I DEN DANSKE folkekirke pågår der en tilsyneladende endeløs diskussion om håndtryk: Skal det fortsat være tilladt for nogle (mandlige) præster at nægte at give hånd til andre (kvindelige) præster i forbindelse med ordination?
Striden om håndtryk er en udløber af og et ydre tegn på en mere omfattende strid i folkekirken: Går det an at have kvinder i præstetjeneste? For de mænd, som afviser at trykke kommende kolleger i hånden, er præster, som har den opfattelse, at præstetjenesten er forbeholdt mænd.
Som ortodoks præst har nærværende skribent egentlig ingen adkomst til at mene noget om diskussionerne i den lutherske folkekirke. Men jeg har længe fulgt denne sag fra sidelinjen med en blanding af interesse og oprigtig forbavselse og haft lyst til at kommentere den.
På lederplads i Kristeligt Dagblad den 11. december skrives der, at folkekirken bør bevare friheden for de mandlige præster til at afvise kvindelige kolleger; og lederskribenten begrunder sin holdning med, at folkekirken ellers vil fjerne sig yderligere fra den bærende hovedstrømning i den globale, kristne kirke, som ifølge samme lederartikel udgøres af blandt andet den ortodokse kirke.
DEN 28. DECEMBER er avisen fortsat præget af denne debat. Kronikken af makkerparret Bjerg og Steffensen harcelerer veloplagt over folkekirkens spøgelsesbilister. På lederplads forsvares imidlertid fortsat den frihed, mandlige præster har til at nægte at anerkende kvindelige præstekolleger.
Den ortodokse kirke er imidlertid helt fremmed over for den ordning, man praktiserer i folkekirken, den ordning, som de facto tillader hver enkelt præst at udvikle og praktisere sin helt private, individuelle tro og teologi på visse områder.
Et sådant område er netop forståelsen af den præstelige tjeneste. Den ortodokse kirke ordinerer alene mænd som præster; og kort fortalt er det afgørende argument for den praksis, at præsten i gudstjenestens sammenhæng virker som et billede på Kristus; og siden nu Kristus er en mand, kan Hans billede ikke være en kvinde.
Den præstelige tjeneste er, i ortodoks forståelse, uløseligt knyttet til den apostolske succession, til den faste overbevisning, at Kristi 12 apostle fra Gud selv modtog en særlig udvælgelse og myndighed, og at den nåde og myndighed både kan og må meddeles videre igennem slægterne til kirkens hierarki. Dette hierarki udgøres af kirkens biskopper.
Kirkens biskopper har to opgaver: De forvalter de hellige mysterier eller sakramenter, og de bevarer kirkens tradition og tro ubrudt, uforandret og i hele dens fylde. Biskoppen er derfor den jordiske kirkes bærende element; og der er fuldt fællesskab, sakramentalt og læremæssigt mellem alle lovligt indsatte biskopper i den ortodokse kirke.
HVOR KOMMER SÅ de menige præster ind? De er biskoppernes stedfortrædere; de er indsat af den stedlige biskop for at forvalte sakramenterne og bevare troen i den lokale menighed. Præster er så at sige en praktisk foranstaltning, fordi biskoppen ikke kan være alle steder på én gang; og den enkelte præst har ikke fået til opgave at udvikle sin helt egen, private teologi uafhængigt af kirkens overleverede tro, lære og praksis.
Hermed er vi tilbage ved de folkekirkelige håndtryk. For i den ortodokse kirke er det helt utænkeligt, at den enkelte præst skulle udvikle og praktisere en tro og en teologi, som går på tværs af hans biskops og af hele kirkens. Bliver det umuligt for en ortodoks præst at udføre sin tjeneste efter biskoppens anvisninger og ifølge kirkens tro, ja, så må han finde sig et andet virke.
Tillad mig derfor, trods manglende adkomst, at give et råd til de af folkekirkens præster, som er modstandere af kvindelige præster: Opfør jer ordentligt! Stå ikke dér som fornærmede børn, men tag imod jeres kvindelige kolleger på den måde, det er skik og brug i den kirke, hvor I gør tjeneste. Og bliver det umuligt for jer at overvinde jeres modstand mod gældende ordning og teologi dér, så meld jer ud og søg hen et sted, som stemmer overens med jeres overbevisning.
Poul Sebbelov,
præst i den ortodokse kirke,
Blomstervænget 10,
Lyngby