UNDER EN AF DE MAGTKAMPE som ledte frem mod Reformationen i Danmark, fortælles det om Christian II, at han en sen nat i februar 1523 talrige gange sejlede frem og tilbage over Lillebælt plaget af tvivl. Skulle han flygte eller tage kampen op mod sine fjender? Skal, skal ikke.
Forfatteren Johannes V. Jensen bruger i ”Kongens fald” historien om Christian II til at indkredse et dansk adelsmærke; vægelsindet, den nagende tvivl, som kan komme over en, når afgørende beslutninger skal træffes. Skal, skal ikke.
Vægelsind og omskiftelige vinde har da også præget markeringen af 500-året for Reformationen, som har været under opsejling i det meste af 10 år, og som nu i disse dage og uger kulminerer med et hav af arrangementer på begge sider af bæltet.
I midten af det hele, i Munkebo uden for Odense, sidder Jens Oddershede, tidligere SDU-rektor og i dag formand for det kirkeministerielt nedsatte Præsidiet vedrørende Reformationsjubilæet, som har haft til opgave at igangsætte en bred både kirkelig og folkelig markering af Reformationens betydning for det danske samfund, historisk og aktuelt. Til det formål har formanden talrige gange taget turen over både Lillebælt og Storebælt for at sikre politisk opbakning og finansiel støtte fra fonde og finanslov.
Det har indimellem været op ad bakke, som Oddershede i dag formulerer det, men resultatet er han faktisk godt tilfreds med.
”Det er en glad mand, du taler med i dag. Jeg er utrolig godt tilfreds med det, vi har opnået, ikke mindst når jeg ser på den mængde og bredde af aktiviteter. Mange har bakket op, fra de mange folkekirkelige aktører til Folkeuniversitetet, og jeg er stolt af det, vi har nået – også givet udgangspunktet,” siger Jens Oddershede.
Givet udgangspunktet. Efter omstændighederne. Der er en lettelse i ordene, men det er også den slags formuleringer, man bruger efter en ulykke eller hård medfart, som heldigvis ikke blev fatal.
Udgangspunktet for Jens Oddershede i denne sammenhæng var foråret 2014, hvor han overtog hvervet som formand for præsidiet efter tidligere DI-direktør Hans Skov Christensen, som døde året forinden. Skov Christensen havde etableret en stærkt forankret struktur med ministeriel sekretariatsbetjening og kongeligt protektorat, men der var ingen penge. En stor bevilling på 54 millioner kroner til reformationsfejringen var på finanslovsforslaget for 2011, men da forhandlingerne var overstået, var pengene væk. Så stod man der med et fint og fornemt præsidium, logo, brevpapir og store ambitioner, men kun ringe muligheder for at indfri dem. For selv i et protestantisk samfund skal der penge til at holde en fest.
Da Oddershede hen imod slutningen af 2015 havde forsøgt at rejse fondsmidler i mere end et år, var det fortsat uden held. Nogle få statslige millioner var det blevet til, men intet som kunne løfte ambitionen om en bred, national markering. Nok var folkekirken godt i gang med særligt nedsatte udvalg i alle stifter og talrige planer om små og store arrangementer over hele landet, men udfordringen for Oddershede blev netop at forklare fondene, at der ikke var tale om en rent kirkelig fejring.
”Det har været vanskeligt at få alle til at forstå, at reformationsåret ikke kun er en kirkelig begivenhed, men også en kulturelt og historisk vigtig begivenhed for Danmark som sådan. Den indsigt har vi skullet arbejde hårdt for at sprede, men jeg synes, at det er lykkedes her til sidst. Da jeg indledte arbejdet for tre år siden, så mange, jeg talte med, helt blanke ud i ansigtet, men i dag er der en langt større bevidsthed om markeringen,” fortæller Oddershede.
Han lægger blandt andet vægt på, at Folkeuniversitet i Aarhus med et stort antal arrangementer over hele landet fik ”slået hul i muren” i forhold til det brede folkelige kendskab til reformationsfejringen. Midlerne til den indsats kom i 11. time, da A.P. Møller Fonden trådte til med en bevilling på syv millioner kroner ved indgangen til 2016.
Spørgsmålet er så, hvor bredt Folkeuniversitetets formidling rent faktisk når ud. Nok er der forskershows, forskerturné og samtalesaloner, som givetvis vil trække mange fra den i forvejen kultur- og videnssøgende del af befolkningen til sig, men om det vil løfte det brede kendskab til Reformationens betydning historisk og aktuelt, er nok mere tvivlsomt. Da jeg spørger Oddershede, om han virkelig mener, det er lykkedes at få fejringen til at gå på to ben – at løfte både den kirkelige og den brede, nationale markering – er svaret da også lidt tøvende.
”Måske er der et ben, som har haft mere succes end det andet, men jeg synes, det er lykkedes at gå på to ben.”
”De lokale kræfter, herunder ikke mindst de kirkelige, har en stor del af æren for, at vi har nået det, vi har nået, men man kan nok godt sige, at det ene ben har været i lidt bedre stand end det andet,” erkender Oddershede.
Han skynder sig at tilføje, at præsidiet også har støttet en indsats på sociale medier, som skal nå de unge under 25 år. Præsidiet fik sidste år gennemført en undersøgelse, som viste, at en fjerdedel i aldersgruppen 18-34 år ikke vidste, hvad Reformationen er. Om de knap 10.000 følgere på Luther-fejringens officielle Facebook-side eller de 17.000 Youtube-visninger af Folkeuniversitetets animerede video om Reformation vil ændre på det tal, vil vise sig, når præsidiet gentager undersøgelsen i næste måned. Oddershede håber det, men han erkender også, at reformationsjubilæet er løbet ind i problemer, når det kommer til at nå ud til de mange, som ikke i forvejen havde interesse for kirke og historie. Forklaringen på det skal hentes flere steder, mener Oddershede.
”Der er bestemt ting, vi ikke er lykkedes med; det helt store folkelige show, som kunne komme rundt i hele landet. Vi er ikke kommet igennem med et bredt samlende program på DR eller TV 2. De landsdækkende aviser har også været svære at trænge igennem til. Mit indtryk er, at mange har haft den opfattelse, at der var tale om en kirkelig fejring, som ikke var relevant for den brede befolkning. Det ærgrer mig selvfølgelig,” siger Jens Oddershede.
Især DR mener han, burde have løftet den opgave bedre, men også Nationalmuseet og andre store, statslige aktører har bevidst fravalgt at engagere sig markant i reformationsjubilæet. Noget af det hænger også sammen med et spøgelse fra 2005.
”H.C. Andersen-fejringen har uden tvivl spøgt i kulissen og fået flere aktører, herunder også de private fonde, til at tøve med en bred, folkelig markering af en historisk begivenhed. Det er en skam, for jeg tror, det kunne være løftet på en vedkommende måde, men vi må erkende, at det har været rammerne,” siger Jens Oddershede.
Han undrer sig samtidig over, at staten for få år siden valgte at bruge et trecifret millionbeløb på at markere Danmarks nederlag i 1864 med en stort anlagt dramasatsning, men har været betydeligt mere tilbageholdende med støtte til reformationsjubilæet.
”Det er åbenbart mere interessant at fejre et nederlag, men jeg tror også, det har at gøre med, at Reformationen handler om religion, mens 1864 ’bare’ er krig og ødelæggelse. Der er en berøringsangst, når det kommer til religion, men dermed overser man simpelthen, hvor stor indflydelse Reformationen fik, også uden for det kirkelige område.”
Men tror du ikke, den berøringsangst havde været større i 1970’erne? Der er vel på mange måder også en historisk interesse i dag og en besindelse på kristendommens betydning, som I har kunnet drage fordel af?
”Jo, det er nok rigtigt, at der er sket en udvikling der, men religion er også blevet et konfliktfyldt område, så det kan spille ind i forhold til nogle aktørers manglende lyst til at gå helhjertet ind i markeringen. Men vi har samtidig også haft god opbakning fra skiftende kirke- og kulturministre fra begge sider af folketingssalen, så opbakningen har været der, og med de nævnte forbehold synes jeg også, vi er kommet ud over rampen.”
Der er kritikere, som peger på, at fejringen har været præget af en lidt gammeldags, formel struktur med præsidium, og at det har været med til at give reformationsjubilæet et lidt støvet præg, hvor man har satset på det sikre.
”Jo, altså hvis vi på et tidligere tidspunkt havde forankret begivenheden hos for eksempel DR eller en anden kulturel aktør, kunne man have grebet det anderledes an, men på den anden side kunne vi have fået langt større problemer ved at forankre det hos nogen, som ikke rigtig var optaget af det. Nu har det i høj grad været folkekirken, som har drevet det fremad. Det har givet et særligt præg med en masse spredte aktiviteter over hele landet, og det fungerer rigtig godt.”
Er der noget, du gerne ville have gjort anderledes?
”Der har været meget fokus på personen Luther – nok også for meget, for Reformationen er jo meget mere end Luther, men det hænger jo sammen med, hvordan man rent kommunikationsmæssigt får det til at fungere. Men jeg kunne godt have ønsket mig, at det handlede lidt mindre om Luther og lidt mere om Reformationen som politisk, teologisk og kulturhistorisk begivenhed.
Jeg kan kun håbe, at når vi når til 2036 (500-året for Reformationen i Danmark, red.), at man så er i en ny situation, hvor man kan tale mere fuldtonet om en historisk begivenhed, som har et religiøst aspekt, men i høj grad også en bred samfundsmæssig betydning.”