Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Skik følge eller land fly: Vesten må stå fast på sin samfundsmodel

Fastholdelsen af et uafhængigt, verdsligt retsvæsen er helt nødvendig, mener historiker John Jensen. På billedet ses Danmarks Højesteret. Foto: John Eduard Petersen Denmark

Når en subkultur udvikler sig til en konkurrerende modkultur, så har staten og alle dens borgere et alvorligt problem

Der er stagnation i store dele af den gamle vestlige verden eller i bedste fald kun tale om meget minimale vækstrater. Derimod er der fortsat stor vækst i Kina, Sydøstasien, Sydamerika og nu også i en del lande i Afrika.

Det er særdeles glædeligt for menneskeheden, at så mange mennesker i den gamle Tredje Verden er blevet løftet ud af nød og elendighed. Situationen er dog langtfra rosenrød, og mange mennesker kæmper dagligt en kamp for et arbejde og en tålelig tilværelse; syd såvel som nord for Middelhavet.

Der er et stort befolkningsoverskud af unge mennesker med en nominel videregående uddannelse i Mellemøsten. Det arabiske forår er kølnet gevaldigt, og vi ser stor folkelig usikkerhed og en fortsat fremgang for ikke-vestligt orienterede regimer.

Magthaverne er skiftet ud, men Mellemøsten er stadig fuld af undertrykkelse. Mange mennesker fra regionen søger lykken andetsteds, og det vil fortsætte fremadrettet. Immigranterne vil af historiske og geografiske årsager forsøge at komme til Europa, da Vesteuropa i mere end 50 år har taget imod gæstearbejdere og immigranter fra regionen. Historisk, fordi Vesteuropa siden Den Franske Revolution har været den sikre havn for politisk forfulgte.

Mange modsatrettede holdninger, følelser, meninger og udviklinger støder nu sammen på vores kontinent, der i forvejen ikke helt ved, hvilken retning det skal bevæge sig i: føderation, konføderation, fællesskab af nationalstater eller noget helt andet og anderledes nyt?

De europæiske folk og politikere kæmper nu på fjerde år med at finde løsningen på den økonomiske tomgang. Der lægges kontinuerligt arm i Bruxelles det virker næsten, som om hver måned har sit eget topmøde. Over hele Europa bliver livremmen spændt ind, i takt med at arbejdsløsheden bider sig stadig mere fast, og usikkerheden trænger stadig dybere ned i den almindelige borgers bevidsthed.

Selvom der har været rapporter om systematiske overfald på udlændinge i eksempelvis Grækenland, så er det bemærkelsesværdigt, hvor midtersøgende europæerne til stadighed er, selvom man som borger er presset af de økonomiske indgreb, af de østeuropæiske migrantarbejdere og af indvandringspresset fra Mellemøsten.

Spørgsmålet er så, om befolkningerne som gruppe kan vedblive med at modstå disse mange påtrykninger?

Som kristent menneske vil man gerne hjælpe andre, der af den ene eller anden grund er kommet i nød. Denne grundholdning kommer dog i stigende grad under pres, når man gang på gang oplever, at store dele af disse mennesker ikke er forfulgt, men kun har flyttet sig geografisk for at få del i de universelle vestlige velfærdsydelser.

Jeg synes personligt, at det er meget problematisk med en dem og os-tankegang, men det er unægtelig svært ikke at forfalde til det, når man stadigt oftere kan iagttage, at mennesker, som vi har givet husly og muligheder, foragter vores vestlige levevis og vender det omgivende samfund ryggen.

For mange hundrede år siden var der en klog mand, som sagde, at i Rom skal man leve, som romerne gør, eller som det tilsvarende danske ordsprog lyder: Skik følge eller land fly. Hvis vi vil kunne holde fast i vores grundlæggende samfundsmodel, så er der visse ting, vi som borgere må insistere på ikke kan stå til forhandling.

For nu at nævne de mest åbenlyse områder, så er fastholdelsen af et uafhængigt, verdsligt retsvæsen helt nødvendig. Et andet helt fundamentalt område er statens magtmonopol. Det er dybt krænkende for samfundsmoralen og potentielt ødelæggende for den almindelige lovlydige borgers accept af staten, hvis der ikke bliver grebet markant ind over for selvtægt, ildspåsættelser og skydevåben.

Et tredje område, hvor vi må stå fast på vores civile borgerrettigheder, er i sondringen mellem ytringsfriheden og den enkeltes respekt for sin næste, men ikke hendes meninger. Det er ikke tilfældigt, at det var en af oplysningstidens største tænkere Voltaire, som mente, at Jeg vil bekæmpe dine meninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem.

Når en subkultur udvikler sig til en konkurrerende modkultur, så har staten og alle dens borgere et alvorligt problem. At gøre intet vil være en forbrydelse mod vores europæiske forfædre og alt, hvad de har kæmpet for, samt over for de kommende generationers muligheder.

John Jensen, MA i historie, Holbergsgade 22, Slagelse