Prøv avisen
Kirkeligt set

Skovhuggeren Luther

Illustration: Søren Mosdal

Reformationen var ikke et teselskab. Det bliver hurtigt klart for enhver, der her i Luther-året sætter sig lidt ind i følgerne af Luthers befriende trosgennembrud i omegnen af året 1517, skriver biskop Henrik Wigh-Poulsen i kirkeligt set

Reformationen var ikke et teselskab. Det bliver hurtigt klart for enhver, der her i Luther-året sætter sig lidt ind i følgerne af Luthers befriende trosgennembrud i omegnen af året 1517. Hans nybrydende bibelfortolkning og forståelse af forholdet mellem Gud og menneske satte ting i skred. Store ting. Teserne på kirkedøren i Wittenberg var – selvom de måske ikke fra begyndelsen var tænkt sådan – som et Big Bang, hvis eftervirkninger bliver ved med at rumle i vores kirke, kultur og samfund.

I forhold til den gældende verdensorden, baseret på den ene sande katolske kirke, var der tale om en gigantisk destabilisering, et system- eller monopolnedbrud af dimensioner. Klart, at det prægede Luthers selvforståelse. Og at den selvforståelse i høj grad var præget af konfrontation og kamp, giver sig selv. Hvad kunne den ellers være?

”Jeg er født til, at jeg skal bekrige sværmere og djævle og ligge i krig med dem, og derfor er mine bøger meget voldsomme og krigeriske. Jeg skal rydde stubbe og stammer, borthugge torne og hække, fylde vandhuller. Jeg er den grove skovhugger, som skal bane vejen og berede den.” Et pragtfuldt Luther-citat, der så udmærket rammer tonen.

Og som sådan var tonen i polemikken mellem reformatorerne og romerkirken, og mellem reformatorerne indbyrdes, rimelig ufriseret. Vreden, hadet, smædeskrifterne og voldsfantasierne havde frit løb. Og her var Luther en sand virtuos, når det gjaldt paven, munkene, sværmerne og, ikke mindst, jøderne. Energien, der blev frisat ved det reformatoriske gennembrud var også af destruktiv karakter, for nu igen at vælge et stærkt modererende udtryk. Det blev ikke kun ved fantasierne og de latrinære kraftudtryk. I kølvandet på bondeoprøret og reformatoriske fribytteres forsøg på at etablere et himmelsk Jerusalem i den tyske by Münster flød blod og afhuggede lemmer, og i de magtpolitiske kampe og krige, der siden fulgte den store destabilisering, var grusomheden og siden den religiøse intolerance udtalt.

Og nej, vi kan naturligvis ikke måle den tids kontroverser med bløde velfærdsdanske nutidsalen. Men det nytter heller ikke at læse hen over det. Især nu, da religiøs vold har fået en sørgelig renæssance. Det kan sagtens være, at der i religionen islam er elementer, der lettere føder ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse, men i vores egen historie, i vores reformatoriske tradition og kirkeligt teologiske arv, rumsterer der også masser af ekstremisme, krig, vold og undertrykkelse.

Apokalyptisk selvforståelse, altså troen på, at vi står foran de sidste tider, og at dette alene kaster alle hensyn til side, er ikke noget, islam har monopol på. Trang til martyriet, spektakulære henrettelser og kampen mod de vantro horder heller ikke. Men at vi også selv har historiske aktier i sådan en arv, kan måske være med til at gøre os klogere på og være med til at kaste et tiltrængt kritisk lys på den religiøse vold samt på alle dens mekanismer, som de kan gøre sig gældende i en hvilken som helst religiøs sammenhæng.

Og lige meget hvad, må det vel være en reformatorisk og da især luthersk pointe til efterfølgelse, at den troende må stå op imod den kirke eller religion, der bliver til sjæletyranni, undertrykkelse og vold. Dén tanke – om kristenmenneskets frihed – hæver sig op som et solbeskinnet skær mellem brodsøer.

Når man læser om Luthers egne kampe, forstår man lidt af, hvilket enormt indre og ydre pres og tungt politisk ansvar der har hvilet på ham, og i hvilken grad det har kostet svære anfægtelser og forbitrelse. Ikke desto mindre er det også i hans teologiske tanker og erkendelser, vi finder dels en kritisk opmærksomhed over for troens/kirkens/religionens ødelæggende potentiale, dels en stærk og trøsterig modsigelse af samme.

I en tid, hvor religiøs vrede og ekstremisme flere steder begynder at dukke op til overfladen i både ord, og endnu værre, som handlinger; i en tid, hvor de religionsfobiske af samme grund har alt for let spil, og hvor hævdelsen af religionsfriheden derfor er en stadig mere besværlig balanceakt, er det så meget desto vigtigere at fastholde en luthersk religionskritik.

Som en klar erkendelse af, at blandingen af tro, religion og magt kan gå grueligt galt, både her som der. Som en større indsigt i, hvorfor og hvordan det gør det. Og, først og fremmest som en fastholdelse af, som Luther lærte os, at Gud kalder os ud af os selv og vores eget. Ikke for at knægte og betvinge vores næste, men for at tjene ham.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh.