TVANG ELLER EN KÆRLIG OPMUNTRING. René Nielsen, skoleleder på Nymarkskolen i Slagelse, står et sted imellem to tilgange til udfordringen med børn i ghettoområder med dårlige sprogkundskaber.
Spørgsmålet er på ny blevet aktualiseret med regeringens kommende forslag om at tvinge børn i ghettoområder i daginstitution. På Nymarkskolen – 500 meter fra ghettoområdet Ringparken i Slagelse – er 37 procent af børnene tosprogede, og det indebærer store problemer, mener René Nielsen:
”Vi oplever simpelthen flere børn, der har et så dårligt dansk, at de ikke kan lære i skolen,” siger René Nielsen.
Det er blandt andet sprogforståelsen, det halter med blandt de tosprogede børn. De kender ordet ”æble” og ”pære,” men ved ikke, at begge kaldes en ”frugt”. Børnene har svært ved at forstå klassekammeraternes og lærernes sprog og beskeder, og sammenlagt betyder det, at flere af indvandrerbørnene kæmper for at følge med i timerne.
”Det fylder jo noget i hverdagen, at vi har børn, der ikke kan få forløst deres potentiale og lære det, de skal, på grund af de sproglige og kulturelle barrierer,” siger René Nielsen.
DET DÅRLIGE SPROG kan René Nielsen og kollegerne på Nymarkskolen blandt andet se forklaret i forældrenes danskkundskaber. Det gør det svært for skolen at kommunikere med de voksne til forældrearrangementer. Blandt andet om den kulturelle udfordring, skolen oplever hos børnene:
”I folkeskolen er børnene meget sammen, fordi det er vigtigt at lære at indgå i et fællesskab. For eksempel ved at deltage i børnefødselsdage. Men vi kan se, at nogle af de tosprogede elever ikke deltager i børnefødselsdage. Det er simpelthen ikke noget, forældrene synes er vigtigt,” siger René Nielsen.
TRODS DE ÅBENLYSE PROBLEMER er René Nielsen ikke umiddelbart tilhænger af, at børnene skal tvinges i vuggestue og børnehave. Omvendt mener skolelederen, at samfundet for længe har været for håndsky i forhold til ghettoområderne:
”En gang imellem tænker jeg, at vi ikke helt mener det, vi siger. Vi siger til forældrene, at det er vigtigt at lære dansk, og vi tester dem også, men vi bruger ikke nok kræfter på at følge op. Jeg tror, at det skyldes, at vi har været for henholdende og bekymrede for, om vi kunne tillade os at stille krav,” siger René Nielsen. Og det er et svigt, mener han:
”Historien skræmmer jo. Mange af de forældre, vi har svært ved at tale dansk med, er et produkt af det danske samfund og den danske folkeskole. Jeg kan godt blive bekymret for, om vi gentager historien med de børn, som går i skole nu, og som ikke mestrer det danske sprog,” siger skoleleder René Nielsen.
Men er en af farerne ved at stille for høje krav ikke, at man risikerer at svække relationen mellem forældrene og de institutioner, hvor deres børn går?
”I virkeligheden vil jeg hellere vende diskussionen den anden vej rundt. Hvis vi får forældrenes opbakning, kan vi opnå nærmest hvad som helst. Hvis vi stiller alle børn ens og ikke kun stiller krav til de tosprogede, kan vi nå langt.”
Et andet argument har været, at det kan være grænseoverskridende for en person med en anden kultur at aflevere sit barn til fremmede mennesker, og at man dermed kan gamble med tilliden til forældrene, hvis man går længere end i dag i forhold til at få børnene i institution. Kan du følge det?
”Både ja og nej. Men hvis vi stiller krav til alle, der går i børnehave, og ikke kun de tosprogede, behøver det ikke være et problem. I skolen oplever vi også etnisk danske børn, der er sprogligt understimulerede, så hvis vi vender vores opmærksomhed mod alle børn, synes jeg, at vi skal tage den værdikamp, der ligger bag.”
”Det danske samfund lever af at give børn og unge de bedste muligheder. De er samfundets råstof, og vi risikerer at tabe børn på gulvet, hvis vi ikke tager fat om de barrierer, der forhindrer dem i at deltage i samfundet.”
Er der ikke en risiko for, at børnene kommer i klemme, hvis man stiller så høje krav til deres forældre, at man skaber et modsætningsforhold mellem forældrene og institutionen?
”Det er der selvfølgelig. Derfor bryder jeg mig i sidste ende heller ikke om tvang. I Danmark skal vi være i dialog om udfordringerne, men vi er nødt til at være endnu skarpere på, hvad vi mener, der er vigtigt.”
