Skoleeksempel på forstillelse

ISLAM: Inden man gengiver, at en bevægelse som Minhaj ul-Quran arbejder for demokrati og menneskerettigheder, skal bevægelsens skrifter underkastes en kritisk gennemgang

I Kristeligt Dagblad den 10. juni står som overskrift over et interview med den islamiske ekstremist Tariq ul-Qadri, at han og hans bevægelse Minhaj ul-Quran, og hans discipel Mona Sheikh, arbejder for demokrati og religionsfrihed og kæmper for menneskerettigheder. Før man gengiver noget sådant, bør man med kritisk sans konsultere bevægelsens skriftlige kilder. Den officielle målsætning for Minhaj-bevægelsen er nemlig:

1) Islamisk lov giver fred og harmoni. Derfor skal alle verdens lande underkastes islamisk lov (sharia), om nødvendigt ved magt.

2) Islam skal have overhøjheden i alle lande over de »vantro«.

3) Bibelen er en forfalskning. Den ægte Bibel findes i Barnabasevangeliet som er et skrift skrevet ved sultanens hof i Tyrkiet i år 1400 efter Jesus! Her påstås, at Jesus sagde om sig selv, at han var vejbereder for Muhammed.

4) Alle ikke-troende og alle kristne skal underkaste sig islam.

Går man ind på Minhajs hjemmesider i Tyskland og England, finder man »Five Stages of the Movement« - som handlingsprogram for, hvordan islamisk verdensherredømme opnås:

I interviewet i Kristeligt Dagblad siger ul-Qadri også, at han tager afstand fra Taleban i Afghanistan. Men bevægelsens tidsskrifter siger det modsatte: »I stedet for at bekæmpe Taleban skulle USA og dets allierede hellere ankende Taleban som retmæssig og legitim regering (»Western Views International« nr. 3, 2001, udg. af Minhaj International Bureau).

Bevægelsens engelske blad The Revival har leveret et glødende forsvar for Talebanbevægelsen:

»Talebanbevægelsen er den eneste muslimske regering i verden, som er seriøs i oprettelsen af islamisk lov«. (The Revivals hjemmeside på internettet, som nu er lukket for ikke-medlemmer, viser brugen af taqiya, kunsten at snyde sine fjender, dvs. officielt at gå ind for »fred og fremskridt«, men reelt arbejde for det modsatte. De forvirrende modsat-rettede udmeldinger fra Minaj ul-Quran medlemmerne i Danmark skyldes taqiya: den islamiske dispensation for at forvirre og føre »vantro« bag lyset, ligesom »Allah bedrog de kristne«. Det er legitimt at lyve og forvirre, blot det menneske, man lyver over for, er »vantro«).

Videre skriver de: »Han (ul-Qadri) påviste på grundlag af Koranen og sunna (Profetens liv), at en person, der findes skyldig i foragt for Profetens endegyldighed skal dræbes. Foragt for Profetens endegyldighed er en forbrydelse, som ikke kan tolereres, hvad enten den begås direkte, indirekte, med overlæg eller utilsigtet. Forbrydelsen er så alvorlig, at end ikke dømtes anger kan forskåne ham fra dødsstraffen« (fra bogen »Islam & Christianity« af Tahir ul-Qadri).

Der er altså her endog tale om en skærpelse i forhold til fundamentalistisk islam. Tariq ul-Quadri var en af de vigtigste kræfter for i sin tid at få general Ul-Haq til at indføre væsentlige dele af islamisk lov i Pakistan. I nogle af de skriftlige interne dokumenter af Minhaj al-Quran, jeg ligger inde med, praler dele af bevægelsen endog med delagtigheden i anslaget på World Trade Center, i andre prises jihad (hellig krig): Der er opskrifter på snigmord (sniping), brugen af Kalasjnikowgeværer, miner, og militærtræning. Bevægelsens systematiske brug af forstilles (taqiya) led et afgørende knæk, da bevægelsens danske »paradehest« Mona Sheik nægtede at tage afstand fra islamisk lov.

Rolf Slot-Henriksen,

Mølgårdsvej 38,

Vejle Ø