Skam over den katolske kirkes fravær

NADVERSTRID: Den fælles altergang skulle være et teologisk og et sjælesørgerisk anliggende. Nu ser det ud, som om den er blevet en kirkepolitisk sag

»De kristne og katolikkerne«.

Denne pudsige talemåde hører vi ikke så sjældent i folkekirkelige kredse. Det tager vi ikke så tungt, fordi det egentligt ikke udtrykker en vurdering af os katolikker, men peger på den kløft, som stadig adskiller os. Alligevel var det som medkristne, at vi sammen med en hel del andre katolikker tog til Roskilde Domkirke for at være med i den gudstjeneste som markerede afslutningen af de danske kirkedage 2004. Vi er alle ganske klar over, at den fælles altergang stadig hører fremtiden til. Da tyskerne i fjor for første gang fejrede Kirchentag og Katholikentag sammen, blev der en hel del ballade, fordi nogle prøvede at foregribe tingenes udvikling. Så dristige eller utålmodige er vi ikke herhjemme. Derfor havde man i forvejen klaret problemet på en diplomatisk måde ved at anvende Taizémodellen. Vi skulle synge sammen, høre Guds ord sammen, bede sammen for alle de intentioner, som ville blive nævnt, være fælles om trosbekendelsen og om lovprisningen. Først ved indstiftelsesordene og uddelingen af Kristi legeme og blod ville katolikkerne samle sig i et sidekapel sammen med den deltagende katolske præst. Det ville i det mindste ske samtidig, selv om vi endnu ikke kan gøre det sammen. Og så ville vi igen forenes for at udveksle fredshilsen og modtage velsignelsen. Indrømmet, det virker akavet, men er det ikke bedre at gå sammen, så langt vi kan, og så synlig-gøre den anstødssten, vores adskillelse ved Herrens bord er? Det er mere frugtbart end at holde sig helt borte.

Ved synet af indgangsprocessionen anede vi uråd. Bibelen blev båret frem - af en katolsk deltager forresten - kalk og disk fulgte, men den katolske præst, som skulle have medvirket, var der ikke. I sidste øjeblik havde vores biskop aflyst hans deltagelse.

Kirkedagene er folkekirkens, men har fra begyndelsen involveret de andre danske kristne, også os katolikker. Vi var med i den komite, som tilrettelægger det hele, og bl.a. havde den katolske lægbevægelse Foccolari om lørdagen en udstilling med titlen »Økumeni - et anderledes tilbud«. Katolikkernes deltagelse var mere synlig forrige gang i Århus i 2001, da kardinal Oscar Rodriguez fra Honduras var med. Allerede dengang medførte vores forskellige syn på den fælles altergang stridigheder. Det ønskede man at undgå i Roskilde. Derfor foreslog den katolske kirke ifølge Kristeligt Dagblad den 30. juni selv i Kirkedagsudvalget det kompromis, der blev vedtaget, men altså alligevel aflyst af vores biskop.

Den fælles altergang skulle være et teologisk og et sjælesørgerisk anliggende. Nu ser det ud, som om den er blevet en kirkepolitisk sag. Herrens bord skulle være hans, men det ser ud, som om nogle overtager det fra Ham til at drage grænser. Vi nægter at tro, at det var frygten for, at nogle ikke-katolikker skulle gå til alters hos os, som fik de ansvarlige til at droppe det hele. Vi tror snarere, at denne beslutning skyldes en underprioritering af det økumeniske samarbejde. Men det er også slemt nok i sig selv.

Vores sorg og bekymring over vores danske katolske kirkes lukkethed og selvtilstrækkelighed rokker absolut ikke ved vores overbevisning om, at Kristi kirke findes i det romerske katolske trossamfund for at citere det sidste koncil. Vi føler os som katolikker og derfor kristne, men som danske katolikker skammer vi os over vores kirkes fravær.

Gunhild Lindstrøm og Jean-Pierre Duclos, Liljevej 8

Frederikssund