Stå fast. Gå glip. Less Is More. Stop Madspild. Downsize. Sproget vrimler i øjeblikket med udtryk, der vidner om, at vi har fået nok. Ikke af kærlighed – men af markedsbrølets buldren i vore hjerner. ”Tak – men nej tak,” hører jeg de unge sige.
En tidligere dronning af de glittede blade, Pernille Aalund, er flyttet fra Hellerup til Ledøje for at leve uden prestige og glamour, men med manden i sit liv og skønne teenageunger. Hun er bare én af de trendfølsomme kendte.
Big shopper, som engang var lidt hipt, er nu kontroltab synonymt med overspisning. Shopaholic og Luksusfælden er bestemt ikke positive ord.
Nettet bugner med opfordringer til at komme ud af overforbruget. På nojsom.dk kan man få inspiration til at leve for 100 kroner om ugen og ovenikøbet hygge med at producere egen sæbe og håndcreme. I Facebook-gruppen Buy Nothing 2018 deler de erfaringer med at smide ud, genbruge og upcycle.
Har man ingen penge brugt i en måned, kan man løfte armene over hovedet og råbe: Ha, jeg fik dem – jeg købte ikke noget! Jeg har prøvet det, det er faktisk en nydelse.
Nettets visuelle medier svømmer over med såkaldte DIY’s – gør det selv-tips. Nogle af de mest delte film på Youtube instruerer i, hvordan man ombygger Ikea- hacks.
Kigger vi på tøjsalget, er det et faktum, at de helt unge køber mindre og mindre nyt. De vil have brugt tøj, som de syr om. Kvaliteten af det brugte er nemlig udmærket. I årtier har vi kasseret tøj, der hverken var gammelt eller slidt.
I generationer er vi blevet hjernevasket med, at vi skulle have nyt. Brands var musthaves. Men de yngste vil ikke have nyt, men gamle ting, som har sjæl og historie. Nye ting er kedelige og upersonlige.
De seneste 50 år har vi haft eksponentiel vækst inden for alt: tøj og møbler, elektronik og biler. Så det er ikke så sært, at der findes enorme mængder af skrammel derude, som intet fejler. Vi kunne sådan set stoppe med at producere nyt nu – og så bare ombygge, omforme og recirkulere alt det, vi allerede har hevet ud af moder natur.
I flere og flere kommuner sorteres der affald på livet løs. Selv står jeg troligt hver dag og splitter papbakker, metaldimser og plast ad og putter plast, pap, metal, glas, papir, bioaffald og haveaffald i syv forskellige containere. Herfra recirkuleres det. Og ja – noget af det ender som brændsel. Men nu starter vi. Vi rydder op. Vi vil gerne gøre noget, nu.
Tænk, hvis vi også begyndte at sige nej tak til butikkernes ustandselige tilbud om: nu endnu mere i posen. Så kunne vi også knække fedmekurven.