Det er snart mange år siden, at Søren Brun midt i en fjernsynsudsendelse pludselig blev vækket af speakeren: Vi afbryder den annoncerede udsendelse for at komme med en vigtig meddelelse: Solen skinner udenfor!
Som en sådan reminder kan vores overskift læses. Men den er også en opfordring til at følge Marie Østergaard Knudsen, når hun her i avisen slår på den store gonggong: Man må gerne skrive om sit eget liv. Altså: Sluk mobilen og fortæl.
Det har vi haft stor glæde af. I fællesskab udfordrede vi hinanden i den gamle bogstavleg "Skibet er ladet med" og lod bogstaverne fra A til Å kalde på en historie fra vores barndom og ungdom. Det er blevet til bogen, ”Skibet er ladet med – Fortid i nærlys”.
Og den idé vil vi nu gerne give videre: ”Fortæl farfar, morfar, farmor og mormor om dengang i halvtredserne. Uden mobiltelefoner! Uden fjernsyn døgnet rundt! Og mens barnebarnet måbende ser op fra skærmen og spørger: Men biografer, farfar? Ja – svarer man og tænker i sit stille sind: Hvor ofte var det, at vi så film dengang? Det var, når vi forsvandt ind i mørket i Aladdin, Roxy, Kosmorama eller en af de andre biografer med de magiske navne. En biograftur var noget, vi så frem til. Glædede os til, og som vi nervøse stod i kø for at få billetter til.
Men jeg kan ikke skrive, og min hukommelse er hullet som en si. Hvem taler om hukommelse? Det gør vi, når vi i Føtex har glemt indkøbssedlen, eller når vi køber ny mobil. Erindringerne sidder i næsen som dufte. I ørerne som genklang af Giro 413. I munden som smagen af citronfromage. Og ikke mindst i billeder fra et overlevet katalog fra Daells Varehus.
Inviter et par jævnaldrende til en gang biksemad. Efter middagen skal der leges Skibet er ladet med. Men sluk først mobilerne. Om du som Kim Larsen ikke rigtig kan huske, hvad dato ”Jutlandia” sejlede fra Langelinie, er ligegyldigt. Det, det drejer sig om, er angsten, du så i din fars øjne, da du hørte de voksne tale om en tredje verdenskrig.
Hvert bogstav skal nu hente en historie frem. Om et B så kalder på gymnastiktimerne ude på badeanstalten eller på søvnige morgener på vej til skole i bussen på Mors, det bestemmer man selv. Giver I hinanden god tid, så bliver det sikkert sent, inden I aftaler at mødes igen. Næste uge har en måske skrevet en historie, og I nikker: Ja, sådan var det. Eller I spørger: Var det nu ikke også sådan?
Når I tredje gang mødes, kan I tale om, hvorfra I henter jeres historielast. Om det var fra soldækket på luksuslineren? Eller fra kullasten? Eller måske fra et skjulested som blind passager. Et fortælleværksted kræver gode lyttere og omsorg. For sejladsen bliver sikkert ikke kun i smult vande. Men undlader I den ukomplicerede havnerundfart i nostalgiens kanaler, kan I komme i snak med det bedste i jer selv og de ”meget levende døde”.
Vi kan kun sige: Prøv det. Ganske vist har vi begge to tidligere i romaner og i erindringsbilleder hævet af vores kapital i hovedstolen, men den gamle bogstavleg gav denne fællesbog en ny vinkel.
Godt nok er vi jævnaldrende, født i 1944 og 1946, men hvor stort var Danmark, da vi var mindre? Mindst dobbelt så stort som i dag! Der var mere end meget langt fra en præstegård i Redsted på Mors med sin Aakjær-blå himmel til Romsøgade på det socialdemokratiske Østerbro i København, hvor lejlighederne var små og familierne store. Sådan var det. Men en tur i biffen var næsten – men også kun næsten – det samme for os, som begge var børn i kong Frederiks og Morten Korchs Danmark, hvor vi som andre raske drenge red på de røde heste og var dus med himlens fugle.
Skibet er ladet med. Kom med om bord.
Claus Grymer og Niels Johansen er forfattere til bogen ”Skibet er ladet med. Fortid i nærlys”, som udkommer på forlaget Eksistensen i dag.