I sin mediekommentar den 21. august begiver Sørine Gotfredsen sig ud i et forsvar for helt særlige økonomiske privilegier til politikere. Forsvaret er blandt andet affødt af diskussionen om forsvarsminister Carl Holst (V) og hans kombination af ministerløn og eftervederlag.
”Smålighed som folkeligt karaktertræk” kalder Sørine Gotfredsen det, når nogen kritiserer, hvad der kan forekomme at være overdevne privilegier. Ikke mindst for mennesker, som arbejder for en noget mere beskeden løn end den, de folkevalgte oppebærer.
Bevares, Sørine Gotfredsen har ret i, at det kan blive for småtskårent, når der opstår stor folkelig forargelse over en partileders forbrug af fadøl, sokker og underbukser. Men det er vel ikke ensbetydende med, at enhver kritik af politikeres økonomiske privilegier er smålig og ilde anbragt?
Sørine Gotfredsen tilslutter sig Ritt Bjerregaards holdning (”Deadline” den 19. august), at folketingspolitikere bør have meget mere i løn. For ellers, skriver hun, risikerer vi, at slet ingen ønsker at være politikere.
Jamen dog! Her gik man ellers og mente (småligt måske), at 630.000 kroner i grundløn plus diverse tillæg samt frikort til DSB og Tivoli (ikke at forglemme) var en meget hæderlig aflønning at tilbyde de folkevalgte politikere. Som jo da også arbejder ihærdigt på at blive valgt, hver gang valg udskrives.
Selvfølgelig skal de, der påtager sig arbejde og politisk ansvar som valgte medlemmer af Folketinget honoreres hæderligt og ordentligt for deres indsats. Og lige så selvfølgeligt skal der findes den rette balance, sådan at ingen fristes til at gå ind i politik alene for pengenes skyld.
Politisk arbejde bør udspringe af ønsket om at tjene sit land på bedste måde. Hvis der iblandt opstår berettiget mistanke om, at andre motiver står forrest, kan det være afsæt for en kritik, som ikke pr. definition er ”smålig”, men kan bunde i legitime begreber om ret og rimelighed.
Poul Sebbelov er præst i den ortodokse kirke