Katja Gottlieb, du har betegnet det som vigtigt for lærernes ytringsfrihed, at Østre Landsret har afgjort, at det var forkert af Odense Kommune tilbage i 2014 at give læreren Erik Schmidt en tjenstlig advarsel for en højlydt kritik af sin leder på et møde på Agedrup Skole. Hvorfor?
Fordi jeg tror, lærere får svært ved at ytre sig, hvis de bliver bange for, hvor grænserne går for, hvad man må sige på lærerværelset. Det gælder også på andre offentlige arbejdspladser, for eksempel sygehuse, at man må have lov til at tale sammen om den måde, tingene bliver gjort på. Og nogle gange får man måske lige hævet stemmen for meget, men så siger man undskyld, og så kommer man videre. Det er værre, hvis man altid tier stille, og elever eller patienter lider under det.
Du er selv en af de lærere, der har ytret dig højlydt. Er du ikke selv et eksempel på, at lærere faktisk har masser af ytringsfrihed?
Jo, de fleste ledere, jeg har arbejdet sammen med, har været supergode til at give lærerne mulighed for at ytre sig. Jeg har oplevet én situation, hvor jeg blev fejet af banen og fik at vide: ”Nu tier du stille.” Andre gange er mine ytringer blevet mødt med reaktionen: ”Det siger du bare, fordi du er aktiv i Lærerforeningen.”
Når lærere kæmper så meget for retten til at kunne sige deres leder imod, skyldes det så ikke, at lærere traditionelt har været vant til at tilrettelægge undervisningen på deres helt egen måde og slet ikke synes, lederen skal blande sig?
Nej, der er mange, der har en forestilling om den der helt privatpraktiserende lærer. Det er noget, der stammer fra onkel Kurts erindringer fra Sundbyøster Skole i 1950’erne. Det er meget længe siden, en lærer bare har kørt sit eget løb. Bare siden jeg begyndte som lærer i 1999, er udviklingen gået meget i retning af, at man ikke bare passer sig selv. Jeg oplever heller ikke, at lærere generelt har et problem med, at lederen passer sit arbejde. At der bliver udøvet ledelse, er en vigtig faktor for, at læreren kan koncentrere sig om kerneydelsen.
I forhold til den konkrete sag fra Fyn har Kommunernes Landsforening sagt, at den slet ikke handler om retten til at ytre sig kritisk. Det handler om at holde en pæn og ordentlig tone over for hinanden og ikke råbe: ”Nu må det her vanvid stoppe!”. Gælder det ikke for os alle, at der med friheden følger et ansvar for at sige tingene på en ordentlig måde?
Jeg har godt set, at der er blevet henvist til værdighedsparagraffen og talt om dekorum. Jeg tror, de fleste lærere er meget bevidste om, at de skal opføre sig værdigt i det offentlige rum og skal kunne fungere som rollemodeller for børn og unge. Men denne sag handler ikke om færden i det offentlige rum, men om debat på lærermøder, hvor de fordringer, som kommer ovenfra, ikke altid fremstår lige meningsfulde. Til lærerstillinger bliver der altid efterspurgt mennesker, der kan gå ind og være mennesker i forhold til eleverne og ikke bare en skærm. Så må man også leve med, at når man ansætter folk, der kan brænde, begejstre og have blik for, at Jonas vist har det skidt i dag, også kan komme til at forløbe sig og råbe på et møde – uden at det skal koste en tjenstlig samtale.
Men er der en grænse for, hvor meget ”negativ attitude” man som medarbejder kan have lov til at udvise over for lederen i kollegernes påhør?
Jo, lederen har ledelsesretten. Hvis man altid er på tværs og grundlæggende ikke er indstillet på at gøre, som lederen siger, må man finde sig et andet sted at arbejde.
Men det er ikke det samme, som at man nogle gange må have lov til at sige sin mening, hvis der kommer instrukser ovenfra, som man er ude af stand til at se den pædagogiske begrundelse for.
Er der efter din vurdering sket en forandring på dette område i de seneste år?
Ja, vi har fortsat en skolekultur, som bygger på, at vi kan tale om tingene.
Men i den seneste tid har jeg talt med mange lærere, der ikke havde lyst til at sige noget af frygt for at blive set som et brokkehoved og måske risikere en tjenstlig samtale. Derfor synes jeg, at Østre Landsrets afgørelse er vigtig for skolen.