Skal vi plages af så meget fyrværkeri?

Hvorfor skal de larmende raketter styre de mere følsomme danskeres hverdag gennem hele december, spørger John Fredsted, teoretisk fysiker

Fyrvækeri er en plage hele december måned, mener John Fredsted
Fyrvækeri er en plage hele december måned, mener John Fredsted. Foto: Christoffer Askman Denmark.

Så blev det årligt tilbagevendende akustiske Harmagedon, også kendt som nytåret, endelig overstået, altså for denne gang.

Denne voldsomt overartikulerede begivenhed, hvis styrke og omfang i mine øjne er et direkte mål for graden af en given kulturs åndelige forarmelse, kan for særligt sensitive mennesker, en kategori jeg henregner mig selv til, være en højst ubehagelig oplevelse. Med passende ord fra psykisksaarbar.dk: Nytårets fyrværkeri var snarere en borgerkrig end sjov og ballade.

Ubehagelighederne starter dog længe før, i hvert fald for undertegnede. Med muligheden for lovligt at købe fyrværkeri i hele december måned, noget jeg selvsagt ikke deltager i, er der til min store sorg reelt ingen stunder i denne ellers potentielt så lifligt rolige og kontemplative tid af året, hvor jeg kan være sikker på, at stilheden ikke spontant bliver sprængt i stykker.

Idet jeg har det med at fare sammen, hver gang det sker, så må jeg, for konstant at være forberedt på næste uforudsigelige brag, i det meste af december måned spænde i min krop, være mentalt på vagt samt sidde med høreværn for at tage det værste. Det er selvsagt en meget udmattende og meget trist øvelse.

Bedre bliver det naturligvis ikke af, at en del mennesker, som jeg således må formode besidder forstemmende ringe indlevelsesevne og omtanke, synes, at nytårsraketter er mere spændende at fyre af sent på aftenen, hvor flere af deres medborgere, undertegnede inklusive, har lagt sig under dynerne, end tidligt på aftenen, selvom mørket er akkurat lige så mørkt på begge tidspunkter forstå det, hvem der kan, jeg kan i hvert fald ikke.

I sådanne tilfælde kan det ende med, at jeg bliver nødt til at stå op og tage en angstdæmpende pille eller en sovepille for at gøre mig håb om at falde i søvn en medikamentel, unaturlig og dermed dårlig søvn, der yderligere tynger den efterfølgende dag, hvor gentagelsen selvsagt truer.

Hvorfor skal det absolut være sådan? Kunne man ikke, og her henvender jeg mig primært til vore folkevalgte, begrænse salgsperioden af fyrværkeri til for eksempel 29. til 31. december og affyringsperioden fra den nuværende maratonperiode 1. december til 5. januar til for eksempel 29. december til 2. januar? Eller endnu mere radikalt, omend ganske givet politisk komplet urealistisk, idet det formodentlig ville medføre en mindre folkelig opstand i arrigskab over ikke at kunne få lov til som privatperson at antænde en raket: Forbyde alt salg af fyrværkeri til private og i stedet for oprette fyrværkerilav bestående af autoriserede fyrværkerimestre, der skulle stå for nytårsfyrværkerishow landet over?

Der vil måske være en hel del, der, når de læser dette, vil tænke, at det bare er mig, den er gruelig gal med, ved måske først at kategorisere mig som værende sær og det er såmænd rimeligt nok i statistisk henseende, idet den såkaldte normalitet er defineret som dem, der er flest af for måske dernæst at kategorisere mig som ligefrem værende medikamentelt behandlingskrævende syg (i hovedet), hvilket derimod ikke er rimeligt, for hvornår er det at være følsom blevet synonymt med det at være syg?

Vi lever i en tid, hvor det enkelte individs ret til at bestemme over, hvorledes det ønsker at indrette sit liv og sin hverdag, vægtes meget højt. Men gælder denne ret kun for de mindre følsomme og ikke for de mest følsomme mennesker? Gælder denne ret for de mennesker, der ønsker støj og spektakel, men ikke for de mennesker, der ønsker stilhed?

John Fredsted,

teoretisk fysiker,

Søskrænten 22,

Stavtrup,

Viby J