Skilsmisse er ikke verdens ende, men lad os ikke gøre dem "lækrere", end de er

Skilsmisser fortjener virkelig ikke en bedre presse, skriver sognepræst Jesper Bacher, der har hørt et radioprogram om opgøret dommedagsfortællingerne om det svære brud

Journalist Ditte Giese har skrevet en bog om livet som fraskilt. Det behøver ikke være så skidt, mener hun.
Journalist Ditte Giese har skrevet en bog om livet som fraskilt. Det behøver ikke være så skidt, mener hun. Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix.

I forbindelse med Kristeligt Dagblads artikelserie om løfter er der et citat fra Mikhails Bulgakovs bevægende roman ”Den hvide garde”, som har meldt sig hos mig. Romanen handler om familien Turbin fra Kyiv, som i kølvandet på Første Verdenskrig oplever et Ukraine plaget af krig og revolution. Lillebroderen i familien er den 17-årige officerskadet Nikolka, som et sted i bogen tænker sådan: ”Men ingen måtte bryde et løfte, når man havde svoret at holde det, for så ville det da blive helt umuligt at leve i verden. Det troede Nikolka fuldt og fast på”. Der er noget rørende over de ord, men for os verdenskloge og desillusionerede sjæle også noget meget naivt. Kan man ikke leve med løftebrud, så kan man ikke leve i den virkelige verden. Verden er fuld af løftebrud. Løftebrud er et såre almindelig fænomen fra magtens korridorer til hjemmets fire vægge, fra det offentlige liv til det private liv, fra de store livsløfter til de små hverdagsløfter. Alligevel er unge Nikolka ikke bare en blåøjet ungersvend. For det er også rigtigt, at hvis løfter slet ikke blev holdt, ville verden være et umuligt sted. Var alle løfter tomme, så var livet tomt. En ørken af løgn og mistænksomhed.

Nikolkas ord meldte sig igen, da jeg hørte journalist og forfatter Ditte Giese i ”Genstart” på P1, hvor hun fortalte om sin bog ”Ulige uger”. Det var Ditte Gieses anliggende at tage et opgør med dommedagsfortællingen om den altødelæggende og triste skilsmisse. En skilsmisse kunne selvfølgelig være hård, det havde Ditte Giese selv erfaret, men der var tillige et forvandlende potentiale i skilsmissen. Eller som hun også sagde: ”En lækker energi” og en mulighed for at ”finde ud af, hvem man gerne vil være nu”. Ditte Giese kendte heller ”ikke nogen, der var gået for tidligt fra hinanden”. Selv havde hun oplevet skilsmissens frigørende energi og gennem et hjemmegjort hekseritual taget sin styrke tilbage, opgivet sin bitterhed og kastet sig ud i dating og sociale dristigheder. Altså i de ulige, børnefrie uger.