Skoleelev: Vi unge kvinder har en facade, som folk omkring os tror er ægte

Vi kan ikke huske, hvornår vi sidst så os selv i spejlet og var tilfredse med dem, der kiggede tilbage på os, skriver skoleelev Celina Amalie Eiken om sig selv og sine veninder

Voksne kan garanteret også føle sig usikre på sig selv, men ungdommens usikkerhed er en anden, skriver Celina Amalie Eiken.
Voksne kan garanteret også føle sig usikre på sig selv, men ungdommens usikkerhed er en anden, skriver Celina Amalie Eiken. Foto: Privatfoto.

I min hverdag som en pige i 8. klasse i en dansk folkeskole, oplever jeg lidt af hvert. Ikke fysiske slåskampe, men psykiske - især de indre slåskampe. En ting, alle vi piger har tilfælles, er et håb om en smukkere krop. Ikke for at passe ind i samfundets standarder, men for at passe ind i vores egne.

Søde ord og bemærkninger fra familien er ikke nok til at forsikre os om, at vi er gode nok, som vi er. Ja, måske gør det os lidt varme om hjertet, når vores veninder siger, at vi ser slanke og pæne ud, men glæden er meget kortvarig. Intet kan få os overbevist, ud over vores egen bedømmelse af vores egen krop.

Vores mening og indre stemme er dominerende. Altid. Mange af mine samtaler med veninder handler om, hvorvidt jeg eller den anden ser oppustet eller tyk ud. På skolen trækker pigerne hinanden ud på toiletterne, hvor alle lige skal tjekke, hvordan de eller deres kroppe ser ud. At få den bekræftelse, at man ikke ser oppustet ud, hjælper ikke, men det gør emnet lettere. Det bliver ikke et dybt eller alvorligt samtaleemne, mere et vi joker med. Man ridser lidt i overfladen.

Alle ved, at teenageårene er svære, men de tanker, som kører rundt i hovedet på jeres døtre er der ikke mange, der ved noget om. Nogle voksne vil måske sige, at de har det på samme måde. Og ja, alle kan føle sig usikre en gang imellem. Men er det i så voldsom grad, at det er det første, du tænker på, når du står op? Stiller du dig foran spejlet og tjekker grundigt efter, om du er nået tættere på dit mål, eller om din indsats er forgæves? Føler du dig skyldig efter at have spist mere end to små portioner mad om dagen? Håbet om en ”pænere” krop besætter din hjerne. Det er det eneste, du går op i. Tankerne fylder mere og mere. Alt dette foregår selvfølgelig i det skjulte - ingen skal vide det. Det skal ikke være min svaghed. Det må ikke være min svaghed.

Vi unge kvinder har en facade, som folk omkring os tror er ægte. Over tid bliver muren ind til vores følelser tykkere og tykkere og højere og højere. Andre vil ikke lægge mærke til det. Der er nemlig ikke meget, som ændrer sig udadtil. Mange af os lukker os bare inde bag et smil, mens vi bløder indvendigt. Men hvordan starter tankerne? For at være ærlig ved jeg det ikke. Hukommelsen bliver sløret, når jeg prøver at tænke tilbage til første gang, jeg tænkte dårligt om mig selv. Og sådan tror jeg, mange af os har det. Vi kan ikke huske, hvornår vi sidst spiste det, vi havde lyst til, uden at føle os skyldige bagefter. Vi kan ikke huske, hvornår vi sidst så os selv i spejlet og var tilfredse med hende, som kiggede tilbage på os. Vi kan ikke huske, hvornår tankerne startede. Om det var en proces, eller om de en dag bare var der.

De må jo være dukket op på sociale medier. Det er mit bedste gæt. At se nye kroppe hver dag i alle mulige forskellige poseringer og sammenhænge er noget, vi unge piger er vokset op med. Ja, vi ved godt, at det meste af det er enten taget fra bestemte vinkler eller photoshoppet, men det betyder ikke noget. De får det jo til at se ægte ud.

Accepten af os selv må komme med tiden. Det håber vi alle på. Nogle dage vil altid være bedre end andre. At acceptere den, vi er, kræver mod. Det kræver mod at stå frem og sige; ”Her er jeg, og I må tage mig, som jeg er!” Det at stå frem og vise over for andre, at det her er sådan, du er, uanset hvad de tænker eller siger, kræver rygrad. Mere end man lige går og tror. Så hvis du er en af dem, som står frem og viser, at du er dig, kan du nu kalde dig selv et forbillede for alle os andre.

Celina Amalie Eiken er skoleelev.