Skønmaleri af en religion

ISLAM: Pernille Vilhelmsen overser, at mange af verdens muslimer betragter kristne og jøder som vantro, og det med hold i Koranen, der netop taler om »de vantro blandt bogens folk«

Religionsstuderende Pernille Vilhelmsen har i sin kommentar i Kristeligt Dagblad den 25. februar et par bemærkninger, som absolut kræver kommentarer.

For det første henviser hun til A.S. Madsens oversættelse af Koranen som en »autoriseret« oversættelse. Problemet med A.S. Madsens oversættelse er, at den af de fleste sunni- og shiamuslimer bliver betragtet som tendentiøs, fordi A.S. Madsen tilhører Ahmadiyya-bevægelsen, der regnes for kættersk af det store flertal af muslimer. A.S. Madsens oversættelse er ikke mere autoriseret end enhver oversættelse af Bibelen, der blot er lavet i overensstemmelse med teksten på grundsprogene og med skyldig hensyntagen til klassiske eksegetiske grundregler.

For det andet overser hun det faktum, at masser af muslimer verden over netop betragter kristne og jøder som »kuffar« eller »kafirun«, altså vantro, og det med hold i Koranen, der netop taler om »de vantro blandt bogens folk«.

En »kafir« er en person, som fornægter, at islams profet Muhammad er en sand profet, netop ikke en uoplyst person, som endnu ikke kender noget til islams budskab. For at undgå at blive betragtet som »kafir« er en kristen faktisk nødt til at anerkende, at Muhammad var en sand profet og dermed også at anerkende Koranen som Guds ord.

Uanset hvor mange gode og sande udsagn der er i Koranen om Gud og om, hvad der er ret og uret, så må Koranens fornægtelse af Kristi korsfæstelse, af Treenigheden og af Jesus som Guds Søn unægtelig gøre enhver bare nogenlunde rettroende kristen til en »kafir«.

Dertil kommer, at det faktum, at »bogens folk« skulle nyde beskyttelse af den muslimske øvrighed mod betaling af en særlig skat, kun er den halve sandhed om kristnes og jøders status som »dhimmi-er« (beskyttede trossamfund) i islamiske samfund.

Denne status varede mange steder ved til langt ind i det 19. århundrede og i Yemen til midt i det 20. århundrede. Denne status betød særlig klædedragt for kristne og jøder, forbud mod at ride på andet end æsler, forbud mod at ride forbi en muslim uden at stige af ridedyret, forbud mod at bygge nye eller vedligeholde eksisterende bedehuse eller kirker, forbud mod mission og påbud om altid at optræde underdanigt over for muslimer for blot at nævne nogle af de bestemmelser, som sharia udleder af Koranen og Sunna (den islamiske tradition).

Disse bestemmelser er nu opgivet, men mentaliteten bag dem trives endnu. Kristne i Egypten må leve med, at deres tro offentligt fordrejes og kritiseres i muslimske imamers tv-transmitterede prædikener, mens kristne vil blive nådesløst forfulgt for at ytre offentlig kritik af islam og dens profet - altså en klar diskrimination.

For det tredje er det utroligt, at en religionsstuderende fortsat tror på myten om heksebrændinger som et middelalderfænomen. Det var jo overvejende et fænomen, som hørte renæssancetiden til, og som især blev udbredt i Danmark i årene efter reformationen.

For det fjerde påstår Pernille Vilhelmsen, at »skriften glemmer, at Jesus selv er jøde«. En hurtig gennemlæsning af f.eks. Matthæus-evangeliets og Lukasevangeliets første kapitler, Apostlenes Gerninger og Galaterbrevet m.m. efterlader ingen tvivl om Jesu kødelige herkomst - så der bliver vist kun Johannesevangeliet tilbage som et skrift, hvor ordet »jøderne« specifikt får betydning af »de jøder, der var Jesu modstandere«.

I håb om, at dette kan bidrage til at oplyse Pernille Vilhelmsen og andre således, at de får bare lidt større kendskab til »det fulde billede af islam« - og af kristendommen, for den sags skyld - så skal jeg også gøre opmærksom på, at jeg da er enig med hende i, at der findes mørke sider af alle religioner, både i deres hellige bøger og i den praksis deres efterfølgere har lagt for dagen.

Henrik Ertner Rasmussen,

generalsekretær,

Postboks 60,

Bagsværd