Prøv avisen

Slesvig-Holsten - Da landets eksistens hang i en meget tynd tråd

Treårskrigen 1848-50 (1. Slesviske Krig) - ISTED - Den danske armees indmarch i Slesvig over Kongeåen den 16. juli 1850. Foto: NF/ Nordfoto

Hertugdømmet Gottorp, som Danmarks Christian V kaldte en slange ved vor barm, var et par smalle landstrimler i Slesvig-Holsten. Hertugdømmet blev oprettet i 1544, da Christian III delte Slesvig og Holsten med sine to brødre

Indlægget er skrevet af Ove Sten Rasmussen, journalist og tidligere ansat på Kristeligt Dagblad.

I 1600- og 1700-tallets krige mellem Danmark og Sverige gjorde gottorpske hertuger flere gange fælles sag med Sverige og blev betragtet som en alvorlig sikkerhedsrisiko for Danmark. En politisk nøglerolle ude af proportion med hertugernes beskedne militære og økonomiske ressourcer, internationalt bedømt.

LÆS OGSÅ: Indledningen til den danske katastrofe i 1864

Når det udefra set uanselige hertugdømme kunne hævde sig blandt Europas fyrster, skyldtes det, at begavede og veluddannede gottorpske hertuger havde satset både handelspolitisk, kulturelt og videnskabeligt: et vidt berømt kunstkammer, et lige så anset bibliotek, pragtfulde haveanlæg med sjældne planter, en fornem malerisamling og enestående astronomiske installationer. Den højt beundrede gottorpske himmelglobus står i dag på Frederiksborgmuseet i Hillerød.

I Danmarks store nederlagsår 1658 lykkedes det Gottorp med svensk hjælp at få ophævet den danske konges overhøjhed på hertugdømmet. Reelt blev Gottorp en svensk vasal, beskyttet af svenske våben.

Men i denne triumf lå også kimen til nederlaget for Gottorp. Under Store Nordiske Krig fra 1700 til 1721 blev Sverige taberen, og det fik også følger for vasallen. Hertugens del af Sønderjylland (Slesvig) blev inddraget under den danske trone.

Betryggende nok fik det vestmagternes anerkendelse, men det måtte vække betænkelighed, at Rusland, regionens nye stormagt, ikke anerkendte inkorporationen. At den gottorpske hertug, Karl Friederich, tragtede efter revanche, var indlysende.

Det var derfor ikke gode tegn, at han i 1725 blev gift med en datter af Ruslands Peter den Store. Endnu værre, at efterfølgeren, Karl Peter Ulrich, i 1742 blev russisk tronfølger. I sin dobbelte position kunne han nu sabotere danske og russiske diplomaters forsøg på at bringe det gottorpske spørgsmål ud af verden med mageskifter.

Fra dansk side måtte man frygte det værste, da Karl Peter Ulrich i 1762 arvede zartronen efter sin moster, kejserinde Elisabeth. Frygten gik i opfyldelse. Under navnet zar Peter III havde han kun ét i hovedet: hævn over Danmark.

Karl Peter Ulrich afbrød omgående Ruslands engagement i den europæiske Syvårskrig (1756-1763) og de militære operationer mod Prøjsen. I stedet blev de russiske tropper dirigeret mod Holsten og Danmark.

Krigserklæringen blev modtaget med dyb rædsel i København. Forfærdelsen bragte for en stund kong Frederik V ud af de alkoholtåger, der var hans normaltilstand, siger museumsinspektør Thomas Lyngby, Frederiksborgmuseet, der er medarrangør af udstillingen Danmark og zarernes Rusland 1600-1900 og medforfatter samt redaktør af det meget instruktive katalog og den vægtige bog, som med stor sikkerhed vil overleve udstillingen.

Kongen skrev en fortvivlet bøn til Gud, underskrevet Friederich, dein Wurm, Staub und Asche (orm, støv og aske). Den nøgterne statsmand A.P. Bernstorff skriver i sin dagbog:Vi forbereder os på alt, idet vi altid brændende ønsker freden, men er besluttet på at lade os begrave under fædrelandets ruiner hellere end at bære russernes åg, hvilket vil ske, om de får held til at skaffe sig en koloni midt mellem vore landsdele og mellem Danmark og Tyskland.

Så sker der det utrolige, at zar Peter III styrtes fra tronen af en konspiration, som hans ægtefælle, Katarina II, efter alt at dømme står i spidsen for. Han sættes i fængsel, hvor han dør, tilsyneladende af en forgiftning. Tronen indtages derefter af Katarina under navnet den Store.

Hun afblæser omgående krigen mod Danmark. Og de mageskifteforhandlinger, der skal løse det gottorpske problem, sættes for alvor i gang. Slangen ved Danmarks barm blev omsider fældet.

Katarina den Store fejrede i sin regeringsperiode store triumfer. Hun engagerede sig betydeligt i den europæiske oplysningstid og korresponderede med den franske filosof, forfatter og samfundskritiker Voltaire. Rusland oplevede i hendes tid vigtige uddannelsesreformer.

Det svirrede ofte med rygter om hendes privatliv. Almindelig var formodningen om, at hendes søn, den senere zar Paul, havde et andet faderligt ophav end hendes ægtefælle.

Den danske gesandt i Rusland, grev Christen Skeel, døde pludselig i 1771 i en alder af kun 28 år. Rygterne sagde, at hans popularitet hos Katarina den Store havde udfordret dennes yndling, en russisk greve, der måske stod bag et giftmord. Måske. Sandheden blæste i vinden.