Prøv avisen
Debat

Skammens lørdag: Kontanthjælpsloft er udtryk for smålighed, strafivrighed og nidkærhed

Så var det i lørdags, den 1. oktober 2016, at kontanthjælpsloft og 225-timers reglen trådte i kraft. Illusionsmageriet har nået sit mål, skriver Ove Lund. Modelfoto. Foto: Polfoto

Illusionsmageriet har med kontanthjælpsloftet nået sit mål. Illusionen om at der er arbejde til alle, og at alle kan arbejde. Illusionen om at vi bare skal øge afstanden mellem mindstelønnen og kontanthjælpen, så vil landet blomstre, skriver Ove Lund

Blinde kan se, døve høre og lamme gå, hvis det går, som regeringen vil. Ikke siden Jesus er der set en så menneskekærlig indsats for de svage.

Det bliver som i de gode gamle dage, hvor børnene kan lege med kastanjer i kakkelovnskrogen, mens mor stopper strømper og lapper skoletøjet til i morgen. Åh ja, de gode gamle dage er endelig kommet tilbage. Nu skal alle i arbejde, om de så piber eller synger.

Så var det i lørdags, den 1. oktober 2016, at kontanthjælpsloft og 225-timers reglen trådte i kraft. Illusionsmageriet har nået sit mål. Illusionen om at der er arbejde til alle, og at alle kan arbejde. Illusionen om at vi bare skal øge afstanden mellem mindstelønnen og kontanthjælpen, så vil landet blomstre. Hvis vi samtidig kan give skattelettelser til de mest velhavende, er vi tæt ved at stå ved Paradisets port.

Jeg synes også, at godt arbejde er en velsignelse. Jeg synes også, at det er rigtigt, at vi alle bidrager til fællesskabet. Faktisk har jeg brugt en stor del af mit liv på at hjælpe mennesker ind på arbejdsmarkedet, men ikke ved hjælp af pisk, trusler og forarmelse, men ved at give mennesker muligheder for at udfolde deres potentiale på rimelige vilkår.

Da jeg stiftede Dansk Råstof (Mennesket – Danmarks bedste råstof) i 1984, var arbejdsløsheden tårnhøj, men der var en anden indstilling til, hvilken hjælp man kunne yde mennesker, der gerne ville i gang. Paragraf 42 hed den paragraf, der åbnede mulighed for at give ledige arbejdstræning på en almindelig arbejdsplads i et år til overenskomstmæssig løn.

I Dansk Råstof henvendte vi os særligt til de mennesker, kommunerne havde opgivet at få i gang. Efter et år var 39 procent beskæftiget i almindelige virksomheder. Løbende efterundersøgelser efter tre år viste, at beskæftigelsen var steget til 42 procent.

Hovedantagelserne bag succesen var enkle: Først og fremmest betragtede og behandlede vi de mennesker, der kom til os, som almindelige mennesker, det vil sige som mennesker, der på linje med os var tænkende, handlende, følende og så videre.

Dernæst mente vi, at ændringer i et menneskes miljø ændrer såvel det pågældende menneskes adfærd som ”personlighed”, og at mennesker er lydige mod andre menneskers forventninger, hvad enten disse er negative eller positive.

Disse to hovedantagelser indebærer meget firkantet sagt, at hvis man ændrer et menneskes miljø fra at være et ”afhængighedsmiljø” til at være et ”normalitetsmiljø”, og hvis man nærer positive forventninger til de ændringer, der kommer til at ske, vil mennesket ændre sin adfærd fra en ”afhængighedsadfærd” til en ”fri” adfærd, og dets selvbillede vil ændre sig fra et negativt selvbillede til et positivt selvbillede.

I praksis gav modellen mulighed for, at den enkelte ledige kunne vælge mellem tre jobtræningspladser i almindelige virksomheder. At man blev bakket op af en jobkonsulent, der besøgte de enkelte arbejdspladser en gang om ugen, at al fremgang blev spejlet og al modgang bearbejdet, at al uddannelse blev betragtet som et gode og så videre. Kort sagt byggede modellen på, at vi behandlede andre, sådan som vi selv ville ønske at blive behandlet, hvis vi kom i en situation, hvor vi havde brug for hjælp.

Vi bliver nødt til at bekæmpe den smålighed, strafivrighed og nidkærhed, der karakteriserer den politik, der kommer til udtryk i kontanthjælpsloft og så videre med eksempler, der viser, at mennesker vokser, når de bliver gødet. Ikke når de bliver udtørret, misligholdt og hånet.

Ove Lund er cand. psych., stifter af den almennyttige fond Dansk Råstof og leder 1984-1996.