Prøv avisen
Etisk set

Etisk set: Skolen skal tilbage til kernen

Lad os ikke smide barnet ud med badevandet. De går der stadig, og det er deres læring og udvikling, det drejer sig om, skriver professor i psykologi Lene Tanggaard

Nu er der igen liv i skolen. Flaget er hejst, og forventningerne til et nyt skoleår står mejslet i ansigterne på de mange skolebørn. Er det i år, jeg lærer at læse eller at regne med brøker? Skal vi have Poetry Slam igen i dansktimerne? Mon projektugen går godt? Mon Maja vil være venner med mig igen, og vil Storm kysse mig ude i aulaen?

Børnene møder en skole, der på mange plan er forbavsende konservativ. På trods af alskens initiativer og teknologier i form af nye læringskoncepter, digitale løsninger og platforme, så er der noget i skolen, der nærmest står stille. Børn lever mange af deres vågne timer i skolens univers, og her genspiller sig eksistentielle temaer, der har evig karakter. Håb, frydefuld forundring, angstens bæven, længslen. forelskelsen, venskabets bølgegange, uretfærdigheden.

I begyndelsen af august måned havde jeg selv fornøjelsen af en art første skoledag efter en lidt regnfuld sommer i Danmark og så rigelig med sol i Frankrig. Jeg deltog på undervisningsministeriets Sorø-møde. De smukke omgivelser på Sorø Akademi var ramme for årets tema om dannelse i skolen i et globalt perspektiv. Ministeren betonede i sin åbningstale, at dannelse i skolen er bestræbelsen på at viderebringe det bedste, vi har til eleverne. Det er deres arbejde med stoffet, der danner. På den baggrund skaber vi betingelserne for, at eleverne udvikler sig som myndige og ikke blot føjelige samfundsborgere. Ministeren talte om fagene, færdighederne og kundskabernes betydning. En overligger for hele mødet var, at vi på mange måder har brug for at vende tilbage til kernen af, hvad det vil sige at bedrive skole. Ministeren har, som flere andre, et horn i siden på reformpædagogikken og på alskens projekter, der trækker fokus væk fra, at dannelse i skolen sker ind igennem fagene, og at den, der ved, er bedst til at sige fra. Myndigheden vokser frem i kraft af viden. Det er det, vi holder skole for.

De fleste aktører i skolen er begejstrede for, at fagene, færdighederne, kundskaberne og pædagogikken er tilbage i diskussionerne om skolen. Det teknificerede sprog har længe haft en overlegen position. Overalt tales der om læringseffekter og optimeret læringsudbytte. Psykologien med dens begreber om motivation, lyst til læring og robusthed har sejret så rigeligt. Så er der en stemning af genkomst i skolen i øjeblikket. En fornemmelse af, at vi igen kan begynde at tale om, hvad skole er. At skole naturligvis handler om at lære noget, men at skolen er meget mere. En central institution i vores samfund, hvor reproduktionen af det gamle og tilblivelsen af det nye sker i stadig vekselvirkning med fagene og disses almene horisont. Det er der mere end nogensinde brug for. De seneste tal og undersøgelser viser, at stadigt flere forældre på forhånd vælger folkeskolen fra til fordel for privatskolerne, og at kun knap halvdelen af forældrene til børn i folkeskolen er tilfredse med de lange skoledage i forlængelse af skolereformen. Som en bekendt skrev til mig: ”Jeg savner folkeskolen”. Det gør jeg også. Så den konservative besindelse på, hvad skole er, er måske det eneste, der kan bringe skolen videre?

Bare det så samtidig følges op af handlinger, der reelt kan udvikle skolen, for den største fare lige nu er måske, at roen sænker sig så meget om skolen, at det hele kommer til at stå stille. Lad os ikke per automatik forveksle udvikling med projektmageri. Og lad os ikke smide barnet ud med badevandet. De går der stadig, og det er deres læring og udvikling, det drejer sig om.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, professor mso i antropologi og neurovidenskab Andreas Roepstorff, velfærds-politisk chef i Cepos og medlem af Det Etiske Råd Mia Amalie Holstein og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.