Prøv avisen
Mediekommentar

Sørine Gotfredsen: Skolens julegudstjeneste er et smukt symbol

Undervisningsminister Merete Riisager (LA) forklarede på TV 2, at det er helt forkert at tømme folkeskolen for kulturel arv. Foto: Leitorp & Vadskær

Mon ikke man i Græsted skulle tænke det hele igennem én gang til, inden man afskaffer den julegudstjeneste, der udgør et smukt symbol på, hvordan religion, kultur og selvstændig tænkning i samme bevægelse kan indramme menneskers liv, skriver Sørine Gotfredsen

DER ER EN VIS grund til optimisme, skønt historien ellers som udgangspunkt er trist. På en skole i Græsted har man besluttet at afskaffe den årlige julegudstjeneste, hvilket er en velkendt praksis i landet her, der løbende får medieplads. Og med god grund.

Argumentet i Græsted er, at man vil tage hensyn til de ikke-protestantiske elever, og at undervisningen ikke må rumme forkyndelse. Tilsyneladende er det kun skolens egen bestyrelse, der kan se problemet, for børn og forældre beklager beslutningen, og ingen har vist klaget over det årlige kirkebesøg, men nogen på skolen må have forlæst sig på de to sure, ateistiske kommentatorer i Politiken, og alt er ved det gamle.

Og dog. Ikke alt, for bemærk lige, hvordan skolen har modtaget klar kritik direkte fra Christiansborg. Statsministeren kalder beslutningen en ”ommer”, og undervisningsminister Merete Riisager (LA) forklarede forbilledligt i TV 2 Nyhederne mandag aften, at det er helt forkert at tømme folkeskolen for kulturel arv, for man inkluderer ikke ved at afskaffe traditioner, men ved at invitere alle ind i dem.

Der findes i dag en selvfølgelighed angående denne erkendelse, der viser, at vi er nået et pænt stykke ad besindelsens vej. Men skal politikerne overhovedet blande sig i den slags, spurgte TV 2-værten. Ja, det skal de. De skal ikke tvinge en skole til en bestemt praksis (medmindre regler brydes), men de skal have en holdning til skolernes syn på tradition. Det er værdipolitik, det er hjerteblod, og skulle nogen være i tvivl om relevansen, blev man mindet om den samme aften i programmet ”Adgang med Abdel” på DR 2. Her optrådte netop den tankegang, der sætter værdidebatten i relief. Det handlede om Sara Omars nye, meget omtalte roman ”Dødevaskeren”, der beskriver muslimsk kvindeundertrykkelse, og her udtalte en anden kvindelig muslim på flydende dansk, at hun finder Sara Omars kritik af islam problematisk, eftersom islam er perfekt.

En sådan formulering åbenbarer, hvor langt visse såkaldt integrerede muslimer stadig er fra at begribe fidusen i religionskritik i et moderne samfund, og mens vi oplever en sådan afvisning af overhovedet at reformere islam, mener man altså i Græsted, at det er på tide at kappe forbindelsen mellem skolen og den kristne arv, der netop har været med til at lære os, at religioner og deres hellige skrifter skal tåle modsigelse.

Der er milevidt fra den reflekterede og selvkritiske kristne tradition til en muslimsk kvinde, der blot hævder, at Koranen er ufejlbarlig, og mon ikke man i Græsted skulle tænke det hele igennem én gang til, inden man afskaffer den julegudstjeneste, der udgør et smukt symbol på, hvordan religion, kultur og selvstændig tænkning i samme bevægelse kan indramme menneskers liv.

Tilsyneladende kniber det i bestyrelseslokalet med at forstå nuancerne, men flere politikere har til gengæld efterhånden fattet det. Og det er så opløftende, at man næsten skulle tro, at mange års værdidebat faktisk har ført til noget.

Sørine Gotfredsen er sognepræst og debattør.