Sørine Gotfredsen: Det er svært at nære tillid til et menneske, der ikke er villig til at skamme sig

Når vi i mange år fremover skal forstå, hvad coronatiden lærte os, vil skamfølelsen være en del af pensum. Skamfølelsen og tilliden. For de to kan ikke skilles ad, skriver Sørine Gotfredsen

Sørine Gotfredsen: Det er svært at nære tillid til et menneske, der ikke er villig til at skamme sig
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Mange følelsestilstande er i dette forår blevet nærværende på en ny måde. Ensomhed, kedsomhed, længsel, fædrelandskærlighed, bekymring og måske et strejf af skam.

Sidstnævnte har længe været ilde set, idet post-1968-menneskesynet har nedgjort skam som en unødigt negativ følelse, der hovedsageligt skaber lavt selvværd og dæmonisering af menneskelig udfoldelse.

Men i disse dage tales der om, at man måske bør føle skam, hvis man ignorerer retningslinjerne for den fælles bekæmpelse af coronavirus og for eksempel holder en fest, som jeg selv observerede det lørdag aften på en stille gade på Frederiksberg.

De var fulde, de havde det sjovt, og jeg tænkte uvilkårligt, at de nok burde skamme sig lidt. Tanken er uundgåelig og har efter alt at dømme også strejfet statsminister Mette Frederiksens (S), der for nogle dage siden på sit talepapir havde noteret, at udskamning af dem, der ikke opfører sig ordentligt, kunne nævnes.

Søndag aften var statsministeren på besøg i ”21 Søndag” på DR for at tale om landets fortsatte åbning, og vi oplevede atter, hvordan hun for tiden interviewes som en majestæt, der udstikker linjerne, mens journalisten mest bukker og skraber og modtager ordrer.

Det ligner efterhånden en meget langstrakt mediemæssig lammelse, og jeg har ikke set noget lignende før. Dog lykkedes det studieværten at spørge lidt til dette med udskamning. Skal vi skamme os? Det afviste Mette Frederiksen pure. Ingen skal mistænke hende for at være tilhænger af den hidtil så umoderne skamfølelse, hun betonede kraftigt, at intet ligger hende mere fjernt end at udskamme nogen, og at vores samfund i øvrigt bygger på tillid og ikke på skamfølelse. Dog må man spørge, om disse to ikke hører nært sammen.

Det mener i hvert fald den israelske forfatter Yuval Noah Harari, der i Berlingske i weekenden udtalte: ”Helt generelt spiller skam en vigtig rolle i et velfungerende samfund (…) I lande med lav tillid kan vi se, at der er også lav skamfølelse.” Han har oplagt fat i noget.

Det er svært at nære tillid til et menneske, der ikke er villig til at skamme sig, for skamfølelse, selvindsigt og selvbeherskelse er forbundne, og mens det ikke ville klæde en statsminister direkte at udskamme nogen, er det klogt for både hende og enhver anden at forstå skamfølelsens opbyggelige betydning.

Lige siden Kain slog Abel ihjel, har vi vidst, at hensynsløse gerninger skal få os til at sænke blikket, og man kan ofte tydeligt ane i et andet menneskes udstråling, om den norm er levende eller ej. For eksempel synes den en smule fraværende blandt de unge mænd med anden etnisk baggrund, der for tiden færdes i flokke og dominerer de øde københavnske gader i deres store biler.

Som bekendt eksisterer skammen også i den muslimske kultur, men den er anderledes end i den danske kristne, og når vi i mange år fremover skal forstå, hvad coronatiden lærte os, vil skamfølelsen være en del af pensum. Skamfølelsen og tilliden. For de to kan ikke skilles ad.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.