mod fortællingen om, hvorfor en genstand er havnet, hvor den er. I sig selv fortæller det en masse om krige, erobringer, giftermål og en masse andre begivenheder, der har haft enorm betydning i historien, og som derfor uomgængeligt er en del af genstandendes historie og fortællekraft.