I KRISTELIGT DAGBLAD den 20. januar er der to artikler, der omhandler den sidste tid, mennesker har i live. De problemstillinger, det medfører, og de samtaler, der opstår mellem den døende og personale. Artiklerne er på alle måder med til at få os levende til at fokusere på, hvad livet i al sin kompleksitet handler om. Og ikke mindst hvad der er væsentligt i den tid, som vi hver især er blevet tilskikket i vores jordiske legeme.
I mødet med den snarlige død mindes mennesker deres meritter og fortjenester, men allermest mindes de deres forlis og nederlag, brudte relationer og egoistiske prioriteringer. Hvor det oftest er det første, der fylder i begravelsestalen, meritterne, er det stort set altid det sidste, forlisene, der har fyldt hos den døende i den sidste tid.
Så melder spørgsmålet sig: Hvordan hjælper man bedst den døende til at nå frem til en erkendelse af, at det bøjede ikke kan gøres lige, at sket er sket, og der findes ikke en tidsmaskine, der kan afhjælpe, så man kunne have prioriteret anderledes? Både en sygehuspræst og en leder for et hospice giver udtryk for, at det vigtigste er, at den døende forsoner sig med sig selv.
Forsoning er et nøglebegreb i den kristne tro og udtrykker det forhold, at Gud den almægtige tilgiver alt det, som mennesket ikke selv er i stand til at genoprette og råde bod på. Derfor finder jeg det noget problematisk og ensidigt, hvis man pålægger den døende selv at skulle udvikle, genoprette og tilvejebringe en forsoning, som den døende med vished kan gå i døden med. Det kommer til at bero på den døendes evner, og det er synd og skam, når nu det kristne evangelium har en meget bedre og sikker løsning. Her peger evangeliet på den forsoning, som Jesus tilvejebragte med sin død og opstandelse. Det var en voldsom opgave, Jesus var udsendt med: at skulle forsone verden med Gud. Derfor bliver det for mig at se en stor mundfuld for et menneske, der ligger for døden, selv at skulle tilvejebringe denne forsoning. I de samtaler, jeg som præst har haft med døende, har der ikke været nogle nemme løsninger fra min side, når det kom til at handle om alt det, som var gået galt i den døendes liv. Alle de svigt og træden andre under fode, som den døende af hjertet fortrød. Det være sig over for familie eller venner. Nej, her finder vi ingen snuptagsløsninger.
Til gengæld har jeg oplevet de gange, hvor samtalerne er endt i privat skriftemål og syndsforladelse, at når ordene, som ritualet foreskriver, lyder ”På Jesu Kristi befaling og for hans lidelses og døds skyld tilsiger jeg dig alle dine synders nådige forladelse i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”, så er der opstået en fred hos den døende. For nu er det ikke længere for den døendes skyld, men for Kristi skyld, at forsoningen er tilvejebragt.
Denne meget væsentlige tilgang til skyld og forsoning bør træde tydeligere frem i mødet med døende, og den er hermed tilføjet som en vinkel på en meget væsentlig problemstilling.
Kristian Vestergaard er sognepræst i Sct. Peders Kirke, Randers.