”Lidt ligesom skriftestolen uden Gud og uden tilgivelse”.
Sådan blev ”Hemmeligheder” på P1 omtalt af den ene af værterne, Sanne Cigale Benmouyal. Det lyder som et hospital uden læger, men sammen med sin medvært Anders Lund Madsen mente Sanne Cigale Benmouyal alligevel, at man måske kunne få det lidt bedre ved at dele sine hemmeligheder i radioen. Det var nemlig muligt at indtelefonere en hemmelighed under fuld anonymitet og med stemmeforvrængning og på den måde ikke være ene om det tyngende.
Nu kan man også have søde hemmeligheder og underfulde hemmeligheder. I Det Nye Testamente tales der om Kristus-hemmeligheden. Men i ”Hemmeligheder” var der tale om belastende hemmeligheder. Viden om sin fars affære, ønsket om at en mormor skulle dø, fortærende ensomhed, og så var der kvinden, som gik med den hemmelighed, at hun havde slået sin mand ihjel, men det var der ingen, som vidste i det lille lokalsamfund, hvor hun nu boede.
Kvinden var blevet morder som reaktion på flere års misbrug, men i samtalen fastholdt hun, at der ikke var ”nogen undskyldning”, for det hun havde gjort. Straffen var udstået, skammen bar hun stadig på.
Mens snakken gik med den kvindelige morder, og Sanne Cigale Benmouyal og Anders Lund Madsen er et temmelig snakkende værtspar, som altid kan diske op med en anekdote fra deres eget liv, mente Sanne Cigale Benmouyal alligevel, at der manglede ”en lille smule Gud og tilgivelse” i programmet.
Da hun sagde det, kom jeg uvilkårligt til at tænke på en salmelinje ”Verdens trøst er intet værd”. Selv om det, indrømmet, kan være noget værd at blive mindet om, at vi alle har mørke eller pinagtige hemmeligheder.
Foruden de indtelefonerede hemmeligheder og værternes egen talestrøm kunne man også høre ugens gæst. Denne gang var det folketingspolitikeren Ida Auken (S), som fortalte, at man skal kunne holde på en hemmelighed i politik.
Det var de også ret gode til i hendes forrige parti, Det Radikale Venstre, hvor man i flere år dækkede over Morten Østergaards løbske vellyst. Ida Auken brød ganske vist tavsheden i 2020, men allerede i 2017 havde hun advaret om partiformandens opførsel på de indre linjer. Det var ellers noget af et hemmelighedskræmmeri, som fik et særligt skær af hykleri i lyset af de radikales højstemte Metoo-prædikener.
Den sag blev nu ikke nævnt i programmet, men aftalen var, at Ida Auken selv skulle bidrage med en hemmelighed. Hun fortalte således, hvordan hun umiddelbart før sin sygemelding med stress havde stået helt uforberedt over for en forsamling arkitekter, som hun skulle oplæg for. Ida Auken gjorde i øvrigt fint rede for det sproglige slægtskab mellem ”hemmelig” og ”hjemligt”, og dermed for det hemmelige som noget der ikke er for alle, men netop hjemhørende blandt de fortrolige og nære.
Hvem kender også den hemmelighed, som er et menneske, andre end han, som skabte det? Det skal ikke dog ikke være nogen hemmelighed, at ”Hemmeligheder” var noget længere, end min interesse kunne bære.
Jesper Bacher er sognepræst