Flemming Møldrup: Skal vi ikke holde fred på de sociale medier?

Jeg har stor respekt for uenigheden. Jeg forstår bare ikke, hvorfor den for manges vedkommende på de sociale medier udmønter sig i hadefulde og nedladende kommentarer

”Der findes næppe findes en person, der kan få de sociale medier til at koge så meget over som Greta Thunberg,” skriver Møldrup. – Illustration: Rasmus Juul.
”Der findes næppe findes en person, der kan få de sociale medier til at koge så meget over som Greta Thunberg,” skriver Møldrup. – Illustration: Rasmus Juul.

FORLEDEN DAG postede denne avis på Facebook, at Greta Thunberg var kåret som årets person i det amerikanske magasin Time. Det var en god nyhed, syntes jeg. For selvom jeg langtfra er enig med alt, hvad Greta Thunberg siger, og selvom jeg frygter en radikalisering af en krise, vi i bund og grund alle burde samles om, så anerkender jeg hendes præstationer. Personligt tror jeg ikke på, at vi havde haft en klimalov, hvis ikke Greta Thunberg for noget tid siden havde besluttet sig for at strejke fra skole hver fredag.

Der var mange, som skrev i kommentarfeltet. Der var en del, der mente, Greta Thunberg havde udrettet meget og også var en betydningsfuld person. Men det, der slog mig, var dem, der var uenige. Der var ikke mange af dem, der bare skrev, at det kunne de ikke forstå. Rigtig mange følte sig nødsaget til at komme med en nedladende kommentar. Og i stedet for at tie stille, hvis de ikke kunne finde ud af at udtrykke deres mening på en ordentlig måde, så skulle de partout sige noget grimt. ”Hysteri”, ”Marionetdukke”, ”Hun skaber sig”, ”Usmageligt over alle grænser”, ”Hitler var også engang årets person i Time”, ”Hun skal passe sin skole ikke skabe sig” og en hel masse andre vrede og nedladende udfald.

JEG ER KLAR OVER, at der næppe findes en person, der kan få de sociale medier til at koge så meget over som Greta Thunberg. Derfor tænker jeg også, at enkelte, der har læst hertil, allerede nu har slået deres CAPS LOCK TIL OG ER BEGYNDT AT SKRIVE PÅ EN HADEFULD OG NEDLADENDE KOMMENTAR. Og selvom den her klumme ikke handler om Greta eller klimakrisen, så handler den alligevel lidt om klima. Nemlig klimaet på de sociale medier, når vi er uenige om noget eller gerne vil give vores mening til kende.

Jeg fik selv ørerne i kommentarmaskinen efter en klumme her i avisen. Dengang besluttede jeg mig for at svare igen, ikke fordi jeg havde lyst til, men fordi for nogle af kommentarerne simpelthen var taget ud af den blå luft og var så grove og underlødige, at jeg ikke kunne sidde dem overhørig.

Jeg har ellers fået det råd af en kollega, at jeg skal blive ude af kommentarfeltet, uanset hvad folk skriver. Fordi det er svært at argumentere med en, der har skrevet noget nedladende om ens person. Men jeg blev så forskrækket over, hvor hurtigt dommen falder i kommentarfelterne.

MEN DET, JEG OPLEVEDE, var jo intet mod det, ”Vild med dans”-deltageren og kokken Umut blev udsat for i ”Vild med dans”. Han endte med at trække sig fra programmet, fordi hadet mod hans person blev så voldsomt. Og ligesom os andre sidder han nok også tilbage med det store ”hvorfor?”.

Faktisk mente 55 procent af os i 2017, at tonen var for grov i kommentarfelterne, og så mange som hver tredje af os har selv været udsat for en grov eller nedladende kommentar. Det går endda så langt at Institut for Menneskerettigheder siger, at hver syvende kommentar på DR’s og TV2’s Facebook er en hadefuld kommentar.

Jeg har stor respekt for uenigheden. Jeg forstår bare ikke, hvorfor den for manges vedkommende på de sociale medier udmønter sig i hadefulde og nedladende kommentarer.

Hvad er det, sådan et tomt kommentarfelt kalder på, når dem, der kommenterer med had og vrede sidder foran deres skærm? Taler de også sådan sådan til deres ægtefæller, børn eller kolleger?

Jeg har ikke selv den store Emma Gad-opdragelse med hjemmefra. Men én ting har jeg lært, og det var, at jeg skulle tale pænt og behandle andre, som jeg selv ville behandles. Og det synes jeg faktisk ikke er særlig svært.

Så pludselig da jeg sad og læste kommentarerne til avisens opslag om Greta, fik jeg en idé. Om den er radikal, det ved jeg ikke. Men jeg synes det er en rigtig god idé:

Hvad nu hvis vi holdt fred på de sociale medier?

DET BEHØVER IKKE være en våbenhvile, der varer hele året, for den vil hurtigt blive brudt, tror jeg. Men hvad nu, hvis vi holdt fred på de sociale medier bare en enkelt dag?

Ingen nedladende kommentarer, ingen vrede kommentarer og ingen hadefulde kommentarer, bare helt i orden og lige til saglig enighed og uenighed. For vi skal jo ikke holde op med at være uenige, vi skal bare tale pænt, mens vi er det. Er det ikke en god idé?

Og tænk, hvis vi fik politikerne med også, de er jo også nogle gang gode til det nedladende. Tænk, hvis vi fik avisen her med, og de andre aviser også meldte sig, tænk hvis virksomheder meldte sig med, og vi sammen fandt en måde at komme gennem den ene dag på uden had og nedladende opførsel i kommentarfelterne.

Fred på de sociale medier en enkelt dag – skal vi sige mandag den 2. marts 2020 – så er der lidt tid til at finde ud af, hvordan vi gør det. Og så hver den 2. marts fremadrettet. Hvem ved, måske én dags fred bliver til flere dage og måske en dag en hel bevægelse fuld af mennesker, der er godt kan være uenige uden hadefulde kommentarer og vrede udfald.

Hvem vil være med

Liv og meninger skrives på skift af tv-vært og forfatter Flemming Møldrup, forfatter og salmedigter Iben Krogsdal, radiovært og skuespiller Hassan Preisler og forfatter Dy Plambeck.