Skilsmisse som problem er et nyt fænomen

DANSEN OM FAMILIEN Skilsmissen har kun været anset som problematisk i en relativt begrænset periode i vores vestlige civilisations historie

Hvis man bruger varigheden som kriterium, var ægteskaberne i midten af det 20. århundrede, på trods af de tilsyneladende stigende skilsmissetal, mere stabile end på noget andet tidspunkt i historien. Billedet viser en familie på vej til stranden i 1950'erne. (Arkivfoto)
Hvis man bruger varigheden som kriterium, var ægteskaberne i midten af det 20. århundrede, på trods af de tilsyneladende stigende skilsmissetal, mere stabile end på noget andet tidspunkt i historien. Billedet viser en familie på vej til stranden i 1950'erne. (Arkivfoto).

"Skilsmissen er en institution", sagde Voltaire, "som er opstået ganske få uger senere end ægteskabet."

Disse ord synes også at passe på vor tid, hvor de alt for opadgående skilsmisse-kurver og det moderne ægteskabs skrøbelighed gang på gang diskuteres, senest i Kristeligt Dagblads temaserie "dansen om familien".

I forbindelse med den megen fokus på ægteskabet og de alt for mange skilsmisser kunne det være interessant at se på skilsmissens historie. Det forholder sig nemlig sådan, at skilsmisse kun har været anset som problematisk i en relativt begrænset periode i vores vestlige civilisations historie. Så historisk set er det altså tabuet og modstanden mod skilsmisser, der er det nye fænomen. Endvidere er det værd at bemærke, at tabuet og modstanden mod skilsmisse jo ingenlunde afskaffede ulykkelige ægteskaber og altså derfor heller ikke skilsmissen i praksis.

I de tidlige ager- og kvægbrugssamfund var manden familiens ubestridte overhoved. Kvinder og børn var først og fremmest mandens ejendom, og han kunne tage hustruer og kassere dem igen, som han lystede. F.eks kan vi i 5. Mos. læse, at en mand kan skille sig af med sin hustru, hvis "hun ikke vinder hans yndest" og i Esthers bog kan vi læse om, hvordan den persiske kong Ahasverus lod sig skille fra sin dronning, fordi hun nægtede at vise sin dejlighed frem for hans gæster.

Dette syn på kvinden som mandens ejendom er grundlaget for de første ægteskabslove.

På Romulus tid vedtog man således en lov, der forbød mændene at forskyde deres hustruer, medmindre de havde gjort sig skyldige i utroskab eller i at drikke vin. Også Moseloven giver kvinden en minimal beskyttelse: der var som ovenfor beskrevet let adgang til skilsmisse, men det var manden forbudt at kræve den, hvis han havde begået en forbrydelse mod kvinden før ægteskabet, eller hvis han med urette havde beskyldt hende for utroskab.

Skilsmisser var altså en realitet; at muligheden fandtes holdt hustruen på plads og tjente til at tøjle hendes hovmod, ulydighed eller uregerlighed.

Betragter vi nu det romerske imperium på Kristi tid, blev ægteskabet her betragtet som en borgerlig kontrakt til fælles gavn mellem to ligestillede parter. Hvis den kærlighed, kontrakten byggede på, hørte op, kunne ægteskabet opløses som ethvert andet borgerligt kontraktforhold. Den romerske skilsmisse var derfor lige så almindelig som det romerske ægteskab. Pompejus var gift fem gange, Cæcar og Marcus Antonius fire og Augustus tre. En skilsmisse opfattedes som en ren privat affære, som skulle ordnes mellem parterne indbyrdes.

I tre århundreder efter Kristi fødsel forblev skilsmisselovene stort set uændrede, men da kejser Konstantin i begyndelsen af det fjerde århundrede indvarslede alliancen mellem kirke og stat begyndte også en ny tid for ægteskab og skilsmisse.

Da kirken nu i vid udtstrækning overtog statens funktioner, blev det, der før var blevet opfattet som en en privat sag, en borgerlig kontrakt, der som enhver anden kontrakt kunne opløses, når parterne ønskede det, til et løfte for Guds åsyn. Argumentationen var klar: der var kun en Gud og en kirke; derfor kunne der kun være et ægteskab.

Med dette enkle bevis tiltog det gejstlige bureaukrati sig jurisdiktion over de mest intime detaljer i hvert eneste kristne menneskes liv. Den kanoniske ret bestemte, at der ikke kunne være tale om skilsmisse i romersk (eller moderne?) forstand, hvor parterne havde lov til at gifte sig igen. Det bedste, man kunne håbe på, var en separation eller en omstødelse, som kunne opnås med seks begrundelser: ægteskabsbrud, unaturlig seksuel omgang, impotens, grusomhed, utroskab eller indtrædelse i en religiøs orden.

De ulykkelige ægteskaber ophørte naturligvis ikke, fordi ægteskabet blev et sakramente, og skilsmisserne forsvandt heller ikke, da de blev forbudt. Så snart de kanoniske love vedrørende skilsmisse var vedtaget, blev de en udfordring for juristernes opfindsomhed, og da både jurister og domstole var gejstlige, blev skilsmissen forklædt som omstødelse eller separation en betydelig indtægtskilde for kirken. Smuthullerne fandtes altså, og deres størrelse var direkte proportional med de involverede parters magt og rigdom. Således fandt både flerkoneri og skilsmisser hyppigt sted blandt adel og fyrster. Pippin II havde to "retmæssige elskerinder" og Karl den Store giftede sig ni gange, havde adskillige elskerinder, og stod end dog i intimt forhold til sine døtre.

Reformatorerne afskaffede ægteskabet som et sakramente og gjorde igen ægteskabet til en borgerlig kontrakt, men dette medførte ikke lempelser i ægteskabslovene. Der var opstået en ny restriktiv atmosfære og en ny bogstavtro. Reformatorene gik tilbage til selve skriften angående skilsmissespørgsmålet, således at de traditionelle bibelske begrundelser, hor og vantro, nu blev gjort til de eneste lempelser fra forbudet mod skilsmisse.

Det gjaldt dog stadig for de privilegerede, at de giftede sig, blev skilt og havde ligeså mange elskerinder som altid. Tag som eksempel blot de mange efterreformatoriske danske konger, der var gift op til flere gange til både højre og venstre hånd. For fattige og uanseelige var der andre udveje. I et samfund uden megen offentlig kontrol var det uhyre enkelt at stikke af og aldrig komme igen. Et andet alternativ var bigami, som ligeledes var udbredt og let at gennemføre. Som følge af de rettigheder, tankerne om individets frihed medførte i hele Vesteuropa, blev også skilsmisselovene lempet. I Preussen indførte Frederik den Store under indflydelse af bl.a Voltaire skilsmisse ved gensidig overenskomst, og her i Skandinavien har vi siden 1810 tilladt skilsmisse. Som bekendt anerkender den katolske kirke stadig ikke skilsmisse, selvom der efterhånden også er kommet liberale skilsmisselove i de fleste katolske lande.

Det er i øvrigt værd at betragte den kendsgerning, at hvis man bruger varigheden som kriterium, var ægteskaberne i midten af det 20. Århundrede, på trods af de tilsyneladende stigende skilsmissetal, mere stabile end på noget andet tidspunkt i historien. Den faldende dødelighed for voksne siden slutningen af det 17.århundrede har ved at forlænge ægteskabets gennemsnitlige varighed i hidtil uhørt grad været medvirkende til at instituere skilsmissen som acceptabel udvej i den vestlige verden. "Til døden skiller jer ad" var engang en realistisk vurdering af chancerne. Ægteskabet har med andre ord altid været flygtigt og ustabilt.

For skilsmisseproblemet er det ikke adfærden, der er ændret, derimod synet på adfærden, således at skilsmisselovgivningen i nyere tid blot har nærmet sig praksis. Man kan således betragte de høje skilsmissetal som et udtryk for en værgring ved at fortsætte det hykleri, stramningerne af skilsmisselovene medførte. På spørgsmålet: hvorfor bliver så mange skilt i dag, kan man hermed svare: jamen, simpelthen fordi vi kan!

Nana Hauge,

cand. theol.,

Prs. Charlottesgade 40a, 2th.,

København N