Husk på udfordringen i skilsmissebørns splittede hverdag

Børn gør selv en stor, omsorgsfuld og ihærdig indsats for skabe sammenhæng i deres delte hverdag, men fortæller dog, at de ofte føler sig alene med overvejelser og bekymringer som knytter sig til deres deleliv, skriver Anja Marschall, forfatter til bogen ”Børn og skilsmisse – praktikerens guide”.

Husk på udfordringen i skilsmissebørns splittede hverdag
Foto: Picasa.

”JEG TÆNKTE, at det ville blive det værste, jeg nogensinde havde prøvet, og jeg bare havde det værst af alle i verden.” Sådan fortæller Sara, 11 år, om forældrenes skilsmisse.

Hun var seks år, da hendes forældre blev skilt, så hun husker det meste – også fra tiden før skilsmissen. Den tid glemmer børn ellers ofte hurtigt – der er jo ikke rigtig nogen grund til at huske det fælles familieliv med mor og far, hvis der ikke er nogen at dele det med.

Januar og februar er en typiske skilsmissemåneder. Tunge beslutninger er blevet truffet over julen, beslutninger, som har indgribende konsekvenser for både børn og voksne i den familie, der nu skilles.

Selve skilsmissen kan på mange måder beskrives som ground zero – eller som Sara her formulerer det: som om man har det værst af alle i verden. Alt, hvad der er trygt og kendt, vendes på hovedet og ruskes. Intet er, som det plejer at være. Alt det, som børnene tidligere kendte som deres hverdag og som deres familie, udviskes og skal nu defineres og forstås på ny.

Men når hverdagen atter indfinder sig, og når den værste gråd, vrede og fortvivlelse har lagt sig, har voksne ofte tendens til at ”glemme” børnene. Men hvad betyder det egentlig for børn at ”have hjemme” to steder? At være en familie, når mor og far ikke bor sammen? Og hvordan får børnene hverdagen til at hænge sammen, når den fordeler sig i såkaldte dobbeltloop?

ET HVERDAGSLIV på to adresser er på mange måder en helt særlig slags liv, der kræver noget særligt af børn. Generelt er vores dagligdag er jo kendetegnet ved en række cykliske gentagelser – det vil sige, ting vi gør på samme måde hver dag uden at tænke over det. Disse handlinger binder hverdagen sammen, så den forløber let, og uden vi umiddelbart behøver at tænke over det. For børn handler de cykliske rutiner om, hvordan de for eksempel bliver vækket om morgenen, om man spiser morgenmad foran fjernsynet eller ved spisebordet, om man må spille iPad efter børnehave, om man falder i søvn i sin egen seng og så videre. Indimellem viger vi selvfølgelig fra disse rutiner, og en gang imellem ændres de, men generelt gælder det, at vi gør stort set de samme ting hver dag. Det skaber forudsigelighed, tryghed og ro.

Når forældre er skilt og ikke længere behøver at søge konsensus om hverdagens rammer, kan der selvsagt være flere forskellige (modstridende) forståelser i spil omkring, hvordan rutiner og regler skal strukturere børnenes hverdagsliv. De gentagne arrangementer, som børnene er en del af hos henholdsvis deres mor og far, kan således siges at være dobbelte loop.

DOBBELTE LOOP henviser til hverdagens rytmiske gentagelser hos henholdsvis mor og far. De overlapper på nogle punkter og er forskellige på andre. At der er forskelle mellem hverdagen hos mor og hverdagen hos far, er ikke i sig selv problematisk, men vi må dog ikke overse de bestræbelser, børn gør sig for at skabe meningsfuld sammenhæng mellem de to steder.

Faktisk forventer børn forskelle, idet deres forældre jo er skilt af en årsag. Det bliver først prekært, hvis mor og far ikke respekterer hinandens forskelligheder, hvis de har grundlæggende værdimæssige uenigheder, hvis de taler grimt om hinanden eller beder børnene overbringe svære beskeder.

Sådanne forskelle kan der naturligvis også være i kernefamilier, men da disse udspiller sig under samme tag, kan de italesættes og diskuteres langt mere eksplicit mellem alle parter, end hvis det foregår på tværs af to hjem med barnet som eneste vidne.

Pædagoger og lærere kan gøre en forskel. Et børneliv med deleordning er én slags børneliv blandt mange andre. Det er ikke nødvendigvis entydigt negativt eller entydigt positivt – oftest lidt af hvert, som livet jo er.

Børn gør selv en stor, omsorgsfuld og ihærdig indsats for skabe sammenhæng i deres delte hverdag.

Delebørn fortæller dog, at de ofte føler sig alene med overvejelser og bekymringer, som knytter sig til deres deleliv – de mangler med andre ord voksne at tale med – både i forhold til almindeligheder med at få styr på hverdagen to steder og i forhold til mere specifikke vanskeligheder.

Der er derfor brug for opmærksomme voksne, der har blik for børnenes bestræbelser på at få en hverdag med dobbelte loop til at hænge sammen. Voksne, som kan hjælpe, når livet byder på bump og udfordringer.

Her kan lærere og pædagoger gøre en afgørende forskel. Skoler og daginstitutioners kendte og strukturerede rammer kan fungere som et tiltrængt åndehul i en tid, hvor alt andet er under omvæltning.

Men vigtigst af alt kan lærere og pædagogers centrale kendskab til børn over tid gøre, at de kan støtte og involvere sig i børnenes oplevelser og håndtering af det, som Sara kalder det værste, de nogensinde har prøvet.

Anja Marschall er ph.d., adjunkt på UCC og forfatter til bogen ”Børn og skilsmisse – praktikerens guide”.