Skurk eller helt? I 300-året er Hans Egede centrum i værdikamp mellem grønlænderne

300 år efter Hans Egedes ankomst til Grønland sætter den kristne mission stadig sine spor – på godt og ondt

Hans Egede underviser grønlændere. I dag inddrager man mere den grønlandske synsvinkel på Egede, når man forsker i ham. Tegning fra 1898, kunstner ukendt. – Arkivfoto.
Hans Egede underviser grønlændere. I dag inddrager man mere den grønlandske synsvinkel på Egede, når man forsker i ham. Tegning fra 1898, kunstner ukendt. – Arkivfoto.

Da den dansk-norske missionær Hans Egede den 3. juli 1721 ankom til Grønland med sin hustru, Gertrud Rask, parrets fire børn og en besætning på omkring 25 mand, blev det begyndelsen på den kristne mission, som nu, 300 år senere, stadig sætter sine spor.

”Grønland skal have kolonier på de folkerigeste steder og et passende antal missionærer beskikkes, så de vilde kan holdes under tugt og disciplin,” skrev han i sin dagbog i 1725.

”De vilde”, som Hans Egede refererede til, var inuit, det grønlandske folk. Men visionen var egentlig at omvende katolske nordboere, som Danmark mistede kontakten med omkring år 1410.

Allerede i 1600-tallet modnedes ambitionerne om koloniprojektet i Grønland, som især skyldtes, at flere europæere tjente godt på hvalfangst i Grønland og hentede en masse værdier hjem, fortæller ph.d.studerende ved Aarhus Universitet Simon Mølholm Olesen, som forsker i 1700-tallets kulturmøder i Grønland.

”Kong Frederik den Fjerde brugte nogle gamle og forestillede rettigheder til at sige, at han havde magten over Grønland i begyndelsen af 1700-tallet. For at styrke kravet ønskede både Hans Egede og kongen at finde overlevende nordboere. Kunne de det, ville det tydeliggøre, at forbindelsen ikke alene var historisk, men levende. Det lykkedes ikke. Ambitionen skiftede derfor til, at kolonister fra Danmark, Norge og Island skulle gifte sig med hinanden, få børn i Grønland og bosætte sig på de gamle norrøne steder for at legitimere koloniprojektet,” siger Simon Mølholm Olesen.

I stedet begyndte Hans Egede at missionere for inuit. En kultur, han ifølge museumsinspektør ved Nationalmuseet Peter Andreas Toft ikke havde nogen forstand på.

”Da det går op for inuit, at Hans Egede og hans besætning gerne vil bosætte sig, prøver de på høflig vis at signalere, at det ikke er en god idé.

Det er vigtigt at forstå, at inuit var nomader, og en del af kulturen var, at hvis man vil slå sig ned et sted, spurgte man de folk, som var der i forvejen, om det var i orden. Det kan eksempelvis være, at området ikke kunne bære mere fangst, og så var man i sin gode ret til at sige, at andre folk skulle rejse videre,” forklarer Peter Andreas Toft.

En vigtig del af missionsgerningen blev at lære grønlandsk og undervise befolkningen i skriftsprog. I perioder flyttede han eller sønnerne derfor ind hos lokale, eller lokale drenge boede hos ham.

Alligevel gik missionsgerningen langsomt, da Hans Egede havde en krævende tilgang til kristendommen, fortæller forsker i teologi ved Grønlands Universitet Ilisimatusarfik Aage Rydstrøm-Poulsen, som er redaktør på bogen ”Tro og samfund i Grønland – i 300-året for Hans Egedes ankomst”.

”Han forlangte, at grønlænderne skulle kunne læse og forstå trosbekendelsen, før de kunne døbes.

Man kan sammenligne ham med den tyske mission, herrnhuterne, som kom til Grønland i år 1734, og som hurtigt fik en masse inuit konverteret. Hvis bare de havde grebet den kristne ånd med i hjertet, kunne de døbes. Hans Egede derimod krævede kundskab og fik derfor døbt meget få. Til gengæld satte det gang i en uddannelsesproces, som er gået fantastisk hurtigt,” siger Aage Rydstrøm-Poulsen.

I nuværende diskussioner er der særligt fokus på, at Hans Egede også udøvede vold. Simon Mølholm Olesen påpeger, at det er en side, som især kom frem i årene 1724-1727, hvor danskerne prøvede at udvide deres tilstedeværelse ved blandt andet at anlægge den nye koloni Nipisat.

”Hollandske hvalfangere arbejdede der allerede og følte sig presset af danskernes ankomst. De truede med at slå danskerne ihjel. I mellemtiden løb danskerne tør for mad og blev tvunget tilbage til deres første koloni på Håbets Ø. Hele koloniprojektet var nu toppresset. Kort tid efter rømningen valgte hollænderne endda at nedbrænde Nipisat.

Grønlænderne vidste, hvad der foregik og brugte deres viden til at presse danskerne yderligere. Når Hans Egede tog ud for at missionere blandt dem, udfordrede de hans autoritet. Hans Egede blev så frustreret, at han truede enkelte fremtrædende grønlændere med vold og død, ligesom han uddelte tæsk til enkelte grønlændere. Det berettiger ikke volden, men det forklarer, hvorfor han gjorde det,” siger Simon Mølholm Olesen.

Også grønlandske åndemanere, som var centrale i den lokale tro, kom Hans Egede i karambolage med. Særligt én konflikt eskalerede, hvor man lænkede en åndemaner i tre dage i den danske koloni. Presset fra grønlændere, europæiske hvalfangere og generel modgang gjorde, at Hans Egede gentagne gange i 1720’erne talte for at grundlægge flere kolonier for at vende udviklingen. I 1728 gav Frederik den Fjerde ordre til, at en række danske fanger skulle tvangsgiftes og sendes til Grønland for på sigt at være med til at skabe de nye kolonier. Men mange døde af skørbug, og de resterende fanger vendte deres vrede mod Hans Egede.

”Han var så bange for at blive slået ihjel af sine medkolonister, at han faktisk gik rundt med en skarpladt pistol under sin præstekjole,” siger Simon Mølholm Olesen.

Koppe-epidemien i 1733-1734 giver et andet indblik i Hans Egedes person, forklarer Peter Andreas Toft. Et skib fra Danmark med smittede passagerer førte til, at mellem 80 og 90 procent af befolkningen i Nuuk-området døde. Det var størstedelen af Hans Egedes menighed, og Gertrud Rask endte også med at miste livet efter at have plejet de syge.

”Inden Hans Egede forlod Grønland i år 1736, skrev han i sin dagbog, at han fortrød, at han tog til Grønland. Epidemien tog hårdt på ham, da han også har haft en tæt relation til mange af de mennesker, der døde. Selvom han var en hård mand på mange måder, viser det, at han også havde en næstekærlig side,” siger Peter Andreas Toft.

I dag tolkes Hans Egede forskelligt. Camilla Kleemann-Andersen, studieadjunkt ved institut for kultur, sprog og historie ved Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og medforfatter på ”Tro og samfund i Grønland – i 300-året for Hans Egedes ankomst”, påpeger, at nogle ser Hans Egede som kolonisator, mens andre lægger vægt på den betydning, han har for kristendommen i Grønland.

”Kristendommen fylder meget i grønlændernes identitet, så det er en værdikamp. Alligevel er der også nogle følelser i forhold til den koloniale arv, som går igen på tværs af generationer i Grønland. Kolonialismen har sat normerne i samfundet og har sat sine spor i nogle af de udfordringer, man kæmper med i dag. Hans Egede-debatten åbner for en bearbejdningsproces ved at tale om de udfordringer,” siger hun.

Ifølge Simon Mølholm Olesen er der også et opgør inden for forskningen i Hans Egede, hvor man i dag i højere grad inddrager inuits livsverden for at forstå koloniprojektet.

”1700-tallets koloniprojekt var kendetegnet ved en gensidig forhandling, overenskomst og tilpasning mellem parterne, hvor ingen kunne gennemtrumfe deres ønsker. I begyndelsen ville grønlænderne eksempelvis ikke omvende sig til kristendommen uden at få fordele til gengæld.

Det er blandt andet derfor vigtigt at inddrage grønlandske sagn og fortællinger for bedre at forstå, hvorfor grønlænderne handlede på bestemte måder. Når man på den måde kontektualiserer datidens danske kilder, myldrer det frem med meget mere modmagt mod den danske kolonimagt, end forskningen hidtil har tilskrevet grønlænderne,” siger Simon Mølholm Olesen.