”Nogen tid efter at han sagde ordet pause, blev jeg sindssyg og kom på hospitalet. Han sagde ikke: Jeg vil aldrig se dig mere, eller, det er forbi, men efter 30 års ægteskab var ordet pause nok til at forvandle mig til en galning, hvis tanker eksploderede, rikochetterede og slingrede ind i hinanden ligesom popcorn i en mikrobølgeovn.”
Så stærkt fortæller forfatteren Siri Hustvedt i romanen ”Sommeren uden mænd” om en kvindes oplevelse af en forestående skilsmisse. Alt, som før var kendt og forudsigeligt, er der med det lille ord ”pause” sat spørgsmålstegn ved. Det trygge og det nære kan ikke længere tages for givet, livets fundament er forandret. En ung mor sagde det sådan: ”Der er et før og et efter skilsmissen.” Når livet tager en absolut drejning, kan det være vanskeligt at finde mening og retning.
Sociologen Aaron Antonovsky har i sin forskning sat fokus på det, han kalder sundhedens oprindelse. Hvad gør, at nogle mennesker klarer livsbelastninger og udfordringer, så de kommer styrket videre, mens andre bukker under?
Det er umiddelbart enkelt at forstå, at nogle mennesker, som udsættes for store livsbelastninger, får påvirket deres handleevne og livskraft. Det kan være vanskeligere at forstå, at nogle mennesker kan gennemleve utrolige livsbelastninger og fortsat bevare sundhed og livskraft.
Oplevelse af sammenhæng er ifølge Antonovsky en vigtig determinant på den linje, der går fra godt til dårligt helbred. For at have oplevelse af sammenhæng må man kunne finde mening, begribelighed og have de sociale ressourcer til rådighed, der skal til for at kunne håndtere livsbelastningerne.
Så vel mening som begribelighed i den enkeltes liv rystes i sin grundvold, når skilsmissen rammer. Derfor er der så afgørende brug for, at skilsmissens parter får hjælp og støtte til at håndtere dette grundstød i livet.
Hvis den livskrise, som skilsmissen er, tilføres yderligere belastninger i form af fordømmelse og forargelse eller uddybning af konflikten med mudderkastning og søgen efter skyld og årsag, øges stressbelastningen, og evnen til håndterbarhed reduceres.
Skilsmisse som fænomen er et modsætningsfyldt tema. Skilsmisse er en frihedsret, som gør det muligt at bryde ud af dårlige og destruktive relationer. Skilsmisse er også en livskrise og et livsvendepunkt, som fortjener den alvor, der skal til, for at den enkelte kan komme omkring hjørnet og videre i livet.
Skilsmissens børn er en sag for sig. Børn lider, når far og mor går hver til sit, og det er en smerte, som er vanskelig at forholde sig til for de voksne omkring dem. I vores iver efter at gøre noget ved det ubærlige tager vi parti eller skyder med skarpt. Nogen må have en skyld, som vi kan angribe.
At angribe skilsmissens forældre for at være egoistiske og forkælede gavner hverken børn eller forældre. Skilsmisse foregår i sorgens og savnets landskab. Uanset om man var den, der gik, eller den, der blev forladt, var skilsmissen meget sjældent en del af den forestilling, som den enkelte voksne har haft for sit liv.
De har drømt om fællesskab og samhørighed, om at dele livets højdepunkter og smertepunkter, om at have et livsvidne og en rejsekammerat på livets landevej. Nu ligger denne drøm øde, samtidig med at børnene lider og har brug for ro, nærvær og omsorg.
Midt i denne livskrise har børn og forældre brug for støtte og omsorg til at bygge en ny vej frem. En vej, hvor far og mor fortsat kan være forældre, så børnene kan vedblive med at være børn.
Samtidig kan vi så arbejde for, at de skilsmisser, som kan undgås ved forebyggelse og støtte, bliver undgået.
Ruth Juul, master i konfliktmægling, Center for Kontakt og Dialog, Drosselvej 6, Taastrup