Prøv avisen

Sløk var en tænker i verdensklasse

ANMELDERKRITIK: Man kan naturligvis mene, hvad man vil, om filosoffen Johannes Sløk, men at sætte spørgsmålstegn ved mandens originalitet er at gå for langt

Kristeligt Dagblad bragte den 22. februar Asger Brandts anmeldelse af en antologibog om Johannes Sløks forfatterskab, som jeg har været med til at redigere. Anmeldelsen var overvejende positiv og omtalte blandt andet bogen som "gennemseriøs" og præget af "alsidig indsigt", hvilket jeg og de øvrige redaktører hermed takker for.

Den bød dog også på et par kritikpunkter, som jeg gerne vil knytte et par kommentarer til. At bidragene skulle forholde sig ukritiske til Sløk (idet Brandt fremhæver Hans Hauges kritiske indlæg om Sløks Shakespeare-læsninger som undtagelsen), forholder jeg mig mere uforstående over for. Indlæggene er forsøg på at gengive Sløks tænkning så loyalt som muligt og at tænke videre med afsæt i Sløk gennem perspektivering til øvrige filosoffer. Men ingen af indlæggene er ukritiske – hvis man altså med "ukritisk" skal forstå en ligefrem overtagelse af Sløks teorier.

Jeg tror, at indvendingerne må ses i lyset af, at Brandt måske ikke selv føler sig på linje med Sløk. Jeg tror endda, jeg vil vove et gæt på, at anmelderen i højere grad sympatiserer med Sløks mangeårige filosofiske kollega og senere modstander, K.E. Løgstrup. I al fald er anmeldelsen først og fremmest kritisk over for Sløk selv, og kun i anden omgang over for "Et menneske lades ikke i ro".

Brandt skriver, at Sløks forfatterskab er "stort", men "flagrende", og "man kan", hedder det videre, "vel med god ret betvivle, om Sløk var en original forfatter". Forfatterskabet er flagrende – men hvilket stort og betydningsfuldt forfatterskab er ikke det? Det problematiske er det andet, nemlig forestillingen om, at Sløk ikke skulle være en original forfatter eller filosof.

Brandt uddyber ikke, hvorfor man "med god ret" kan sætte spørgsmålstegn ved Sløks originalitet, og det kan naturligvis også være vanskeligt at nå omkring komplekse filosofiske problemstillinger i en avisartikel. Men alligevel. Hvis man ser bort fra alle monografierne, metodebøgerne, de idéhistoriske indføringer, kulturkritikkerne og avisklummerne, står der en gruppe bøger tilbage, der tilsammen klart illustrerer den røde tråd i Sløks forfatterskab.

Det drejer sig især om "Jesu forkyndelse og det absurde teater", "Herre, giv mig mere vantro!" og de fire sammenhængende værker "Teologiens elendighed", "Det religiøse sprog", "Den kristne forkyndelse" og "Da Gud fortalte en historie". I disse bøger – efter min opfattelse noget af det mest tankevækkende, dansk filosofi har præsteret siden Kierkegaard – fremlægger Sløk sit projekt: en filosofisk syntese, der med udgangspunkt i et stort anlagt opgør med den rationelle teologi indarbejder ideer og teorier fra stort set alle dominerende filosofiske strømninger: hermeneutikken, fænomenologien, sprogfilosofien, eksistentialismen, den narrative teologi og den sammenlignende religionsvidenskab. Det sker med sproglig opfindsomhed, pædagogisk indlevelsesevne og en filosofisk klarhed, som få forfattere har gjort ham efter.

Overblikket er enormt, og Sløk trækker konstant lange historiske linjer, hvor man ikke forventer at finde dem – fra mytens rolle i primitive kulturer til moderne, absurd teater. Der er på ingen måde tale om, at Sløk blot refererer de forskellige idétraditioner. Tværtimod plukker han ud på må og få og bruger ideer, som det passer ham – i overensstemmelse med sin egen dagsorden.

Man kan altid debattere, hvorvidt Sløk tog fejl, men hans originalitet er i mine øjne svær at komme uden om. Jeg giver Brandt ret i, at Sløks og Løgstrups "sammenstød" repræsenterer, hvad man kunne kalde en "klassiker" i dansk åndsliv. Men jeg er til gengæld ikke enig i Brandts afslutning på anmeldelsen, hvori det hedder: "Er der ikke andre grunde til at fortsætte med at læse Sløk, så er der altså – i det mindste så længe Løgstrup læses flittigt – grund til at læse Sløk som en radikal kritiker af Løgstrups forudsætninger."

Der er i høj grad andre grunde til at læse Sløk end dem, der er dikteret af Løgstrups interesser. Sløk var på sine egne præmisser en tænker i verdensklasse, og forhåbentlig vil kommende danske idéhistorikere og filosoffer gøre en indsats i retning af at kaste lys over værdien af hans forfatterskab... selvom det er nok så flagrende.

Lars Gorzelak Pedersen er cand.mag., bidragsyder og medredaktør på "Et menneske lades ikke i ro – facetter af Johannes Sløks forfatterskab"