Hvad ved filosoffer egentlig om kærlighed?

Vi befinder os til et drikkegilde i den græske hovedstad Athen knap 400 år før Jesu tid. Til stede er syv mænd. De har alle høj status, og de har talegaverne i orden samt en god mængde vin i blodet.

Mændene skiftes til at komme med deres beskrivelse af den græske kærlighedsgud Eros. En kalder ham en stræben efter skønhed, en anden ser ham som billedet på vulgær drift, og en tredje peger på, at Eros – og dermed også kærligheden – symboliserer en søgen efter den halvdel af en, som man engang blev adskilt fra.

Til sidst tager filosoffen Sokrates ordet. Han har talt med den vise kvinde Diotima, som fortalte ham, at Eros er søn af guden for fattigdom og guden for rigdom.

Det, der derfor kendetegner kærligheden, er ifølge Sokrates – den vigtigste af selskabets talere – at den både er rig og fattig, siger sognepræst Pia Søltoft efter kort at have genfortalt handlingen i skriftet ”Symposion” af den græske filosof Platon (427-347 f. Kr.).

”Kærligheden er en stræben efter noget, man mangler, et begær, en længsel, et deficit. Men samtidig også noget, der trænger sig på som en overflod, man giver andre i en form for overskud. Det er en afgørende definition af kærlighed, fordi den beskriver kærlighed som en dobbeltrettet trang: en trang til at modtage kærlighed og en trang til at give. Denne dobbelthed problematiseres siden hele vejen op gennem filosofi- og teologihistorien,” siger hun.

Her nogle tusinde år efter Platons skrift om drikkegildet i Athen er kærlighed stadig et populært emne i blandt andet kunst og litteratur, og onsdag markeres kærligheden mange steder i verden med blomster, kort og chokolade i forbindelse med valentinsdag.

Hvis man i den anledning skulle komme til at savne en lidt dybere indsigt i kærligheden som begreb, er der flere store tænkere at ty til. Og Platon er et godt sted at starte, siger Pia Søltoft, der som tidligere lektor og leder af Søren Kierkegaard Forskningscenteret i København har set nærmere på kærligheden i en række teologiske og filosofiske værker.

”Alle, der har skrevet noget væsentligt om kærlighed op gennem historien, har taget udgangspunkt i Platon. Hans beskrivelse af eros som en grundfæstet stræben, der ikke kun har med det seksuelle at gøre, men viser, at mennesket søger sandhed og mening i relationer, er afgørende,” siger hun.

Platons syn på eros som en grundmenneskelig stræben fik dog ikke lov til at stå alene. Blandt andre den svenske teolog Anders Nygren har ifølge Pia Søltoft problematiseret synet på eros, som han anså som en ensidigt begærende kærlighed, der udgik fra mennesket. I stedet betonede Nygren, at den kristne kærlighed var en helt anden form for kærlighed.

”Den kaldes agape og er en nedadstigende kærlighed, der repræsenterer Guds selvhengivende kærlighed til mennesket. Nygrens skarpe skelnen mellem eros og agape har siden redet al litteratur om kærlighed som en mare og ført til tanken om, at ’sand’ kærlighed er kærlighed, der kun elsker for at give – ikke for at modtage kærlighed,” siger Pia Søltoft.

Selvom Nygren i dag er kendt for at have haft den største indflydelse på kristen kærlighed globalt, opstod begrebet mange år før hans tid, fortæller Werner Jeanrond. Han er professor i teologi på Oxford University i England og forfatter til bogen ”Kærlighedens teologi”, hvor han analyserer kristne tænkeres syn på kærlighed.

Hvor man i Bibelen blandt andet kan læse, at Gud er kærlighed, og at kærligheden er størst af alt, udviklede der sig ifølge Jeanrond efterhånden en idé om et kristent monopol på kærlighed. Fra kirke­faderen Augustin (354-430) lød det blandt andet, at kun Gud kunne elske, men først hos reformatoren Martin ­Luther blev den kristne kærlighed specifik, siger han.

”Luther reducerede forståelsen af kærlighed. Han så den som noget, der var ultimativt kontrolleret af tro, og troede på, at kun kristne havde den sande forståelse af kærlighed og dermed kunne opleve den,” siger Werner Jeanrond.

En lignende opfattelse kom frem hos den svenske teolog Anders Nygren, der i 1930’erne skrev bogen ”Eros og Agape”. Bogen blev skrevet i en tid, hvor der i Sverige blev talt for, at kærlighed ikke skulle være styret af staten eller kirken. Den svenske forfatter Ellen Key var en af kræfterne bag, at landet i en ny ægteskabslov valgte at tale om det romantiske ægteskab, hvor kærlighed og ikke pligt var fundamentet.

Men før Nygrens opgør med eros var en anden populær opfattelse af kærligheden vokset frem, som kunne give teologer grå hår i hovedet: Det romantiske kærlighedsbegreb.

Begrebet opstod i 1100-1200-tallet, hvor sydfranske trubadurer rejste rundt til borge og slotte og kurtiserede adelige kvinder med musik og sange på romanske folkesprog. Dette kan ifølge Pia Søltoft ses som de første spæde ansatser til en opnormering af den erotiske kærlighed, som ellers havde været ugleset på grund af agape­begrebet.

”Hos trubadurerne var der tale om en kærlighed i ord og på afstand, da kvinderne jo allerede var gift. Det ledte til en forestilling om den umulige kærlighed, som skulle sejre trods forhindringer, og en dyrkelse af den ulykkelige kærlighed, som også præger de fleste popsange i dag,” siger hun.

Trubadurerne kom ifølge Pia Søltoft til at præge det kærlighedsbegreb, der voksede frem med romantikken i slutningen af 1700-tallet. Her fokuserede man på den erotiske kærlighed og tanken om blive forenet med ”den eneste ene”. Kvinden blev dermed kærlighedens omdrejningspunkt i stedet for rela­tionen til Gud.

Dette blev dog ikke mødt med begejstring fra alle sider. I sit værk ”Kjerlighedens Gjerninger” fra 1847 beskrev den danske filosof og teolog Søren Kierkegaard eksempelvis romantisk kærlighed som en form for selvkærlighed, da han mente, at man i sin søgen efter den eneste ene opstillede kriterier for den andens elskværdighed, så de var som en selv eller gav en det, man selv manglede.

”Kierkegaard kaldte den romantiske kærlighed for ’digterens’ kærlighed, fordi han mente, at det var en selvopfunden kærlighed, der ikke havde rod i virkeligheden. Over for ’den eneste ene’ satte han næsten, som han mente var ethvert andet menneske, som vi ifølge næstekærlighedsbuddet skal elske. Kierkegaard understregede, at næstekærligheden er en pligt og ikke noget, vi gør umiddelbart,” siger Pia Søltoft og tilføjer, at ”Kjerlighedens Gjerninger” derfor ikke var et opgør med den erotiske kærlighed, men med tanken om at guddommeliggøre ét andet menneske.

”Kierkegaard refererede gentagne gange til Platon og mente som han, at kærligheden er en enhed af trangen til at elske og blive elsket, og at det også gælder Kristi kærlighed. Kierkegaard skelnede derfor aldrig mellem eros og agape.”

Spoler man så frem til 2018 og ser på, hvilke filosofiske strømninger der præger forståelsen af kærlighed i dag, kommer Platon igen ind i billedet, siger Anne Marie Pahuus. Hun er lektor i filosofi og prodekan på Aarhus Universitet og har blandt andet skrevet bogen ”Kærlighed”, som er en del af universitetsforlagsserien ”Tænke­pauser”.

”Platon peger på den længsel efter at finde sin plads i kosmos, som man finder gennem eros. Den længsel ser vi i høj grad hos folk i dag. Mange føler, de har mistet forbindelsen til verden og søger mening gennem dating­tilbud og jagten på kærlighed. Kærlighed er nærmest blevet en religion,” siger hun og tilføjer, at man heller ikke kommer uden om romantikkens store rolle i dag.

”Det gælder både romantikkens erotiske frisættelse af blandt andet kvinder og romantikkens tanke om, at der kun findes en eneste ene derude. Den tanke ser ud til at have overlevet.”

Vil man blive klogere på kærligheden, skal man dog huske ikke at fokusere på ­filosofferne alene. Digterne må med på råd, siger Anne Marie Pahuus.

”Digterne har som en slags livsfilosoffer også spillet en rolle i at beskrive kærlighedens størrelse. For menneskets erfaring af kærlighed er så sammensat, at det ikke hjælper kun at se på filosofiske værker, der er bundet af begreber og argumenter. I digtningen får man følelserne med, og de er vigtige, når det kommer til kærlighed.”

---