Prøv avisen
Ugens debat

Skole, sorg og sprog - den demokratiske kultur er åbenbart ikke ukrænkelig

”Mange af Bertel Haarders politiske initiativer har rosværdigt været forsøg på at skabe åbenhed og muligheder i den europæiske sammenhæng,” skriver tidligere biskop Kjeld Holm i denne uges udgave af ”Ugens debat”. - Foto: Sophia Juliane Lydolph

Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) udtrykte sorg i Berlingske og flere andre medier over den grænsekontrol, der nu er kendsgerningen. Det er en sorg, jeg deler med ham, skriver Kjeld Holm

DET HAR VENTET LÆNGE på sig, et oprør fra kommuner og andre i forhold til den nye skolelov. Det er næsten, som om teolog og filosof Peter Kemp har stået alene med sin kritik. Og dog har utilfredsheden været tydelig mange steder, kritik har der også været fra mange sider, ikke mindst fra lærene.

Men hver gang har politikerne svaret, at det var nødvendigt pænt at vente. De gode resultater skulle nok komme. Skoleeleverne ville blive dygtigere, og skolen ville blive et bedre sted. Indtil nu er der ikke noget, der tyder på det.

Derimod er der massevis af eksempler på elever, der er trætte og ligefrem skoletrætte af umådelig lange dage. Lærerne er det også, og den understøttende undervisning er udelukkende til røveri af tid, som er kostbar også for børn.

Nu er Frederiksberg Kommune gået til modangreb. Ifølge Politiken den 4. januar vil den have tilladelse til at droppe understøttende undervisning og lektiecaféer. Eleverne kan godt forstå det, for ifølge dem går tiden mest med boldspil, kortspil, YouTube og musikvideoer.

Var det meningen? Det mener politikerne på Frederiksberg ikke. Mit 12-årige barnebarn i Egå heller ikke. Hun har dårlig tid og kræfter til at gå til kor på Aarhus Musikskole, selvom hun er vild med det, og alle ved, at her er der både tale om udvikling og dannelse. Men det sidste ord taler skolelovens mødre og fædre ikke meget om, og gør de det endelig, er deres sprog så frasebefængt, at det i sig selv er en kritik af skoleloven.

Men vi er alle prisgivet en politikerjargon, hvor alle udtryksnuancer mere og mere forsvinder. Hvor mange gange sagde statsministeren i sin nytårstale, at ”vi må passe på Danmark”? Det er blevet det nye mantra. Vi får ikke at vide, hvordan, ud over at det naturligvis handler om at begrænse antallet af flygtninge!

At man sagtens kan nedsætte kontanthjælpen, der helt afgjort vil betyde flere fattige, mange flere, ændrer åbenbart ikke ved, at man passer godt på Danmark. Eller de ældre med afføring i bleerne en helt nat på plejehjemmet anfægter åbenbart ikke denne påpasselighed. Men de hører måske ikke rigtig til Danmark?

MEN ÆRES DEN, SOM ÆRES BØR. Kultur- og kirkeminister Bertel Haarder (V) udtrykte sorg i Berlingske og flere andre medier over den grænsekontrol, der nu er kendsgerningen.

Det er en sorg, jeg deler med ham, for vi er fælles om barndommens erfaringer fra at vokse op i et grænseland og har oplevet, hvordan grænser kan lukke ude og lukke inde.

Og mange af Bertel Haarders politiske initiativer har rosværdigt været forsøg på at skabe åbenhed og muligheder i den europæiske sammenhæng.

Opmuntrende var det derfor at blive delagtig i en samtale mellem Haarder og forfatteren Jens Christian Grøndahl nytårsdag i Politiken, hvor de to var enige om, at vel er vi danskere, men vi er også europæere og dermed forvaltere af en demokratisk arv, der nok er under pres fra flere sider, men som er helt nødvendig at fastholde, og det kan kun ske ved en insisteren på et stærkt europæisk samarbejde og sammenhold. Måske er det vigtigt også at passe på Europa. Men det sagde statsministeren vist ikke noget om.

Samme Jens Christian Grøndahl har i øvrigt begået en helt fremragende artikel i det væsentlige årsskrift, som Garnisons Sogn Menighedsråd udgiver hvert år op mod jul. Om den tomme frihed.

Om velfærdssamfundets angst for kultur, uanset hvilken klasse i samfundet man tilhører. Man ”tilbringer tiden med at trimme og træne sin krop, hvad enten den er tatoveret eller ej”. Og selvom vi betragter det enkelte menneske som ukrænkeligt, så er den verdslige, demokratiske kultur det åbenbart ikke. Den er tværtimod til diskussion hele tiden, ”men den er ikke desto mindre debattens forudsætninger”.

Men frygten har forandret verden, og det har vist sig, at ”der er noget ironisk ved, at modernitetens fribårne individ skulle vise sig at være så porøst og skrøbeligt”. Over for dette ser Grøndahl den nødvendige mulighed, at friheden sætter i bevægelse, ”tage det første skridt ud af mig selv”. Jens Christian Grøndahl har vi brug for, før skolen og sproget er blevet parodier.

Ugens debat skrives på skift af tidligere biskop i Aarhus og klummeskribent på Kristeligt Dagblad Kjeld Holm og præst og anmelder på Kristeligt Dagblad Kristian Østergaard. En af de to samler hver fredag op på og kommenterer en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter