Med glæde læste jeg Olaf Michelsens indlæg den 16. januar om det gode liv uden digitalisering, og med glæde huskede jeg de to analoge årtier, som jeg fik lov at opleve. Det var dengang, man skulle spørge sine forældre om lov til at låne telefonen, når man skulle ringe til en ven for at lave en legeaftale. Hvis man var heldig, så havde man endda en trådløs telefon, der gjorde det muligt at få lidt privatliv, mens man talte med hinanden.
Næsten dagligt landede der breve i postkassen, som ikke kunne besvares med det samme, og internet var noget, der blev brugt lejlighedsvist til at forberede sig på den kommende fremlæggelse i skolen. En noget langsommere hverdag, der gav hjernen et pusterum og tid til at koble af en gang imellem.
Det kan godt være, at ældre personer føler sig uden for samfundet, når de ikke kan eller vil følge med i den teknologiske udvikling, men måske er det det, vi trænger til? Måske det er på tide, at vi melder os aktivt ud af det digitale samfund.
Når jeg ser på nutidens skolebørn, der swiper rundt i et digitalt univers i stedet for at kommunikere med deres næste, bliver jeg eftertænksom. Digitalisering og den permanente adgang til ensrettet input bidrager til en mangel på kreativitet, åndelighed og kommunikative kompetencer.
Hvorfor skal de unge dog gør sig umage for at aflevere en stil, hvis det hele kan findes på nettet eller skrives af kunstig intelligens? Digitaliseringen skulle gøre livet nemmere, men alligevel mistrives de unge som aldrig før, og de voksne er pressede på grund af en ikke-eksisterende work-life-balance og tvunget tilgængelighed. Mission not accomplished.
For mig føles digitaliseringen mere som en byrde, som mine skuldre skal bære, og som bliver tungere, jo mere den fylder i min hverdag. Derfor øver jeg mig i at ringe til folk i stedet for at sende en mail og betale med kontanter, så min niårige søn får en fornemmelse for, at penge ikke kun er nogle tal på computerskærmen eller ens smartphone.
På en måde kan jeg blive misundelig på den analoge tilværelse og den uforstyrrethed og naturlige mindfulness, der er forbundet med den. Jeg mindes den tid, hvor man blev optaget af en stjernefyldt nattehimmel frem for en mobilskærm, når man var på vej hjem, efter at man havde besøgt sine venner og snakket med dem ansigt til ansigt – suk!
Tim S. Nissen er skoleleder.