Prøv avisen
Essay

Skammen fra kolonitiden hænger ved

Illustration af den systematiske placering af slaver på slaveskibene mellem Afrika og De Vestindiske Øer. – Illustration dateret 1836: Mary Evans Picture Library/Polfoto. Foto: MARY EVANS PICTURE LIBRARY

Vi kan finde det komisk med alt for mange statsmandsundskyldninger, fordi vi tænker, at de handler om en fortid, de ikke selv har ansvar for. Men de gøres for nutidens og fremtidens skyld, ikke for fortidens

I 1917 SOLGTE DANMARK SINE vestindiske øer til USA. Det kunne ikke svare sig mere at beholde dem. Sukkerpriserne faldt, fattige blev fattigere, og der kom for meget uro. Det havde i over 200 år været en lukrativ forretning med gode danske indtægter i alle led.

De slavegjorte kom fra vores koloni på Guldkysten, danske skibe fragtede dem fra Afrika til den nye verden, og mange endte i danskejede sukkerplantager på de tre øer, som førte nye indtægter tilbage til Danmark.

Human omsorg for befolkningen var der eksempler på, for eksempel skoler og kirker, men ellers domineredes alt af forretningsinteresser. Også efter slaveriets ophævelse i 1848 tjente de lokale afrikanere og folk i Caribien kun et formål: at styrke ejernes velfærd gennem produktion og serviceydelser. Vi solgte øerne og slap af med dem.

Og vi solgte beboerne. Vi fik penge for mennesker, endnu en gang. Vi sikrede os end ikke, at de fik nogen rettigheder, men stak bare af. Før salget var hele befolkningen danske statsborgere, nu er de beboere i det, som USA kalder et ”ikke indlemmet territorium”, uden stemmeret og repræsentanter i kongressen. ”Vi ejer jer bare,” siger amerikanerne. Trods opfordringer fra FN har de endnu ikke fået lejlighed til at stemme om, hvorvidt det er det, de vil. Det er mig ikke bekendt, om vi har presset på.

Ikke nogen ”køn historie”, som det hedder i nutidssprogets tilsløring af både skam, skyld og ansvar. Bedre sagt af statsministeren i årets nytårstale, da han direkte sagde: ”Det er ikke en stolt del af danmarkshistorien. Det er skamfuldt”, og tilføjede: ”Og det er heldigvis fortid.” Det sidste var måske ikke helt sandt. 100-året kalder historien frem i nutiden, og diskussionerne om, hvorvidt vi skal sige ”undskyld”, blusser frem på skærmene.

Man kunne tro, at både vi og befolkningen på øerne havde lagt det bag os og forsonet os med historien. Men måske tænker vi for resultatorienteret om, hvad forsoning er: at det skulle handle om en konflikt mellem to parter, som løses og afsluttes med en en varig tilstand og løsning. Den tyske forfatter og statsretshistoriker Bernhard Schlink har et andet bud: Forsoning er en skrøbelig tilstand, siger han. Den er stabil, så længe de gør, som de plejer, for eksempel i et rimeligt omfang lader hinanden og det, som skiller dem, være i fred. Men så sker der noget, som bringer dem tættere sammen.

Da den tyske kansler Willy Brandt i 1970 knælede ved mindesmærket for de døde i Warszawas ghetto, hang det direkte sammen med hans mere åbne øst-politik, som også indebar nye handelsaftaler. En stabil afstand med hverdagsglemsel var ved at blive ændret af en tilnærmelse. I den situation ville en attitude, som lod, som om fortiden var overstået og glemt, være en yderligere krænkelse og skabe ny frygt for tysk dominans. Derfor knælede han og viste polakker og tyskere, at han havde sit lands fortid med sig.

Vi kan finde det komisk med alt for mange statsmandsundskyldninger, fordi vi tænker, at de handler om en fortid, de ikke selv har ansvar for. Men de gøres for nutidens og fremtidens skyld, ikke for fortidens. En relation, som måske var fredelig, fordi man holdt sig hver for sig og lagde historien bag sig, bliver pludselig skrøbelig, fordi der kommer en tilnærmelse. Kun hvis man intet vil have at gøre med de folk, man har krænket, er undskyldningen overflødig. Årsdagen for salget af øerne svarer helt hertil. Historien genoplives hos begge parter af jubilæet. Det er altså nutidens møde og relationer, der gør, at man må vise, at man vedkender sig fortiden. Forsoning handler blandt andet om at håndtere den skam og frygt for nye overgreb og ydmygelser – for eksempel ligegyldighed og negligering af smerte og vrede, der opstår, når relationer ændres eller etableres igen.

”UNDSKYLD!” ER NEMT AT SIGE, hvis jeg har skubbet til kvinden foran i køen, og nemt for hende at tage i mod med et ”Det er i orden” eller ”Det gør ikke noget”. Svært hvis det er store krænkelser og navnlig, hvis det end ikke er en selv, der har begået dem. Så kommer svaret ikke så let som kvindens i køen. Ordet ”undskyld” er nemt, vanskeligheden ligger i den næste replik, svaret. Et svar kunne jo være: ”Hvad vil du så gøre ved det?” Og så har vi balladen.

Hvis jeg med en undskyldning vedkender mig skyld, har den anden så ikke krav på en kompensation for skaden? ”Undskyldning har juridiske konsekvenser,” siger politikere og ofte med rette. Vedkendt skyld stiller mig svagt over for den anden. Og alligevel er undskyldning og opfølgning i en eller anden form nødvendig som tegn på, at man fortryder, og at skaden ikke afspejler det forhold, man ønsker at have til den anden, endsige ens vurdering af ham og af, hvad han fortjener.

DET HANDLER OGSÅ OM at håndtere den skam, som altid er skyldens følgesvend. Og som lever længe efter, at ugerningen er sket og lagt ind under fortidens synder. Skammens spørgsmål er: ”Hvem er jeg, siden jeg har gjort dette?”, ”Hvordan ser den anden mig, når han ved, at jeg kommer fra et folk, som har gjort dette?”.

Det var mine oldeforældres generation, de bedsteforældre, mine forældre holdt af og beundrede, ligesom jeg holdt af mine. Kan jeg sige mig fri af alt, hvad de tænkte og gjorde? Er jeg selv uden spor af det? Det er den skam, som for eksempel unge tyskere holdes fast i i dag, selvom de på alle måder har lagt afstand til deres elskede bedsteforældres fortid. Det er også den, der aktiveres af historierne om vores rolle i, at så mange blev slavegjorte og solgt gang på gang uden at kunne sige fra. Vi kan ikke forvente, at andre ser på os uden at forholde sig til det, vi kommer fra og har med i både vores og deres bagage, når vi møder dem.

Men det er også den skam, som ligger hos de ydmygede, reducerede, som blev behandlet som varer, produktions- og servicemateriale, uden muligheder for at gøre sig fri, endsige blive hørt, hvis de råbte op. De slavegjorte, som nu er de ikke-indlemmede.

Skammen skaber uundgåeligt en afstand, skyhed og forsigtighed. Jeg ved, at de i meget af det, jeg siger og gør, vil kunne gense noget af det, de har fået fortalt om min slags. Om det er med rette eller urette, er sådan set lige meget. Jeg ved, at de har en historie om en fortid, som ikke har regnet dem for mennesker, og de føler måske tilmed, at de har ret til vrede, men har ingen viden om, hvornår og hvordan den fortid aktiveres som nutidige følelser over for mig. Begge parter mister altså deres frihed i mødet. Medmindre jeg vedkender mig den fortid, jeg er formet af, og den anden får plads til både frygt og vrede. Skammen kan leve videre i generationer, længe efter, at skylden har fået sin plads i historiens undren over adfærd, som man ikke kan forstå i dag.

Min fætters farmor var vokset op i Danmark, men født på Sankt Jan som datter af en dansk plantageejer. Matthias Hjardemaal hed han, så ved vi, hvor slægten er udgået fra. Han fik fem børn med sin kreolske husholderske, Josephine. De blev alle sendt til Frederiksberg for at vokse op på Grundtvigsvej hos en kaptajnsenke, han havde lovet at tage sig af. Det opfyldte han ved at betale hende for at tage sig af børnene.

Børnene har været godt to år, da de blev sendt af sted. Deres mor så dem aldrig igen, bortset fra en, som vendte tilbage til hende i en periode. Det var ikke ganske vellykket, formodentlig har de end ikke haft sprog sammen. Men han har sikkert besøgt dem, når han en sjælden gang kom til Danmark. En af de fem, Anna, blev min fætters farmor.

Livet på Frederiksberg var stille. Pigerne var kønne og vakte opmærksomhed som eksotisk fremmede, hvis de gik på gaden, så de blev holdt meget hjemme. Og de blev sky. Hvis nogen ville fotografere dem, satte de aviser for ansigtet. Jeg husker selv Anna som et venligt menneske, som jeg havde svært ved at komme i samtale med, måske fordi jeg havde lyst til at spørge om ting, som ikke kom mig ved. Måske fordi hun havde vænnet sig til at blive betragtet som en, der ikke fuldt hørte til, en uindbudt gæst. Jeg ved det ikke. Skyheden forplantede sig til hendes to sønner.

Jeg kan tænke det bedste om Matthias, at han har villet give sine børn et godt liv, holdt af sin Josephine, selvom også hun blev holdt fast i den (re-)producerende og servicerende rolle.

Jeg kan også tænke det værste, at han ikke ville have de mulatunger omkring sig og samvittighedsløst skilte børnene fra deres mor. Jeg har svært ved at forestille mig, hvad Josephine har tænkt. Hans gravsted har jeg set billeder af, hendes er så vidt, jeg ved, ikke kendt.