Prøv avisen

Smil dig i verden frem. Det er ikke småting, et lille smil kan gøre i en travl hverdag

Tegning: Peter M. Jensen

SMIL DIG I VERDEN FREM. Det kunne være et godt og nyttigt motto for mange af os formummede og tillukkede danskere.

Jeg sad for nylig i en bus fra Valby til Christiansborg. Alle sad og passede hvert sit. Ingen hilste på hinanden eller talte sammen. Mange var dybt optagede af deres mobiltelefon, andre kikkede ud ad vinduet eller hørte musik på iPoden, så man var sikker på at være lukket ude fra fællesskabet. Herre Gud, vi kørte jo bare i samme bus.

LÆS OGSÅ: Virksomheder tvinger medarbejdere til at smile - også når det gør ondt

Ind kom så en meget køn, ung dame og stilede hen mod et sæde, hvor der allerede sad en på nabosædet. Hun sagde ikke noget, men lyste op i et stort smittende smil. Straks fik hun et tilbage fra manden ved siden af. Han livede helt op og gjorde plads. De sagde ikke noget til hinanden, men de havde smilet, og det virkede ganske forløsende.

Hvor skal der dog egentlig lidt til. Og hvor giver det meget igen. Hun kunne jo bare have sat sig ned, som de fleste gør, uden et ord. Det ville hun være i sin gode ret til. Hun var kommet lige godt frem endda. Eller? Kom hun alligevel ikke ekstra godt frem efter at have bragt glæde med sit store smil, der jo ikke kostede noget? Andet end god vilje til at ville sine medmennesker det godt.

Måske har jeg skrevet det før, men jeg kendte salig fru Tone, som Suzanne Brøgger har skrevet et smukt kvad om. Hun havde ikke bil og kørte derfor meget i bus. Hun kørte daglig mellem Kongens Nytorv og tv-byen i Gladsaxe og satte sig aldrig ned ved siden af nogen uden at spørge, om hun måtte have lov at sætte sig netop der.

Nogen tænkte måske: Er konen tosset? Andre lyste vel op og sagde værsgo, og så var der måske lagt op til en hyggelig kort eller lang snak. Tone var i hvert fald høflig og ikke ligeglad med sine medmennesker. Og man lagde mærke til hende, oftest klædt i farveglade, lange gevandter.

LÆS OGSÅ: Vi skal overvælde det negative med det positive

Ser man på mange danskere i vores daglige færden, så ser man, hvor tillukkede og utilnærmelige de fleste af os er. Vi passer ofte os selv, ikke mindst i de offentlige transportmidler som tog, S-tog, metro, bus og fly og i elevatorer.

Man ænser knap nok hinanden. Mange nikker sjældent, hvis man skal sætte sig ved siden af andre eller bare passere hinanden. Enhver passer sit, og mange unge mennesker sidder og går med de her forbaskede ørepropper med musik i. Så undgår man da at kere sig om sin omverden og sine medmennesker, kan heller ikke høre de andres lyde og eventuelle ordvekslinger.

Pudsigt oplevet med mine øjne. Et bette nik, måske endda et smil eller ligefrem et stort smil tænk, hvilken forskel det kan gøre. Er vi ligeglade med hinanden, eller er det angst for og utryghed ved andre mennesker? Flere foretagender opfordrer os endda til at være lidt venligere mod hinanden. For eksempel i de københavnske busser. Smil til din buschauffør. Hils på din buschauffør eller noget i den stil. Det er da interessantere med lidt kontakt mellem mennesker end al den umiddelbare ligegyldighed og mig selv nok-attitude.

Sætter vi os på en bænk i en park eller på en plads eller et torv, så er det jo heller ikke forbudt at nikke til dem, der eventuelt sidder der i forvejen. Det koster ikke noget, og det gør måske hverdagen rarere for andre og en selv.

Jeg har tidligere opfordret triste mennesker til at slutte hver dag med at opregne mindst fem gode oplevelser fra dagen. Et par af dem kunne være et nik, et smil eller en venlig bemærkning.

Eller den venlige mand eller dame i supermarkedskøen, der helt uventet siger: Kom du bare foran mig, du har så lidt i kurven. Det kan man jo også godt kvittere for med et tak og et par ekstra venlige ord. Og ikke mindst et stort smil og et hils, når man forlader butikken.

I hvert fald vil jeg længe huske den storsmilende, venlige, men også tavse dame i bussen. Og forsøge at huske, at det samme kan man jo også selv gøre samme sted, i stedet for at klaske sig ligeglad ned ved siden af nogen, man måske ikke engang værdiger et blik, men som man færdes videre frem med over et korte eller længere stræk, skulder ved skulder. Smil dog, det koster ikke noget!